Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Kampen om homoægteskabet

Når man som undertegnede deltager i debatten om homoseksuelles rettigheder, herunder retten til ægteskab, kan man sommetider godt miste det store overblik. Optaget som man er med at finde argumenter og modargumenter har man sjældent tid til at analysere selve de logikker, som ligger bag debatten. Men heldigvis er der så andre, der kan gøre det for en, som f.eks. Christian Wolter Andersen, der har skrevet et universitetsspeciale med titlen ”Gay rights in Europe – a critical discourse analysis of public debates concerning same-sex marriage in Denmark and Austria”.

Christian Wolter Andersen kaster sig i sit speciale ud i at sammenligne de argumenter, der blev fremført i forbindelse med folketingsdebatterne i foråret 2010 om indførelsen af homoægteskabet med parlamentsdebatten i Østrig i 2009 om indførelsen af et registreret partnerskab. Men før han kaster sig over de konkrete udsagn forsøger Christian Wolter Andersen at opridse nogle teoretiske redskaber til brug for en sådan analyse.  

Først tager han fat i et begreb som kaldes for ”diskurs”, en diskurs er en måde hvorpå man f.eks. taler om et bestemt fænomen, en bestemt problemstilling, en særlig gruppe etc. Dernæst kaster Christian Wolter Andersen sig over en række kendte forskeres teorier. Vi præsenteres f.eks. for Foucault, der lagde vægt på den magt der består i at have retten til at definere ting, forhold etc.  En sådan magt har ingen en gang for alle, men den opnås i en stadig konkurrence med konkurrerende holdninger. Imidlertid kan man tale om at der er forskellige epoker. Hvad der er den almindelige eller den dominerende antagelse i en epoke kan være uacceptabelt i en kommende. F.eks. kæmper politikere og i stigende grad homoseksuelle aktivister om retten til at definere homoseksualitet. Og her spiller debatten om homoægteskabet en stor rolle. For homoseksuelle aktivister er homoægteskabet en vigtig milepæl i kampen for accept af homoseksuelle – et offentligt anerkendt homoægteskab vil alt andet lige betyde, at de homoseksuelle vil have vundet kampen om homo-diskursen – mens modstanderne af samme grund er imod homoægteskabet, fordi et sådant vil betyde, at dem der ikke kan eller vil acceptere, at homoseksuelle er ligeværdige med heteroseksuelle, vil miste kontrollen med den offentlige mening.

En anden (af mange) teoretikere som Christian Wolter Andersen kommer ind på, og som jeg vil nævne her, er Mary Douglas, der fremhæver, at de menneskelige samfund har brug for at kategorier, så de kan håndtere virkeligheden. Især lægger hun vægt på kategorierne ”ren” og ”uren”, da de i mange kulturer spiller en væsentlig rolle for hvordan man omgås andre mennesker og ens omverden. Hvad der er ”rent” og ”urent” kan imidlertid være til debat – og i forhold til homoseksuelle drejer debatten sig om hvorvidt homoseksuelle skal placeres i kategorien ”uren”, ”ren” eller noget midt i mellem.

Mht. den konkrete debat gør Christian Wolter Andersen opmærksom på, at ingen af politikerne i Danmark eller Østrig betegnede homoseksuelle som f.eks. syndere, unaturlige, perverse eller på anden måde brugte direkte nedværdigende udtryk. Det er en interessant iagttagelse, selvom jeg ikke deler hans forestilling om at det er EU’s antidiskriminationslovgivning som har medført, at man som politiker ikke længere tør eller vil bruge sådanne udtryk om homoseksuelle offentligt. I hvert fald ikke når man taler om Danmark. Snarere er det et udtryk for at vi i dag lever i en epoke hvor man i Vesteuropa ikke offentligt kan udtrykke sig markant homofobisk uden at måtte regne med en ligeså markant modstand. Kunsten bliver derfor at få sagt at homoseksuelle parforhold ikke er gode nok uden at få sagt noget åbenlyst negativt om homoseksuelle – hvad diverse politikere som f.eks. Jesper Langballe så med større eller mindre held forsøger sig med.

