Menu
Kategorier

Skrevet af den 25 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 24 kommentarer

Kampen mod homoægteskabet er en kamp for tvangsheteroseksualiteten

Når man skal forstå den kamp som diverse repræsentanter for den religiøse og politiske højrefløj lige for tiden fører mod homoægteskabet er det en god ide, at se på de grundforestillinger som motiverer deres kamp og som danner fundamentet for deres argumentation.

Efter min vurdering er den ideologiske forudsætning for kampen mod homoægteskabet den såkaldte heteronormativitet. Med heteronormativitet menes den antagelse, at den rigtige seksualitet er den heteroseksuelle. Ideen er, at heteroseksualiteten er den naturlige, sunde, samfundsgavnlige og gudsvelsignede seksualitet. Heteronormativiteten opretholdes på forskellige måder. En måde er at usynliggøre positive alternativer til den heteroseksuelle livsstil. Det gøres f.eks. ved at medierne, reklamerne, populær musikken etc. kun eller næsten kun viser heteroseksuelle og deres kærlighed.

Heteronormativiteten bliver imidlertid også i høj grad opretholdt vha. forskellige former for sociale og juridiske tvangsmekanismer, i disse tilfælde kan man tale om tvangsheteroseksualitet. Tilråb og vold rettet mod homoseksuelle, der viser deres seksualitet i det offentlige rum, er en måde at presse folk til at leve heteroseksuelt. En anden måde, at presse folk væk fra livet som homoseksuel, er at bruge landets lovgivning til at fastslå, at samfundet kun kan anerkende den heteroseksuelle kærlighed.

Tvangsheteroseksualitetens virkemidler er afhængige af hvor stærk heteronormativiteten er i et samfund. Mest effektiv er tvangsheteroseksualiteten naturligvis hvis sex mellem to af samme køn er en strafbar handling. Er det ikke længere muligt at opretholde en sådan lovgivning så vil heteronormativitetens forkæmpere have fokus rettet mod at forhindre, at homoseksuelle bliver beskyttet af antidiskriminationslovgivningen (f.eks. med henvisning til at en sådan beskyttelse er et angreb på religionsfriheden) ligesom man vil kæmpe for, at homoseksuelle parforhold nægtes de juridiske og økonomiske rettigheder som heteroseksuelle ægtepar har. Mister tvangsheteorseksualiteten også disse redskaber vil dens forkæmpere forsøge, at forhindre statslig lovliggørelse hhv. anerkendelse af homoseksuelt forældreskab. Mister heteronormativiteten også denne bastion vil den sidste kampplads på det statslige område være en kamp mod at homoseksuelle skal få lov til at gifte sig.

Kampen mod homoægteskabet er altså kampen for at det stadigvæk skal koste noget, at være homoseksuel. Den pris homoseksuelle skal betale for at være anderledes er i de seneste år faldet hurtigt. Men er man styret af en heteronormativ tankegang er det vigtigt at fastholde, at det skal koste noget, at være anderledes. Er det ikke længere holdbart at kræve, at det skal koste frihed, job eller bolig at være homoseksuel og kan man ikke længere forhindre, at staten accepterer de homoseksuelle familier, så vil man insistere på at de homoseksuelle i det mindste skal betale den pris at staten ikke anerkender deres parforhold som ægteskab. Hvis staten ikke længere gør forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle par så mister heteronormativiteten sin statslige støtte.

Ægteskabet bliver ikke ødelagt af at homoseksuelle par kan blive gift. Men ægteskabsinstitutionens funktion som samfundets belønning for heteroseksualitet bliver ganske rigtigt ødelagt. De heteroseksuelt gifte par mister ikke en eneste af de juridiske og økonomiske rettigheder som der nu er forbundet med ægteskabet ved at homoseksuelle også kan gifte sig. Men de mister ganske rigtigt det privilegium at det kun er deres parforhold, der får samfundets fulde anerkendelse. Samfundet bryder selvfølgelig ikke sammen, hvis homoseksuelle kan gifte sig – men det er rigtigt, at homoægteskabet vil medføre tvangsheteroseksualitetens sammenbrud.

