Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 dec, 2012 under Ikke kategoriseret | 15 kommentarer

Hader Iben Thranholm de vestlige sekulære demokratier?

Iben Thranholm benytter i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 7.12.2012 den aktuelle debat om juletræer, julefejringer i skolerne og kors på slovakiske mønter til at komme med hvad man vist godt kan kalde for en bredside mod kampen for sekulariseringen. At fjerne kristne symboler i det offentlige rum kalder hun for et “had til kristendommen. Et had, der samler kraft til at hærge, indtil det sidste alter er væltet“.

Dernæst påberåber hun sig historien: “I 1930’ernes Tyskland startede forfølgelsen af jøderne også med, at man fratog dem privilegier. I det antikke Rom, som var kendt for sine omfattende kristenforfølgelser, var kristendommen vel at mærke ikke forbudt ved lov. Men den folkelige uvilje mod de kristne var meget stor. En privat anklager behøvede kun at rette en anklage for det at være kristen, for at en dommer kunne dømme til døden. Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro“.

Kristendommen tvinges i dag, i henhold til Iben Thranholm, også til i offentlige sammenhænge at afsværge sin tro. Formålet med religionsneutraliteten er nemlig intet mindre end at smadre kristendommen. Der er med andre ord tid til handling: “Hvis ikke kristne i Europa modsiger religionsneutraliteten og sætter foden i døren, mens de endnu har friheden til at gøre det, er de i fare for at komme til at lide samme skæbne som kristne i for eksempel Irak, Mellemøsten, Indonesien, Kina og Nigeria. Europæiske kristne forholder sig alt for passivt og naivt til tidens tegn. Den attitude kan komme til at ændre historiens gang radikalt.”

Hvad skal man dog sige til denne svada? Tja, jeg kunne jo være fristet til at spørge Iben Thranholm om hun hader de vestlige demokratiske og sekulære samfund. Vil hun ikke helme før sekulariseringen er blevet rullet fuldstændigt tilbage? Mener hun f.eks. at kristendommen skal have samme status i dag som den havde i middelalderens samfund og de andre religioner skal behandles ligesom de dengang blev behandlet? Jeg kunne selvfølgelig også spørge Iben Thranholm om hvordan hun ville have det med at blive beskyldt for at være drevet af had og for at arbejde for et samfund hvor dem, der ikke tror som hende, skal udsættes for forfølgelser. Jeg kunne spørge hende om mange ting, men jeg tror ikke rigtigt, at hun vil værdige en lille ubetydelig blogger som mig et svar.

Så derfor er det nok mere givende at se på Iben Thranholms brug af historien. Mht. nazismen så startede nazisterne ikke med at fratage jøderne deres privilegier, for jøderne var i det førnazistiske Tyskland ikke privilegerede. I stedet startede nazisterne med at fratage jøderne deres borgerlige rettigheder, de rettigheder der ligestillede alle tyske statsborgere uafhængigt af deres religion og etniske baggrund.

Mht. kristendomsforfølgelserne i Romerriget, så er det vigtigt at være opmærksom på, at de antikke samfund faktisk var rimeligt ligeglade med hvad folk troede på. Man måtte tro på de guder man ville. Men romerne var ofte  ret så skeptiske overfor nyreligiøse bevægelser, hvortil kristendommen jo den gang hørte, fordi man mente, at det var bedre for samfundet hvis folk holdt sig til traditionen og forfædrenes skikke. Og så var Romerriget kun tolerant i den forstand, at folk måtte tro på guder efter eget valg. Det krævende nemlig at alle skulle deltage i statens officielle kult (kejserkulten) og i lokalsamfundene blev det også forventet, at alle deltog i de store religiøse festivaler til ære for lokalsamfundets guder.

Eller med andre ord, ikke nok med at det offentlige rum i det hedenske romerrige var fyldt med gudebilleder, altså var alt andet end religionsneutralt, så insisterede samfundet på at man uanset ens personlige tro skulle deltage i fællesskabets religiøse ritualer. Ville man ikke det, f.eks. fordi man var kristen, ja så blev man set som en trussel mod samfundets sammenhængskraft, ja mod selve dets overlevelse. Hvis Romerriget havde været religionsneutralt, så var det ikke kommet til kristendomsforfølgelser.

Det forstemmende ved Iben Thranholms klumme er imidlertid ikke bare hendes dæmonisering af de vestlige sekulære demokratier. Nej, det sørgelige er også, at hun øjensynligt går ud fra at kristendommen kun kan leve hvis den er privilegeret. At der ikke er nogen mellemvej mellem at have magten eller at blive forfulgt.