En anden interessant iagttagelse er, at mens modstanderne af et homoægteskab var klart i defensiven i den danske folketingsdebat så var det tilhængerne af et registeret partnerskab, som var i defensiven i den østrigske parlamentsdebat. Om end det så også må siges, at forslagene om diverse versioner af homoægteskabet som bekendt blev stemt ned i Folketinget, mens det registrerede partnerskab blev vedtaget af det østrigske parlament.  

Christian Wolter Andersen mener at denne forskel skyldes kulturelle og især religiøse forhold. Han opstiller den hypotese, at protestantisk kristendom, som er den dominerende religion i Danmark, vægter den enkeltes frihed og ansvar, mens katolsk kristendom, som er den dominerende religion i Østrig, lægger vægt på at individet skal underkaste sig den kollektive moral.

Så simpelt er det nu nok ikke. Som bekendt er der masser af protestanter verden over, der er modstandere af et homoægteskab og i denne forbindelse bruger en argumentation, der er identisk med den som den katolske kirke fremfører. Til gengæld er den katolske kirkes indflydelse på det østrigske samfund voldsomt aftagende, bl.a. pga. diverse sexovergrebsskandaler, hvad jo også viser sig i, at man tros alt langt om længe kunne få indført et registeret partnerskab i Østrig.

At modstanderne af et homoægteskab var i defensiven i folketingsdebatten hænger nok snarere sammen med, at Danmark jo allerede i 1989 indførte et registreret partnerskab og at en række efterfølgende lovændringer, især i den senere tid, har skabt næsten fuld ligestilling mellem registrerede par og ægtepar. Når nu lovgivningen noget nært ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle par, og når man af politiske årsager ikke tør eller vil stille spørgsmålstegn ved den nuværende lovgivning, ja så er det svært at finde gode argumenter for at vi ikke bare kan have én ægteskabslovgivning for alle par, uanset kønsmæssig sammensætning. (Mens debatten i Østrig gik ud på om samfundet skal indføre en eller anden form for anerkendelse af homoseksuelle par eller ej). Men lige netop pga. kampen om diskursen var det vigtigt for modstanderne af et homoægteskab at få skudt en lovændring ned. Selvom indførelsen af det registrerede partnerskab nemlig fjernede homoseksualitet fra kategorien ”uren”, i hvert fald i juridisk forstand, så sikrede man sig, at homoseksualitet heller ikke blev placeret i kategorien ”ren” sammen med heteroseksualiteten, i stedet fik man homoseksualitet placeret i en mellem kategori. Ikke uren, dvs. forkert, men heller ikke helt ren, dvs. rigtig på samme måde som heteroseksualiteten. Kampen mod homoægteskabet kan altså ses som en kamp mod at homoseksualitet i den offentlige diskurs kommer til at fremstå som ligeværdig med heteroseksualitet.

Christian Wolter Andersens speciale er alt i alt spændende læsning – så spændende, at det er en skam, at det ikke er frit tilgængeligt på internettet.