24 Kommentarer

  1. Heterosexualitetens tryk er for de mange umærkeligt som vægten af jordens atmosfære ikke opleves. Men det er til stede fra barndom og igennem opvækst indtil det unge menneske er sikkert i havn i det heterosexuelle ægteskab. I de katolske områder er det mindre tydeligt på grund af de cølibatære præster, som frembyder et alternativ til ægteskabet. Og Jesu eget eksempel burde også dæmpe heterosexualitetens tryk. Men når Jesu guddomsnatur fremhæves svækkes hans eksempels magt. Han er i alle henseender den helt anderledes. Han opleves næppe som en rigtig mand.

  2. Claes: Enig : )

  3. Det vor tid kan udvise er en anerkendelse af et kirkeligt homoægteskab, der så på heterosexualitetens præmisser kan opleves som en inddæmning og socialisering af homosexualitet, så den føles mindre farlig. I antikkens grækenland levede homosexualitet side om side med heterosexualitet som uproblematiske livsformer.

  4. Interessant at du som indledning stempler al betænkelighed ved den aktuelle lovgivning om ægteskabsbegrebets udvidelse som “højreorienteret! ! Ja, du mener, at et forsvar for at definere ægteskabet som familiestiftende i henhold til det biologiske faktum, at der skal to køn til at undfange et barn, er at opfatte som “Ideologi”.
    Dermed er det bekræftet at det, i hvert fald for dig, er et ideologisk spørgsmål. I hvilket det at være “venstreorienteret” er frihed (for en ganske bestemt gruppe) og “højreorienterede” altid bare står for tvang… Denne gang det flotte ord “tvangsheteroseksualiteten”.

    Det er netop ideologien, der bekymrer mig. Og den mærkes tydeligst i det, der ikke må tales om: Børns rettigheder.

    En politisk vilje til at ville opløse familiesammenhænge og erstatte dem med noget så flygtigt som “sociale konstruktioner, der ændres efter, hvad vi voksne føler” – er særdeles velegnet til at skaffe staten (læs det regerende venstreorienterede parti) magt.
    Virkeligheden eksisterer ikke, der er alt sammen noget vi konstruerer – efter et politisk manual?

    Som sagt, de næste ord, som bliver “politisk ukorrekte” vil blive “mor” og “far” – de lyder alt for heteroseksuelle. Deres betydning bør afvikles? Ellers er det et eller andet med tvang-…

    For øvrigt vil det “kønsneutrale” ægteskab være stærkt diskriminerende over for singler, biseksuelle, polygame o.s.v. ….. tvangs-par-seksualisering??

  5. Karen

    Den politiske virkelighed her i landet er, at de borgerlige partier altid har stemt mod forbedringer af homoseksuelles situation. Den kirkelige virkelig er, at den folkekirkelige højrefløj altid har modsat sig ethvert skridt i retning af en kirkelig accept af homoseksuelle forhold.

    At definere ægteskabet som familiestiftende er udtryk for den heteronormative ideologi al den stund, at påstanden er åbenlys usand. Også åbenlyst ufrugtbare par kan nemlig blive gift. Men da den heteronormative ideologi definerer heteroseksualiteten som den frugtbare seksualitet så bliver man blind for den virkelighed, der viser, at dette ofte slet ikke er tilfældet.

    Mht børns rettigheder så bliver de i kampen mod homoægteskabet også brugt på en klassisk ideologisk fason. At talrige videnskabelige undersøgelser viser, at børn i homoseksuelle familier klarer sig lige så godt som dem i heteroseksuelle er f.eks et forhold som man konsekvent ignorerer. Ideologien gør, at man ikke kan forholde sig til virkeligheden. Den virkelighed der hedder, at de homoseksuelle familier allerede nu findes er man også forbløffende blind for. Man fører krig mod accepten af konkrete børn, man forsøger, at forhindre, at deres familier får de samme rettigheder som andre familier. I forsvaret for den ideologi, der går ud fra at kun heteroseksuelle må stifte familie, ignorerer man eller er man åbenlyst ligeglad med, at man fører en kamp på bekostning af realeksisterende familier og de børn, der vokser op her.

