Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 aug, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Jesus blinkede! – Mirakuløse krucifikser i Spanien

 

William A. Christians bog Moving Crucifixes in Modern Spain handler om to påståede mirakuløse krucifikser i de to små nordspanske landsbyer Limpias og Piedramillera. I begge tilfælde var der tale om at først børn og siden voksne påstod at de havde set Jesusfiguren på deres sognekirkes hovedkrucifiks blinke med øjnene, bevæge læberne hhv. hele hovedet eller på anden vis virket levende. I Limpias starter visionerne i marts 1919 mens de i Piedramillera først starter i maj 1920. I begge tilfælde strækker perioden, hvor folk hævder at have set miraklet sig over flere år, men fænomenet dør ud i løbet af 1920’erne.

Limpias fænomenet er dog væsentligt større. Der organiseres mange valfarter til kirken, mest fra lokalområdet men også fra resten af Spanien og sågar fra andre europæiske lande. Selv det spanske kongepar kommer forbi. Over 250.000 valfartende besøgte Limpias og efter sigende mente ca. 10 procent af dem at de havde set Jesusfiguren vise tegn på liv.

Grunden til Limpias i første omgang blev så stort var bl.a. at den lokale biskop var overbevist om at der var tale om et ægte mirakel, og at en række ordenssamfund, især Kappucinerne men også mange lægfolksorganisationer bakkede op og stod for at organisere valfarterne. I en periode er der et håb om at Limpias kunne blive til et spansk Lourdes. Den katolske kirke i Spanien føler sig i denne periode stærkt angrebet af en aggressiv antikirkelighed, der især udgår fra arbejderklassen, som bebrejder den katolske kirke dens nære alliance med de rige og magtfulde i det spanske samfund. Mange af dem der troede på “miraklet i Limpias” håbede på at det ville kunne få kirkens fjender til at omvende sig, ligesom de også ofte så det som et af mange tegn på at dommedag var nær. (1. Verdenskrig og det sociale og politiske kaos der fulgte efter krigen samtidigt med kommunismens fremkomst og den tiltagende sekularisering gav god grobund for forestillingen om at verdens ende var nær.)
Men nuntiusen er skeptisk og Vatikanet synes at have sikret sig at den biskoppelige undersøgelseskommissionen ender med hverken at afvise eller godkende autenticiteten af “miraklet i Limpias”. Omtalen af miraklet i Limpias forsvinder fra de kirkelige aviser og efterhånden mister den katolske offentlighed interessen for fænomenet. Billeder af ”Kristus fra Limpias” har dog stadig en vis popularitet i den spansksprogede verden.

I Piedramillera er den lokale sognepræst en begejstret tilhænger af ægtheden af miraklet og han bombarderer sin lokale biskop med skriftlige henvendelser om fænomenet. Men biskoppen lader sig ikke overbevise og sørger oven i købet for at den katolske presse i bispedømmet ikke skriver om fænomenet, der derfor aldrig bliver rigtigt kendt udenfor lokalområdet.

Man kan selvfølgelig godt undre sig lidt over at begge korsmirakler ender med ikke at få en kirkelig opbakning al den stund, at den katolske kirke i 1500-tallets og 1600-tallets Spanien havde været venligt stemt overfor lignende typer af mirakler, mens inkvisitionen havde været mere en skeptisk overfor folk, der påstod, at de modtog budskaber fra Jesus eller Jomfru Maria. Den store fordel kirkeligt set ved korsmiraklerne er nemlig den, at Jesus forbliver tavs. Der er altså ikke tale om at der er nogen udenfor det kirkelige hierarki der påberåber sig direkte adgang til hvad Gud vil og kræver af de troende. I stedet giver de hellige billeder, der bløder, sveder eller bevæger sig med deres verbale tavshed kirkens ledere mulighed for at udlægge hvad Gud vil sige med disse tegn.

Problemet med korsmiraklerne i Limpias og Piedramillera skal mere søges i andre forhold. For det første udløste synet af at ”Jesus blinkede med øjnene” hos en del af dem, der så det, ret heftige reaktioner så som besvimelser og lignende. Det var ligesom lidt for heftigt for nogle teologer. For det andet var problemet, at man aldrig ville kunne udelukke at der var tale om en art selvsuggestion. Der var altid kun tale om et mindretal, som hævede, at de så noget usædvanligt. Hvad til gengæld viser, at der ikke kan være tale om at der var blevet manipuleret med de berørte krucifikser, for så ville jo alle have set noget. Men da disse syn typisk fandt sted under en oppisket religiøs stemning var det let at afskrive dem som en blanding af hysteri og flakkende belysning. Og dermed gjorde man sig sårbar for at blive gjort til grin af den katolske kirkes fjender, der meget sjældent lod sig overbevise om historiernes ægthed. Beretninger om mirakler tros typisk af mennesker, der lever i et mentalt univers hvor mirakler er mulige. Folk der har overtaget den naturvidenskabelige forklaringsmodel vil sjældent lade sig overbevise af historier om at en Jesusfigur blinkede med øjnene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>