6 Kommentarer

  1. Tak for en klar og interessant fremstilling af diskursens betydning, og gengivelsen af C.W.Andersens speciale.
    Jeg går ud fra at konklusionen også er din: “Kampen mod homoægteskabet kan altså ses som en kamp mod at homoseksualitet i den offentlige diskurs kommer til at fremstå som ligeværdig med heteroseksualitet.”
    Men der mangler nogle aspekter. Det er måske med til at give det “overblik”, som du taler om; men at forenkle sagen sådan tjener ikke til dens fremme i længden.
    Måske kan det politisk lykkes at kræve ritualer gennemført og, delvist, at få kategoriseret alle dem, som har indvendinger, som nogle der tænker i kategorierne “ren” og “uren”. For oversigtens skyld udelukker man så de uhåndterlige aspekter. Manglende accept af et kønsneutralt ægteskabsritual bliver sat lig med manglende indrømmelse af menneskelig ligeværdighed, også mellem to forskellige slags seksualitet.
    Men de aspekter, der så udelades “for klarhedens skyld” vil dukke op igen, også selvom den ihærdige politiske kamp bevirker, at den offentlige anerkendte diskurs bliver vundet af fortalerne for, “én ægteskabslovgivning for alle par, uanset kønsmæssig sammensætning”
    Så får vi en række konkrete spørgsmål af samfundsmæssig betydning, som i korrekthedens navn skal forties – men som alligevel vil dukke op:
    1. Hvorfor par? Er familiedannelser med tre eller flere så stemplet som “urene” eller ikke ligeværdige? Er vi så ikke lige vidt? Enhver ny definition af, hvad et ægteskab er, vil lade nogen “udenfor”.
    2. Bliver det så forbudt at tale om, at der er forskel på mand og kvinde. (Social konstruktion o.s.v.) Vil par, som ønsker skabelsesberetningen brugt ved en vielse blive anset for suspekte i forhold til de hårde moralske anklager mod alle, som kan se forskel på forhold mellem mand og kvinde og forhold mellem to af samme køn. (Sh! tal ikke om det offentligt, så dømmes du homofobisk). Det vil føles som undertrykkelse af enkle, ærlige iagttagelser, og dermed af ærlige mennesker.
    3. Vigtigst: Børnene. Med den fuldstændige lighed følger, at det vil blive stemplet som utilladeligt at sige åbent, at to af samme køn ikke kan befrugte hinanden. Det er noget andet end infertilitet af andre grunde – og den erfaring har sat dybe spor i kunst og kultur. Skal alt det dømmes ukorrekt – for at beholde sejren over diskursen?
    Det, der engang kunne kaldes naturens orden, er på vej til at blive en teknisk detalje, som først skal bekæmpes “som diskurs” – og vel også helst snart i praksis. Alt det med gener, arv og rødder, samt et barns eventuelle behov for en far, bliver “utilladelige diskurser”.
    Samtidig med at der tales meget om bevarelse af naturens diversitet, forsøger mennesket at benægte, at natur kan have nogen som helst betydning for dets eget liv.
    Opgøret med fortidens synder i forhold til behandlingen af mennesker, som er homoseksuelle, vil føre til nye elendigheder, hvis kampen om diskursen blev til at krav om fortielse af aspekter, der gør sagen mindre enkel.
    Helt bortset fra teologi og kirkesplittelse.
    Hilsen
    Karen