    Og mht de polygame etc så måtte man jo ud fra din logik så også mene, at det registerede partnerskab, beskyttelsen mod diskrimination og lignende retslige forhold, der dækker homoseksuelle men ikke polygame etc, er diskriminerende. Homoægteskabet vil ikke ændre ved det.

  6. Nej, så diskrimination vil enhver definition på ægteskab indeholde!

    Jeg er bare for, at børn under alle omstændigheder har en, i hvert fald principiel, mulighed for at kende deres biologiske rødder.
    Altså flere rettigheder til de børn, du holder af!
    Det handler faktisk om, at de børnefamilier, du omtaler som “regnbuefamilier” (diskriminerende udtryk, som er forbeholdt ikke-kerne-familier), skal tillade deres børn at kende til den biologiske virkelighed. At man f.eks. har en biologisk arv fra to forskellige køn… En anonym donor-far eller en anonym donor-mor er at tage en ret fra barnet, som andre børn har.

    Det kan godt være, at man som barn ikke har haft mulighed for et samspil med en person af et andet køn end forældreparrets (ingen gåseøjne!), og alligevel “klarer sig lige så godt” – men derfor kan man godt føle sig diskrimineret… og det tror jeg, at vi vil se mere til i fremtiden…
    Allerede nu søger donor-børn efter eventuelle halv-søskende i håb om at føle slægtskab.

    Det er trods alt meget vanskeligt for en ideologi helt at udslette menneskets biologiske “skabthed”.
    Selv om det har været forsøgt.
    Ikke mindst af “venstreorienteret” ideologi.
    I ideologien bag de kønsneutrale ægteskaber er det de voksnes følelser, der overtrumfer barnets ret… Og det kræver, at man ser bort fra den biologiske virkelighed.
    Påstanden er, at identitet kun er følelser og sociologisk konstruktion… og den følges op af en stempling af enhver erkendelse af menneskets biologiske virkelighed som højreorienteret!

    Den “inkluderende mangfoldighed” opnås ikke ved lovgivningsmæssigt at gøre det hele ens.
    Den opnås ved at turde være ved forskellene og de forskellige problemer, de kan rejse.
    Men et sådant pragmatisk forhold til virkeligheden tillader ideologien ikke.

  7. Jeg undrer mig meget over at en gruppe som selv føler sig diskrimineret, undertrykt o.s.v., har så let ved at se bort fra børns rettigheder, ligefrem ikke synes de behøver at have nogen rettigheder i forhold til deres biologiske forældre.

    Der bliver ikke ført krig mod eksisterende børn, men talt for at kommende børn skal have de bedst mulige forhold og herunder hører mulighed for kontakt med biologiske forældre, da vi ved, at det har en stor betydning for identitetsdannelsen.

    Vi må ikke fratage homosexuelle par muligheden for at stifte familie, men gerne fratage børn deres biologiske forældre.

  8. Karen:

    Ja, og heteroseksuelle lider ingen skade af at dele ægteskabsprivilegiet med homoseksuelle.

    Hvis dit mål blot var at børn skulle have i det mindste et principielt mulighed for at kende deres biologiske rødder så var der ingen grund til din kamp mod homoægteskabet. Så var det nok at du forbød insemination med anonym donorsæd. I Sverige har man både det kønsneutrale ægteskab og et sådant forbud. Faktisk vælger mange lesbiske par at få børn med en mand som de kender, ofte en bøsse. Brug af anonym donorsæd er derimod altdominerende hos heteroseksuelle par hvor manden er steril. Men behovet for at “forsvare børns rettigheder” fordufter sjovt nok ofte så snart man ikke kan instrumentalisere den i kampen for heteronormativiteten.

