Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 okt, 2010 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Homofobi skyldes kassetænkning

Som homoseksuel kan man sommetider undre sig over, at der er så megen uvilje mod en samfundsmæssig accept af lgbt personer hhv. at der stadigvæk er så mange, der foragter, ja hader os. Det er et fænomen, som der helt sikkert er ganske mange forklaringer på, men selv synes jeg, at vi måske kan blive klogere på problematikken ved at se på Mary Douglas teori om rent og urent. Mary Doglas er en af antropologiens og religionsforskningens store tænkere og hendes teori om rent og urent repræsenterer en interessant forklaring på hvorfor kulturer vælger at stemple bestemte ting, dyr og mennesker som urene.

 Hendes ide er grundlæggende set den, at tanken om ren og uren ikke handler om hygiejne eller andre umiddelbart praktiske overvejelser, men i stedet handler om et samfunds behov for at kunne kategorisere. For at kunne håndtere virkeligheden er vi nødt til at vide hvad der, om jeg så må sige, er op og ned. Derfor har vi en række kasser som vi propper tilværelsens fænomener ned i. Det kan f.eks. være kasser som ”dyr”, ”menneske”, ”mand” og ”kvinde”. Problemet er at et sådant system trues af fænomener, mennesker etc. som ikke klart kan placeres i én kasse. Kønsoverskridere, være de nu homoseksuelle eller transpersoner kan i denne forbindelse ses som en trussel mod samfundets køns- og seksualitetsmæssige kassetænkning, som kønsforskningen kalder for heteronormativiteten. Det er forestillingen om at heteroseksualiteten og de dermed forbundne kønsrolleforventninger repræsenterer den eneste sunde, naturlige og rigtige seksualitet.

 Mary Doglas fortæller, at der er nogle grundlæggende metoder som et samfund kan gribe til når dets kategorier trues af det hhv. dem, der undergraver dets faste kasseopdeling:

1. Man kan vælge at hævde, at afvigelsen fra normen er undtagelser, der bekræfter reglen. For homoseksuelle og transpersoners vedkommende kan det ses ved at det hævdes, at vores identitet er et resultat af skader vi er blevet påført i barndommen, f.eks. at vi havde dominerende mødre og fraværende fædre. Tanken er her klart den, at det normale er at man er heteroseksuel og hvis man ikke er det så må det være fordi noget gik galt i ens barndom.

2. Man kan forsøge, at redde samfundets kassetænkning ved at fjerne det hhv. dem, der truer kategorierne. For homoseksuelle og transpersoners vedkommende kan det bestå i at man kriminaliserer homoseksuelle forhold hhv. synlig afvigelse fra samfundets regler mht. kønsroller eller at man diskriminerer dem, der afviger fra den seksuelle og kønsrollemæssige norm.

 3. Man kan påstå, at det hhv. dem, der falder udenfor samfundets kasseopdeling, udgør en trussel mod samfundet. På den måde undgår man at skulle diskutere kasseopdelingen men kan i stedet spille på frygt for det, som er anderledes. En sådan strategi benytter f.eks. Vatikanet og Dansk Folkeparti sig af når de hævder, at homoægteskabet truer den vestlige civilisation.

Samfundsmæssig forfølgelse af homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner kan dermed forstås som et udtryk for, at samfundet har svært ved at håndtere mennesker, der ikke lever op til de forventninger som man har til dets borgeres seksualitet og kønsrolleforståelse. Og det simpelthen fordi ”afvigerne” ses som en trussel mod de kategorier som man har besluttet sig for er de evige og uforanderlige kasser for menneskers seksualitet og køn.

På samme måde kan individuelle udslag af homofobi, bifobi og transfobi ses som et resultat af, at den enkelte homofob, bifob eller transfob ikke kan håndtere mennesker, der falder udenfor vedkommendes fastlagte kasser for menneskelig seksualitet og køn.

Mary Douglas fremhæver, at vi ikke kan tænke uden brug af ”kasser”, og det er der nok noget om. Men vi kan lære, at gøre vores kasser mere flydende, så de kan favne forskellighed i stedet for at se den som en trussel. Og at folk lærer det er nok mere nødvendigt end nogensinde før.

2 Kommentarer

  1. Ja, noget rod, at tilværelsen ikke kan deles op i dikotomier – stor/lille, klog/dum, smuk/grim, nyttig/unyttig, levende/død etc. men også han/hun. Men sådan er livet ikke, det minder mere om regnbuen hvor farverne umærkeligt glider over i hinanden. Hvem kan sige, hvor gult slutter og orange begynder, hvor grønt glider over i blåt. Selv dag og nat har overgange i aften, tusmørke og nat til morgen gry og højlys dag. Det er denne tilværelsens kontinuitet, der gør det svært at være en aristotelisk logiker, med grundsætningen ” Alt er enten A eller ikke-A ” Og i troens verden er det på samme måde. Hvor er grænsen mellem rettroenhed og kætteri, mellem tro og vantro. “Jeg tror Herre, hjælp min vantro.” lader evangeliet en stakkels mand sige, som søgte Jesu hjælp. I det lys skal vi se på “kassetænkningen”, den er nyttig til et vist punkt men også indskrænkende og fordummende. “Vær velvillig mod din modpart uden tøven, mens du er med ham på vejen, for at modparten ikke skal overgive dig til dommeren, og dommeren til tjeneren og du blive kastet i fængselv. Sandelig siger jeg dig, du skal ingenliunde komme ud derfra, førend du får betalt den sidste hvid.”(Matt. 5,25,26)

  2. Hej Karen

    God central pointe.

    Problemet opstår når “kasserne”/kategoriseringen bliver brugt til stereotype grupperinger. Så mennesker bliver sat i “bås”/”kasse” på baggrund af nogle få “særpræg” – i stedet for at inddrage flere nuancer i vurderinen…

    Det er et generelt problem. Der en tendes til stereotype bedømmelser.

    Bedste hilsner Ulla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>