  2. Grundudgangspunktet er, sådan som jeg ser det, at vi på den ene side har homoseksuelle, der oplever, at de er blevet og forsat bliver mødt med diskrimination, fordømmelse og foragt af samfundet og af kirken – et forhold som de lider under – og som kæmper for i stedet at blive anerkendt og accepteret. På den anden side har vi så dem, der mener, at homoseksualitet er forkert, unaturligt eller i hvert fald mindre ønskværdigt eller rigtigt end heteroseksualitet – og som frygter, at de i fremtiden vil blive foragtet og diskrimineret hvis samfundets og kirkens officielle holdning til homoseksuelle forandres. Det er vanskeligt hvis ikke umuligt at opfylde de enes ønsker uden, at de andre bliver stødt og såret eller omvendt. Så i sidste instans må man afgøre hvem man tror der har mest brug for og ret til støtte.
    Jeg tror, at du nok kan regne ud, hvem jeg holder med : )
    Men en ting er, at man mener, at man har ret – noget andet er hvordan man så skal agere overfor dem, som man er uenig med. F.eks. så er jeg overbevist om, at i hvert fald nogle af mine muslimske kursister mener, at min måde at leve på er unaturlig og syndig. Ligesom de nok også ser mig som vantro. Det kan jeg godt leve med så længe de (som tilfældet er nu) viser mig almen menneskelig respekt og anerkender og respekterer min rolle og ageren som lærer. Det ville være helt uacceptabelt hvis jeg behandlede dem dårligere end andre kursister som jeg antager accepterer mine livsvalg. På samme måde kan man i mine øjne godt kæmpe for en samfundsmæssig og kirkelig accept af homoseksuelle samtidigt med, at man giver folk ret til at have andre holdninger. Så nej, jeg går ikke ind for diskrimination af heteroseksuelle par – og jeg i øvrigt heller ikke at det vil kunne blive et resultat af homoægteskabet.
    Mht. ægteskab for hvad der nu om dage kaldes for polyamorøse par, ja så synes jeg, at det er lidt af en pseudodebat. Vi har nu haft det registrerede partnerskab i 22 år uden, at en forening for polyamorøse har rejst krav om et registeret partnerskab eller en ægteskabsordning for dem. Så jeg tvivler på, at behovet er presserende. Men skulle kravet blive rejst må vi jo tage debatten om hvorvidt det ville være en god ide eller ej.
    Mht. det med børn så er det jo den juridiske realitet at samfundet i dag anerkender de såkaldte regnbuefamilier. Og det må folkekirken så i øvrigt nok også til at forholde sig til. Skal præster f.eks. have ret til at nægte, at døbe et lesbisk pars barn?
    Jeg kan ganske rigtigt ikke se den værdimæssige forskel på at en mand forelsker sig i en 70-årig kvinde og hun i ham og de så gerne vil giftes og så at to kvinder forelsker sig i hinanden og de to så gerne vil giftes. Begge par kan ikke få børn med hinanden – så hvorfor skal det ene par få lov til at blive gift mens det andet ikke, hvis det er evnen til at kunne befrugte, det kommer an på? Og hvad med et heteroseksuelt par, der fravælger at få børn, forsynder de sig mod ægteskabets natur, sådan som den katolske kirke hævder det? Mon ikke der er en god grund til at kravet om frugtbarhed er blevet fjernet fra læsningen fra 1. Mos. Kap. 1 i folkekirkens nuværende vielsesritual?
    Mht. naturlighed – ja så er min kærlighed og seksualitet naturlig for mig – og sådan har mange homoseksuelle det. At ville diskriminere mig fordi jeg ikke er og lever heteroseksualitet er i mine øjne et forsøg på at benægte mig min natur. At værdsætte forskelligheden – og se den som en af Skaberens gaver – betyder for mig at man anerkender ligeværdet på tværs af forskeligheden i stedet for at ville opbygge magthierarkier med forskelligheden som undskyldning.

  3. Tak for et omhyggeligt svar – men det var kampen om diskursen, der var spørgsmålet. Sådan at ønsket om at lovgive forskelligt for ægteskab og homoseksuelle par blev gjort lig med at antaste “ligeværdigheden”. Og altså potentielt et spørgsmål om rent og urent!! Det er diskursen, som er interessant. For hvis “sejren” i forhold til den er målet, og nævnte position dermed dømt; så vil de følgevirkninger, jeg taler om let blive resultatet.
    Min interesse går på, at diskursens “sejr” vil betyde, at visse helt konkrete, og naturlige(!) spørgsmål vil blive tabuiseret.
    Den juridiske anerkendelse af regnbuefamilier afskaffer jo ikke spørgsmålet om, hvorvidt det idéhistorisk er godt at udgrænse faderens betydning. Eller kulturelt at gøre det “befrugtende” i forskellen mellem mandligt og kvindeligt “politisk ukorrekt” at betone. Men det dømmes også af diskursen: At anerkende en forskel mellem M/K og M/M eller K/K = diskrimination og er forkasteligt. Det er det, der er sagen for mig.
    Ønsket om at vinde diskursen betyder også medansvar for de samfundsmæssige (og kirkelige) virkninger af en “sejrende diskurs”.
    Hvorfor skulle forskel betyde et “magthierarki” – at stemple dem, der kan se forskelle, er også magtudøvelse.
    Hilsen
    Karen