    Så for nyligt en herlig Youtubevideo hvor en ung mand i forbindelse med en høring forsvarede sine lesbiske forældres ret til ægteskab. Du kan vist ikke rumme det, men det store flertal af de homoseksuelles børn har det godt, er glade for deres forældre og føler sig ikke diskrimineret af at deres forældre valgte at få dem.

    Mht at accepte forskellighed så består det lige præcis i ikke at udråbe en race, et køn eller en seksualitet som den rigtige på de andres bekostning. Ellers skulle vi jo f.eks ogå afskaffe loven om ligeløn af hensyn til kønenes forskellighed.

  9. Inger: Se på Sverige hvor man har kombineret ideen om at børn har ret til at kende detes biologiske forældre med homoægteskabet.

    I øvrigt må du gerne henvise til den universitetsbasserede viden som du bygger dit “vi ved” på.

  10. Jeg kender ikke nogen videnskabelige beviser på spørgsmålet, det er heller ikke altid nødvendigt, vi kan lære meget af at lytte til andres erfaringer.

  11. Inger:

    Ja, herunder af at lytte til de børn af homoseksuelle, der kan fortælle om en lykkelig barndom og et godt liv.

  12. Ja men også til de mange adoptivbørn der leder efter biologiske forældre.
    Samt donorbørn der gør det samme.

  13. Men hvis vi skal have videnskabelige beviser når det gælder børn og deres identitetsudvikling, skal vi så ikke også snart have nogen på homosexualiteten som sådan?

  14. Donorbørn og adoptivbørn er ikke i samme situation. De donorbørn som jeg har læst om, som leder efter deres biologiske far, er i øvrigt alle vokset op i heteroseksuelle familier. Hvis man altså vil beskytte sådanne børn mod at komme til verden så burde man som sagt forbyde brug af anonym donorsæd og ikke forhindre homoægteskabet.

    Hvilke videnskabelige beviser mht homoseksuelle skulle være af betydning for statens lovgivning?

  15. Eksemplet med ligeløn er dårligt. Det er lige løn for det samme arbejde. Ikke (endnu da) lige løn for et hvilket som helst arbejde. Så det anerkender en forskel.
    Du forveksler det at anerkende konkrete, eller biologiske forskelle, med en eller anden moralsk dom. Men jeg indrømmer gerne, at jeg ser et problem for det samfund, hvor det store flertal er homoer… Og børn fortrinsvis er fertilitetsindustriens sag a la Orwells “1984”

    Jeg forsvarer gerne børns rettigheder – også i heteroseksuelle ægteskaber – og over for en emsig stat, der gerne vil politisere dem “på den rigtige måde”. (Hvor man udråber en forståelse af verden som den rigtige på bekostning af andre).

    Og ideologien, den at afvikle det ægteskab, som indgår i den traditionelle slægtsdannelse, for at erstatte det med en kønsneutral størrelse, baseret på de voksnes følelser, styrker statsmagten.
    Det at gå til kamp mod et ord for at tvinge alle til at mene noget nyt med det – det ligner totalitarisme!

    Hvad mon det er planen at gøre med ordene “mor” og “far”, når nu ligestillings-sprogkampen når til dem?
    Forælder 1 og 2 ?
    Men hvad så med forskellen mellem 1 og 2?
    Og hvad med de “højreorienterede”, som stadig siger mor og far??

  16. Donorbørnenes rettigheder skal selvfølgelig være ens uanset om de lever i en homo- eller heterosexuel familie, pointen er muligheden for tilknytning til biologisk forælder.

    Beviserne har ingen betydning for statens lovgivning, mere for de kirkelige forhold, hvorfor skabe stor splittelse i kirken spørgsmålet om homovielser, når der ikke findes noget eldc beviseligt om årsagen til homosexualitet.

