Fremtidens katolske kirke del 4 – den demografiske udfordring

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans første fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, og hans andet fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal samt om hans tredje fremtidsscenarie, der handler om den muslimske udfordring. I dette indlæg vil jeg fortælle om John L. Allens fjerde fremtidsscenarie, der handler om de udfordringer som den demografiske udvikling stiller den katolske kirke overfor.

For at en befolkning kan reproducere sig selv skal dens kvinder, når de har afsluttet deres fødedygtige periode, gennemsnitligt set have født 2,1 barn. Er denne såkaldte fertilitetsrate højere vil befolkningen vokse – hvis den er lavere, vil den skrumpe. En høj fertilitetsrate medfører en ung befolkning, en lav fertilitetsrate medfører en ”grå” befolkning. Fertiliteten er altså vigtig for både en befolknings udvikling og sammensætning. Ændringer i fertiliteten vil medføre at den katolske kirke må tilpasse sine strategier til de sociale og kirkelige udfordringer som en ændret fertilitet udløser.

Det er alment kendt, at Europa er på vej til både at blive grå og til at skrumpe. I 1957 havde således alle de nuværende 27 medlemmer af EU en fertilitetsrate på over 2,1 – i dag har de alle en på under 2,1. FN skønner, at Europas befolkning vil falde fra de nuværende 728 millioner til 590 millioner, et fald på 138 millioner! Dog er udviklingen meget ujævn. Middelhavsområdet, Central- og Østeuropa har en fertilitetsrate på 1,5 eller lavere, mens Nord- og Vesteuropa har en fertilitetsrate på omkring 1,8. Frankrig og Danmark har hhv. Europas højeste og næsthøjeste fertilitetsrate. Det er et interessant fænomen, at de europæiske lande, hvor man har det mest liberale syn på familiedannelse og skilsmisse også er de lande, der har den højeste fertilitet i europæisk sammenhæng.

I USA derimod vil befolkningen vokse med næsten 100 millioner i de næste 50 år. Denne udvikling skyldes dog hovedsagelig en stor indvandring fra Sydamerika. På trods af befolkningsvæksten vil befolkningens gennemsnitsalder stige.

I Sydamerika forventes befolkningen at stige fra 561 millioner i 2005 til 782 millioner i 2050. Men denne udvikling dækker over store forskelle landene imellem. Således havde Brasilien i 1960 en fertilitetsrate på 6,15, i dag er den 2,1. I Mexico var den 7,0 i 1960, mens den i dag er på 2,03.

Selv i Mellemøsten vil befolkningen på det lange sigt falde – faktisk falder fertilitetsraten her mere kraftigt end noget andet sted i verden. I Iran er fertilitetsraten allerede nu nede på 2,0. I Tyrkiet har Erdogans retirader om at den udbredte brug af prævention er et forræderi mod staten og hans påstand om, at Allah vil have flere babyer, ikke kunnet ændre ved, at fertilitetsraten er nede på 2,3. I 2050 vil den tyrkiske befolkning gennemsnitligt set være ældre end den amerikanske.

Kun i Afrika, i særdeleshed i Afrika syd for Sahara, ser udviklingen væsentligt anderledes ud. I sidstnævnte område er fertilitetsraten 5,6 og på trods af visse regionale udsving ser den ikke ud til at falde i nævneværdig grad. Bl.a. pga. befolkningsudviklingen vil den afrikanske katolicisme få en stadigt større betydning for den katolske kirke.

I Europa står den katolske kirke overfor den udfordring, at en voksende muslimsk indvandring kombineret med et stærkt fald i den indfødte katolske befolkning vil få andelen af katolikker i befolkningen til at falde. Det er derfor ikke så mærkeligt, at man her blandt nogen katolske biskopper kan finde en vis skepsis overfor indvandring. I USA, hvor størstedelen af indvandrene er katolikker, kan man allerede nu se at de katolske biskopper er meget engageret i at modvirke lovændringer, der skal begrænse indvandringen. Denne ujævnhed i den katolske kirkes politik mht. indvandring vil alt andet lige fortsætte.

Det forhold, at stadigt færre unge mennesker skal betale for pension og sundhedsudgifter til en stadigt større ældre befolkning vil kunne udløse alvorlige generationskonflikter og med stor sikkerhed medføre, at de ældres levestandart vil falde samtidigt med, at børnefamiliernes økonomi vil blive presset af et voksende skattetryk. Politisk set vil den katolske kirke blive nødt til at kræve, at man skal tage sig af de ældre, men at der også skal være penge til børn og unge. De kirkelige sociale tilbud vil helt klart få voldsomt voksende udgifter til diverse former for hjælp til fattige, svage og ensomme ældre.

Et andet problemfelt vil være, at en stadigt større andel af ældre og svagelige i befolkningen vil forøge staternes interesse i at kunne tilbyde eutanasi. Mange svage ældre kan komme til at føle sig presset til at vælge denne løsning frem for at skulle ligge samfundet og deres få slægtninge til last. Kampen mod eutanasi vil derfor kunne komme til at få den samme centrale rolle for den katolske kirke som kampen mod abort har i dag.

Den faldende fertilitet og de problemer, som den vil udløse for ganske mange lande, vil til gengæld kunne bruges som et argument for, at den katolske kirkes forbud mod abort og brug af prævention er både meningsfulde og nødvendige. Og det forhold, at de evangelikale katolikker alt andet lige må forventes at få flere børn end de liberale må også medføre, at førstnævnte gruppes indflydelse vil vokse på bekostning af sidstnævnte.

Og sidst men ikke mindst, ældre mennesker er typisk mere religiøse end unge mennesker. Når andelen af ældre i befolkningen vil vokse markant i f.eks. Europa kan man altså også forvente, at andelen af kirkegængere i befolkningen vil stige. Udfordringen for den katolske kirke vil være, at have mange gode, ældre venlige tilbud, herunder ikke mindst en spiritualitet, der kan hjælpe de ældre til at takle alderdommens problemer, så man kan få del i dette religiøse ”vækstmarked”.