Det hører jo også unægteligt med til historien, at kristendommen da den kom til magten i det sene Romerrige, ikke blot blev overøst med privilegier. Nej, den fik også iværksat en omfattende forfølgelse af de ikke-kristne religioner. Gudernes altre blev væltet. Gudebillederne blev smadret. Det samme blev templerne hvis de ikke blev omdannet til kirker. Enhver dyrkelse af de gamle guder blev forbudt og straffen for at bryde den lov var i værste fald døden. Måske frygter Iben Thranholm, at kristendommen i de sekulære vestlige demokratier vil få samme behandling som den udsatte antikkens hedenske religioner for da den i sin tid først fik magten hertil? Men sådan kommer det næppe til at gå. Kristendommens magtovertagelse og de efterfølgende forfølgelser af anderledes troende blev indført i diktaturstater. I et demokrati med respekt for sig selv sikres alle borgere lige rettigheder uanset deres religion.

 

15 Kommentarer

  1. Mon det dog er had, der driver Iben Tranholm, er det ikke snarere en konvertits iver for den Kirke, hvis storhed, hun har fået øje på og som hun omfatter med kærlighed. Det er nok snarere os andre, der er blevet uldne i kanten og slørede i begejstringen på grund af det til tider alt for menneskelige i Kristi menighed på jorden. Kirken kan ikke fremtilles i et sort/hvidt billede, men er til trods herfor dog Guds levende vidne på jorden.

    • Men det er en skam hvis iver for den katolske kirke medfører et så negativt syn på vores samfund…

  2. Det har du ubetinget ret i Karen M Larsen. Danmark er vort jordiske fædreland, som på så mange måder har været god imod os. Danmark skylder vi kærlighed. Her skal vi først og fremmest lægge vore kræfter til gavn for vore medmennesker og sammen skal vi arbejde på at udvikle samfundet til styrkelse af folkefællesskabet, så der er plads til alle, så ingen lider nød eller mangler det nødvendige til et anstændigt liv. Men det tænker jeg at Iben Tranholm også er enig i alt sammen. Det er vist mest islamiseringen hun er bange for.

    • Jeg tror faktisk at hun er mere bange for sekulariseringen…

  3. Karen M. Larsen.

    Efter min mening fejllæser/-tolker både du og Mogens S. Mogensen i indlæggene her på Eftertanke.dk Iben Thranholms ord. Jovist, hun taler om vestlige regimer og kirkens martyrer, og hun gør det med paralleller og ord, som med rette kan bestrides, men hun retter ikke sit angreb mod de ”vestlige, sekulære demokratier”.

    Hun angriber de ”mange kristne, præster og biskopper i Europa, (som) lukker øjnene for tendensen og er for godtroende”, og her kan jeg kun være enig med hende. Efter min mening kunne hun sagtens have inkluderet mennesker som mig, som ikke tror på nogen gud, men som er dybt taknemmelige for at være født i et land med kristne traditioner og menneske- og samfundssyn.

    Du nævner det ikke med et eneste ord i dit indlæg her, men vi er vist alle klar over, at det drejer sig om islamiske versus kristne værdier. Iben Thranholm har, mig bekendt, aldrig nogensinde givet udtryk for nogen form for modvilje, endsige had, mod de vestlige, sekulære demokratier, At hun så selv taler om et ”had til kristendommen” i sin artikel, gør ikke din overskrift eller ord mere korrekte.

    Du skrev selv for nogle år siden om nogle af dine erfaringer med islam i forbindelse med tv-programmet ”TørklædeXperimentet”. Du har også skrevet om Asmaa Abdol-Hamid og hendes islamisk baserede holdninger.

    Har du helt glemt dem, eller mener du ikke, dine erfaringer i den forbindelse er relevante? Netop de erfaringer burde da have overbevist dig om, at islam ikke på nogen som helst måde vil give plads til ”vestlige, sekulære demokratier”.

    Flere punkter og ordvalg i Iben Thranholms indlæg kan angribes, men hendes ord og generelle holdninger er ikke et angreb på vestlige, sekulære demokratier. Jeg kunne tilføje ordet ”liberale”, som normalt også nævnes i forbindelse med vestlige demokratier. Islam og dens fortalere ser sig selv som modstandere mod disse værdier, og det er de ”mange kristne, præster og biskopper i Europa, (som) lukker øjnene” for denne tendens, hun angriber.

    • Kære Svend

      Faktisk nævner Iben Thranholm ikke islam i sin klumme. I henhold til hendes klumme udgår trusselen fra dem, der ønsker en religionsneutral stat – ikke fra islamisterne som helt sikkert ikke ønsker sig en sådan. Hendes retorik minder om pave Benedikt den 15. snak om “relativismens diktatur” og pave Johannes Paul 2. snak om “dødens kultur”. Begge udtryk brugt om de sekulære liberale vestlige demokratier.