  17. Karen

    Loven om ligeløn medfører, at du ikke må give nogen en højere eller lavere løn med henvisning til de biologiske forskelle mellem kønene. Ligesom antidiskriminationsloven forbyder enhver forskelsbehandling med henvisning til den biologiske forskel der kaldes race. At forskelsbehandle folk pga køn, race og seksualitet er ganske rigtig en moralsk dom. At kræve, at ægteskabsbegrebet ikke må dække homopar selvom det i almindelig tale er blevet ganske almindeligt at gøre det er da om noget udtryk for en antidemokratisk tankegang.

    Du går ind for at staten skal afvise homoseksuelt forældreskab og ægteskabet. Det er da i høj grad udtryk for at du krævet at samfundet skal gennemtvinge en norm på bekostning af dem, der mener noget andet. Hvordan skulle det styrke statens magt at den anerkender de homoseksuelle parforhold på lige fod med
    heteroseksuelle?

    Langt de fleste, der bliver gift i dag, bliver gift af kærlighed og ikke af hensyn til slægten. Ja, i dag er de ægteskaber hvor de voksnes følelser nedprioriteres til fordel for slægtens interesser, de kaldes for arrangerede ægteskaber, ellers ilde set.

    Og nej, jeg kender ikke nogen der vil afskaffe ordene far og mor – jeg selv kunne ike drømme om at kalde min far og mor andet end det.

  18. Inger:

    Jeg kan ikke se hvorfor spørgsmålet om homoseksualitetens årsager skulle være relevant for spørgsmålet om kirkelige vielser.

  19. Homosexualitet er lige så vel en påstand som det, at børn har brug for biologiske forældre og en forælder af hvert køn.
    Men du stiller krav om ændringer i folkekirken og ændringer af betydningen af ordet ægteskab uden egentlig af have nogen beviselig grund til at gøre det.

  20. Inger:

    Homoseksualitet er lige så meget eller lidt en påstand som heteroseksualitet er det.

    Hvilken beviselig grund er der til at nægte homoseksuelle ægteskab? Vi har jo f.eks lige set at der ikke er noget hold i sammenknytningen af børns såkaldte ret til at kende begge deres biologiskevforældre og så afvisningen af homoægteskabet…

  21. Kære Karen!

    Tak for et ærligt svar på sidste spørgsmål!

    Men det viser for mig, at den politiske kamp om at erobre ordet ægteskab og gøre det kønsneutralt ikke kan gennemføres sådan, at kønsforskellen, og hvad deraf følger, ikke alligevel registreres.

    Med følelser mente jeg i denne sammenhæng ikke kærligheden, men den forurettede følelse af at skulle tvinge omgivelserne til at omlægge al naturlig sprogbrug på det område – af hensyn til en ideologisk ligestillingsidé.

    Og det hænger vel sammen med samme idé, at folkekirken nu skal tvinges til at indføre en ny ritualbog, som kan komme til at gå under betegnelsen “den kønsneutrale”.
    For ikke at tale om, hvad vi kan forvente af diskriminering og “højrestempling” af dem, der benytter sig af retten til ikke at bruge den. Både kommende brudepar og præster.

    Jeg tror desværre, at det vil splitte folkekirken. Med dette er den i Danmark underkendt som trossamfund og bliver en “politisk korrekt” statskirke. Det havde været bedre, også for dens homoseksuelle medlemmer, at sagen havde været afklaret i kirkelig sammenhæng.

    I Sverrig og Norge har de i forvejen mange frikirker. Vi vil få flere.

    God søndag i morgen!

  22. Karen:

    Jeg tror at de fleste homoseksuelle registrerer kønsforskelle, ellers var kønnet på vores partner os jo ligegyldig. Med kønsneutral menes blot at kønnet på ens partner ikke skal afgøre om man må gifte sig eller ej.

