Menu
Kategorier

Skrevet af den 27 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Længslen efter den religiøse stat

Jeg må tilstå, at jeg i en længere periode har afstået fra at læse Iben Thranholms klummer i Kristeligt Dagblad. For at sige det lige ud: Hun er i mine øjne så langt ude at det nærmest ikke er værd at bruge energi på hende. Da jeg så Iben Thranholms klumme fra den 24.8.2012 med titlen “Putin er ny kristen verdensleder” lod jeg mig dog friste – og blev fuldkomment bekræftet i mit syn på Iben Thranholm, hvis teologiske verdensanalyse for mig at se er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig evne til at have begge ben solidt placeret i luften. Alligevel er der nogle dybere liggende tendenser i Iben Thranholms klumme, der fortjener at blive taget op til debat.

For det første er det bemærkelsesværdigt, at Iben Thranholm synes at se Putins demonstrative deltagelse i højtidelige gudstjenester og hans rundhåndede finansiering af kirkebyggerier som et bevis på at han er en “personlig kristen”. Her må jeg tænke på Jesu berømte ord: ”Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig“. (Matt. 6,5-6)

Her advares den kristne ikke blot mod hykleri, mod at tro at fromhed er ydre performance frem for et indre forhold til Gud. Nej, der advares de facto også mod at falde for andres “fromhedsdemonstrationer”. Det personlige gudsforhold er et nådens mysterium som øjet ikke kan indfange, for det udfolder sig grundlæggende i det skjulte, der hvor hjerte taler til hjerte.

For det andet, så afspejler Iben Thranholms klumme, sådan som jeg ser det, på et dybere plan en længsel efter den autoritære religiøse stat, hvor samfundets lovgivning med tvang beskytter religionens dogmatik og moralske krav mod kritik og mod alternativer. Et samfund, hvor troens udfoldelse og liv opretholdes af statslig belønning og statslig straf.

Men er en sådan stat kristen af andet end navn? Ordene i Matt. 6,5-6 tager udgangspunkt i en tro, der ikke søger og ikke behøver anerkendelse fra stat og samfund. Visionen er en tro, der ikke har brug for et statsligt korset af forbud og påbud, men i stedet opretholdes af en dyd tillid og kærlighed til Jesus, som ikke er et resultat af statslige tiltag men af Helligåndens virke i den enkeltes liv.

Eller med andre ord, Putin samfund er et forsøg på at genoplive den (u)hellige alliance mellem krone og alter, der forvekslede tro med magt. Vestens sekulariserede og efter sigende postkristne samfund er derimod en unik chance for kristendommen til at vende tilbage til Jesu grundlæggende vision om det sande Gudsforhold.

3 Kommentarer

  1. Og sådan kan man så udmærket se sekulariseringen ikke blot som en chance påny for kristendommen men også som en følge af kristendommens forkyndelse – den grundlæggende tanke hos Jesus set som det gentagne udsagn om at den der vil vinde livet mister det, mens den der mister livet, vinder det – afmagten som grundvilkår for sandt menneskeliv – den slags tanker vil en Iben Tranholm aldrig nogensinde kunne følge – for hende (som højkirkelig katolik) er det institutionen og hierarkiet, m.a.o.: magten, der tæller.

    • Her vil jeg nok skelne mellem Jesu lære og kristendommen som etableret religion. Sidst nævnte har på tværs af konfessionsgrænser en lang historie mht. at kæmpe for den religiøse stat – og sørge over tabet af den.

  2. Ja, det vil jeg også – altså når man, som du anfører det, taler om kristendommen som etableret religion – som institution/kirke – det gør jeg ikke i min kommentar her overnfor – her anvender jeg kristendommen som udtryk for ånden/Ånden i det der med Jesus er sat gang i, om jeg så må sige – det er ånden der tæller …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *