Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Katolsk handlingslammelse

Noget der slår mig ved den nuværende dybe krise som den katolske kirke befinder sig i pga. den sunami af sexovergrebssager der fortiden vælter ind over den, er, at man i den grad mærker fraværdet af en stærk kirkelig ledelse. Det virker som om at Paven og hans rådgivere i Kurien ikke aner hvad de skal stille op. I stedet kommer man med modsigelsesfulde og forvirrende signaler. Det ene øjeblik prøver man med undskyldninger og beklagelser, det næste med vrede anklager rettet mod pressen, den sekulariserede verden, de homoseksuelle, ja sågar jøderne har stået for skud!

Denne handlingslammelse og rådvildhed på højeste plan er særlig alvorlig for den katolske kirke, der i allerhøjeste grad er top styret. Uden klare retningslinjer fra Paven ved biskopperne, der typisk er blevet biskopper pga. deres betingelsesløse lydighed mod Paven, ikke hvad de skal gøre. Når den konservative og pavetro biskop Kozon f.eks. her i landet har kludret rundt og vendt på en tallerken indtil flere gange, så skyldes det nok ikke kun men også, at han mangler klare retningslinjer fra Rom.

Set i lyset af at katolske præsters seksuelle overgreb har været oppe i medierne siden de første sager kom til offentlighedens kendskab i USA i slutningen af 1980’erne, kan man godt undre sig over hvorfor Paven og Kurien ikke for længst har udtænkt og udviklet en klar handlingsplan og ikke mindst en effektiv mediestrategi.

Men sådan set er denne handlingslammelse og denne mangel på strategi og ledelse ikke så mærkelig set i lyset af den katolske kirkes øverste ledelse generelt synes at føre en strudsestrategi i forhold til den katolske kirkes grundlæggende strukturelle problemer der, hvis de ikke løses, truer dens overlevelse på længere sigt.

Især er det iøjnefaldende, at Paven og Kurien ikke synes at kunne eller ville forholde sig til at den katolske kirke i kritisk grad mangler præster. Godt nok er antallet af katolske præster i perioden 2000-2008 blevet forøget med små 4000, men alene i tidsrummet 2007 til 2008 er antallet af katolikker vokset med 19 millioner. Og i Europa står det helt galt til, her er antallet af katolske præster i perioden 2000-2008 faldet med 51,5 %. Gennemsnitsalderen for katolske præster i det (engang) så ærkekatolske Spanien er hele 67 år!

Stillet overfor en så alvorlig præstemangel og så dyster fremtid mht. muligheden for præstelig betjening af lægfolket, hvis denne udvikling fortsætter, skulle man tro, at Paven og Kurien brugte meget energi på at analysere situationen og finde løsninger på problemet. Men det er ikke tilfældet. Set i lyset af krisens alvor er det bemærkelsesværdigt hvor lidt man har gjort. Bevares, ophævelsen af ekskommunionen af Piusbroderskabets biskopper kan ses som et forsøg på at få denne bevægelse og dermed også dens præster tilbage til et fuldt fællesskab med den katolske kirke. På samme måde kan tilbuddet om medlemskab af den katolske kirke rettet til ultrakonservative anglikanere ses som et forsøg på at få nogle flere præster. Men det batter altså som en halv snebold i helvedet. Og ideen om et særligt år for præsterne, det såkaldte præsteår, der udløber her i juni måned, virker også hjælpeløst og, ikke mindst, visionsløst.

De virkeligt gennemgribende forandringer, der skal til for at sikre den katolske kirkes overlevelse, hvor til uundgåeligt må høre ophævelsen af pligtcølibatet for katolske præster, hverken vil eller tør Paven og Kurien gå i krig med. Her er man, ligesom mht. sexovergreb, handlingslammet fordi man ikke kan eller ikke tør ændre strategi, selvom det står klart, at den hidtil førte politik fører den katolske kirke tæt på afgrundens rand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>