Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 apr, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Hvorfor blogger jeg?

Grundlæggende set vil jeg beskrive mit bloggeri som et kald. Nu kan ”kald” jo forstås på mange måder, men for mig er et kald at man på en gang har lyst til noget – og at man føler sig forpligtet til at gå denne vej også i de perioder, hvor man ikke har lyst. At blogge er derfor både noget jeg gør af lyst, og noget jeg sommetider oplever som en byrde, som det er min pligt at bære.

Jeg oplever, at mit bloggerkald består i at være ”en, der råber i ørkenen” (Mark. 1,3a). Mange af mine blogindlæg handler jo om krydsfeltet kristendom og homoseksualitet – og som kristen og homoseksuel føler jeg at Gud kalder mig til at kæmpe for en inkluderende kristendomsforståelse, hvor vi homoseksuelle ikke mødes med fordømmelse og afvisning, men i stedet ses som ligeværdige medkristne med de samme sakramentale, rituelle og sjælesørgeriske behov som andre kristne.

På trods af, at det i en dansk folkekirkesammenhæng, som jeg i dag er en del af, kun er et højtråbende mindretal, der ser homoseksualitet som en synd og en art sygdom, så er det imidlertid sådanne kristne, der får lov til at dominere debatten. Det liberale flertal er i mine øjne alt for tavs. Mit bloggeri er et forsøg på at bryde denne tavshed.

Nu har jeg jo en katolsk baggrund. Jeg er født ind i den katolske kirke, og indtil jeg var 23 år, hvor jeg meldte mig ud af kirken, var jeg dybt engageret i den katolske kirkes tro og liv.

Den katolske kirkes læreembede har siden midten af 1980’erne brugt stadigt mere energi på at fordømme homoseksuelt samliv. Officielt er der kun en tilladt røst her – en røst der fordømmer. Ytrer katolikker sig åbent imod denne fordømmelse risikerer de at blive mødt med kirkelige sanktioner. På denne måde er der derfor på en gang en brølende fordømmelse – og en larmende tavshed. Især hersker der en lammende tavshed om at der findes praktiserende (i begge betydninger) homoseksuelle katolikker, herunder ganske mange præster og højere gejstlige. Især det forhold at mange, måske op mod halvdelen, af de katolske gejstlige er homoseksuelle, er et tabu uden lige i katolsk sammenhæng. Som den meget modige katolske teolog Mark Jordan har gjort opmærksom på, så er det et tabu så stærkt, at katolikker typisk ikke blot ikke tør tale om det, de tør end ikke vide, at de ved det. Kun når man på værste homofobiske maner vil sætte lighedstegn mellem homoseksualitet og pædofili kan eksistensen af homoseksuelle katolske præster nævnes, men da altid med den tilføjelse, at det naturligvis drejer sig om ganske få rådne æbler i den hellige kurv.

Denne katolske tavshed og ”se væk” kultur er måske på sin vis den katolske kirkes største problem. Det handler jo ikke bare om at man som de indiske aber ikke vil se, høre eller tale om at en stor del af præsteskabet er homoseksuelle. På samme måde lader man også som om man ikke ved, at mange af de heteroseksuelle præster ikke holder deres cølibats løfte. Og at kun de færreste katolske ægtepar afstår fra at bruge prævention, hvis de ellers har adgang til den, tales der jo også forbløffende lidt om, ligesom kun få af de katolske kvinder, der føler et kald til præsteembedet, tør stå åbent frem og fortælle herom.

Den katolske kirke har derfor virkelig brug for mennesker, der tør råbe i ørkenen. Modige profetiske røster, der tør tale de kirkelige magthavere midt imod. Som ekskatolik kan jeg kun stå udenfor, og gøre opmærksom på problemerne. Men måske Gud kalder andre til at hæve røsten indefra?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>