  4. Jeg tror, at du overser, at en diskurs ikke kan ses alene – men må ses i forhold til andre diskurser. Den dominerende diskurs om homoseksualitet helt frem til 1970’erne var at homoseksualitet var syndigt, unaturligt og en sygdom – hvad meget passende kan betegnes som “urent” – denne diskurs er nu ved at blive fortrængt af den, der tager udgangspunkt i at homoseksualitet og heteroseksualitet er ligeværdige – om man vil at begge er “rene”. I den gamle diskurs var det taburiseret at forsvare homoseksualitet og se den som ligeværdig med heteroseksualiteten – den der forsøger, at forhindre diskursskiftet til fordel for den nye kan ikke undre sig over, at de kommer under mistanke for at forsvare den gamle.

    Den der kæmper for en ny diskurs må naturligvis tage ansvar for dens konsekvenser, men det samme gælder jo også for dem, der kæmper for den gamle. Igen må man tage udgangspunkt i hvad man tror er det rigtige, samtidigt med at man må kunne rumme, at nogen mener noget andet.

    I øvrigt gælder det jo også for andre diskurser. I det meste af – hvis ikke hele – 1800-tallet var diskursen omkring kvinder, at de ikke af sociale og biologiske årsager kunne tildeles politisk indflydelse. Denne diskurs faldt med indførelsen af den kvindelige valgret i 1915. Det betød, at det op gennem 1900-tallet blev en stadigt mere marginaliseret position at hævde, at kvinder af sociale og biologiske årsager ikke bør tildeles politisk indflydelse i samfundet. Trist unægtelig for dem, der mente eller mener noget sådant, men skulle man af den grund have undladt at give kvinder valgret?

    Mht. magtudøvelse – så ja, enhver form for forsøg på at definere noget er et udtryk for en kamp om magt – for nu at tage udgangspunkt i Foucault. I den forstand er enhver debat en magtkamp. Kun vil jeg sige, at jeg ikke kæmper for at forhindre, at heteroseksuelle skal have lov til at blive gift – ej heller kæmper jeg for, at det skal være forbudt, at mene, at kun heteroseksuelle skal have ret til ægteskab. Dem, der kæmper mod homoægteskabet kæmper derimod for at homoseksuelle ikke må blive gift. Det svarer i mine øjne til, at dem der kæmpede for den kvindelige valgret jo ikke kæmpede for, at mænd ikke skulle have valgret – de kæmperede end ikke for at det skulle være forbudt at være imod kvinders valgret – de kæmpede bare for at kvinder skulle få valgret. Mens dem der kæmpede imod kvinders valgret jo lige præcist forsøgte, at forhindre kvinder i at få denne. Der er i mine øjne en væsentlig forskel på at kæmpe for rettigheder til en undertrykt gruppe og så at kæmpe imod dem.

  5. Tak endnu engang for meningsudvekslingen. Jeg har svært ved at opfatte mennesker med en homoseksuel disposition i dagens Danmark som en “undertrykt gruppe”! Men identiteten som “undertrykt” og “diskrimineret” kan bruges til at tvinge kirken til at marginalisere mennesker, der f.eks. kan se en forskel på ægteskab og partnerskab mellem to af samme køn. Dog forskellen vil fortsat eksistere, også selv om det bliver dømt politisk ukorrekt at kunne se den.
    Slut fra mig denne gang.

  6. Tak i lige måde.

    Mht. at være undertrykt så er det jo desværre fortsat sådan, at “bøsse” kan blive brugt som skældsord – og at homoseksuelle oplever at blive råbt efter på gaden og sågar overfaldet.

    Folk, der ikke vil anerkende homoseksuelle ægteskaber vil næppe blive mere marginaliseret i kiken end dem, der ikke vil anerkende kvindelige præster eller vie fraskilte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>