      Nu har jeg formuleret det med haddet som et spørgsmål, i modsætning til Iben Thranholm har jeg ikke lyst til at slynge om mig med en sådan beskyldning. Men den form for katolicisme som hun repræsenterer er kendetegnet ved at man mener, at politikerne skal lave de love og føre den politik som Paven dikterer, og det harmonerer jo ikke som fod i hose med det sekulære liberale demokrati. Tager jeg fejl må hun dog gerne korrigere mig.

      Muslimer er forskellige, ligesom katolikker og alle andre er det. Det overses dog ofte, at der er muslimer, som er glade for de sekulære demokratier og kristne, som ikke er det.

  4. Iben Tranholm taler i mine ører, som en ærlig katolik, der drømmer om, at kirken (pavekirken) får magt, som den har agt. At man gennem lovgivning sætter grænser for sekulariseringen og sørger for at staten (i gammelkristne lande) bliver ved med at være kristen, og at staten i alle andre lande på kloden må blive det (katolsk kristen).
    I en evangelisk-luthersk sammenhæng vil vi være langt mere tilbøjelige til at kunne se sekulariseringen, et langt stykke ad vejen, som en følge og en frugt af kristendommens forkyndelse. Kobles denne tanke til ideen om frisind, at evangeliets forkyndelse må modtages i frihed (ikke hjulpet af lovgivning) og at kristentroen nødvendigvis MÅ være tilstede som dybest set en afmagt i verden, så har vi balladen.
    Så har vi sammenstødet mellem to forskellige grundholdninger til kirkens og kristendommens tilstedeværelse i verden. Og så har vi vel også en væsentlig forklaring på, hvorfor det for en ærlig katolik som Iben Tranholm er vanskeligere at kapere den nuværende udvikling hvad angår kirke/kristendom og samfund, end det er det for for eksempel en grundtvigsksindet evangelisk-luthersk folkekirkekristen som undertegnede.

    • Gudmund: Nu tror jeg ikke at Iben Thranholm er mere ærlig end andre katolikker. Blandt katolikker er der en stor mangfoldighed af holdninger også til den sekulære stat. Men hendes holdninger synes at ligge tæt op ad Pave Benedikts.

      I øvrigt er Iben Thranholm jo et tidligere medlem af folkekirken og uddannet teolog fra Københavns Universitet. Så hun har vel bevidst fravalgt din version om kristendommens forhold til sekulariseringen til fordel for den konservativt katolske…

  5. Jeg taler ikke om Iben Tranholm som mere ærlig end andre katolikker. jeg taler om hendes syn som et, i mine ører, klassisk katolsk syn på kirke/kristendom og samfund.

  6. Men har den katolske kirke egentlig ikke givet afkald på magtafvendelse i troens navn? Den forkynder Guds ord i frihed til frie mennesker.

    • Dog ikke mere frihed end at man sætter ind med kirkestraffe overfor katolikker, der ikke makker ret.

  7. Ikke makker ret? Hvilke straffe tænker du på?

    • F.eks. at katolske politikere bliver ekskommuniceret for at stemme for love, der tillader abort eller homoægteskaber.

  8. Kære Karen.

    Du skriver om Iben Thranholm i #6 at,: “… den form for katolicisme som hun repræsenterer er kendetegnet ved at man mener, at politikerne skal lave de love og føre den politik som Paven dikterer”.

    Den slags er ifølge min sprogforståelse lig med et teokrati, og jeg finder ikke noget i denne eller andre ord fra hende, som tyder på et ønske af den slags.

    Claes skriver i #10: “Men har den katolske kirke egentlig ikke givet afkald på magtafvendelse i troens navn?”

    Jeg er enig med ham i den antagelse. Både Iben Thranholm og den katolske kirke har givet afkald på det, de irske protestanter i striden med katolikkerne siden forrige århundredskifte har kaldt “Rome Rule”. Magtanvendelse i denne forbindelse skal forstås som den magt, regering, domstole og politi i et liberalt, vestligt demokrati tillades.

    At den katolske kirke så anvender kirkestraffe i nogle forbindelser mod menigheden og kleresiet, er en helt anden sag, men det adskiller sig efter min mening ikke på nogen måde fra den form for “straf”, alle politiske partier har som en del af deres vedtægter. Hvis et partimedlems virke anses for skadeligt eller i modstrid med dets principper, kan vedkommende ekskluderes.

    Man kan så være enig eller uenig i, hvor “retfærdige” eller velfunderede disse vedtægter er, men det er en helt tredje sag.

    • Hvis det er teokrati at politikerne skal lave de love og føre den politik som Paven siger, så er den katolske kirke teokratisk. Det er officiel pavelig politik at katolske politikere, der stemmer for love, som den katolske kirke er imod, bliver ekskommuniceret. Kirkestraffe er legal magtanvendelse, men magt anvendese er det stadigvæk.
      Jeg har intet sted set Iben Thranholm lægge afstand til Pavens politik.
      Men jeg har set hende sværme for Putin og dennes de facto diktatur…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>