    Sprogbrugen om ægteskab handler ikke om natur men kultur. Ægteskabet har ikke rødder i biologien, jeg mener, se blot på vore nærmeste slægtninge i dyreriget, chimpanserne, de kender ikke til ægteskab.

    Som du ved havde jeg foretrukket, at vi beholdt den gamle ritualbog med en udvidet brug af valgfriheden
    i forbindelse med vielsesritualet.

    Jeg havde også foretrukket, at sagen blev afgjort af kirken selv, men det er jo ikke muligt nu når folkekirken ikke har en indstands der kan træffe en sådan beslutning på kirkens vegne.

    God søndag også til dig.

  23. Jeg synes denne blogpost er umådelig paranoid. Alene at tale om “heteronormativitet” som en art sammensværgelse mod denne verdens seksuelle mindretal er, undskyld mig, nærmest grinagtigt. Det drejer sig jo i al stilfærdighed om, at der findes et flertal, der kalder sig heteroseksuelle, og så forskellige mindre tal, der ikke passer på den beskrivelse. (Man undrer sig over om Karen M. Larsen så finder at denne virkelighed er et udtryk for en konsekvent undertrykkelse af homoseksuelle?)

    At beskylde nogle – her er det endda ikke præciseret hvem – for at ville tvangsseksualisere andre er ret groft. Men at af-seksualisere nogle er vel ligeså groft. Og det er jo det, der er i gang i disse dage med kønsneutraliseringen af ægteskabet. Ikke et ord om det fra Larsens pen. Jeg formoder at hun må føle sig ligeså snydt som jeg. I mit ægteskab er jeg ikke non-kønnet; jeg forventer at Karen og hendes kone også begge i høj grad føler sig som kønnede væsner. At dette skal tages fra dem – og fra mig – er ganske enkelt både fjollet og forkert.

    Jeg lægger mærke til at der i debatten – så vidt jeg kan se – ikke findes nogle, der ønsker at fratage homoseksuelle deres rettigheder. Men det er åbenbart ikke nok at der i forvejen bliver taget hensyn til mindretallet. Karen M. Larsen får det næsten til at lyde som om at det er de heteroseksuelles skyld når homoseksuelle ikke kan få børn af sig selv – for det er åbenbart os, der vil, at det skal “koste noget” at være homoseksuel. Den beskyldning er ikke blot tåbelig, den er også decideret flabet, når man tænker på de lidelser, homoseksuelle rundt omkring i verden bliver udsat for.

    Skal det koste noget at være homoseksuel? Det er et mærkeligt, martyrium-agtigt spørgsmål, Larsen sætter sig selv ind i. Skal det koste noget at være menneske?

  24. Thomas:

    At homoseksuelle er mindretallet og heteroseksuelle flertallet er ganske rigtigt ikke problemet. Når de heteroseksuelles flertalsposition misbruges som en retfærdiggørelse for at nægte homoseksuelle de samme rettigheder som dem heteroseksuelle har opstår problemet. Problemet er ikke “naturen” men når samfundets lovgivning forsøger at forhindre eller besværliggøre homoseksuelt forældreskab.

    At en ændring af ægteskabsloven, så også samkønnede par kan blive gift, skulle afseksualisere ægteskabet er en ret så mærkværdig påstand. Som du jo selv faktisk antyder ville det jo også gøre vores kamp meningsløs.

    Mht rettigheder så har vi homoseksuelle måttet kæmpet for hver eneste, og vi er blevet hånet og
    dæmoniseret hver gang. Lige nu forsøger så nogle med alle mulige krumspring at forhindre homoægteskabet som der ellers er flertal for både i befolkningen og i folketinget og såmænd blot ville bringe den danske lovgivning på højde med den som man har i flere andre europæiske lande.

    Det er ganske rigtigt i mine øjne urimeligt at det skal koste mere at være homoseksuel end at være heteroseksuel. Ligesom jeg også anser det som urimeligt, at det skal koste mere, at være kvinde end at være mand. Jeg er nemlig også feminist : )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>