Menu
Kategorier

Skrevet af den 28 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Fænomenet Pater Pio kritisk belyst

Pater Pio er en af nutidens mest populære helgener. Ja,
efter sigende skulle han i Italien være mere populær end Jomfru Maria og
selveste Jesus. Set i lyset af denne utrolige popularitet er det måske ikke så
mærkeligt, at kun få har kastet sig over at skrive en bog om Pater Pio, der
ikke handler om hans påståede mirakler og hellighed, men i stedet forsøger at
forklare fænomenet Pater Pio som et historisk og kulturelt fænomen lige som
alle andre. Men det er lige præcist det som den italienske historiker Sergio
Luzzatto forsøger på med bogen ”Padre Pio – Miracles and Politics in a Secular
Age”.

Pater Pio (1887-1968)var kapucinermunk og tilbragte det
meste af sit liv i et kloster i den lille syditalienske by San Giovanni Rotondo.
I 1918 skulle han have modtaget de såkaldte stigmata, Kristi sårmærker, som han
havde frem til den sidste tid af sit liv. (Da han døde var de helt forsvundne).
Derudover blev han tilskrevet evnen til at helbrede syge, gennemskue personer,
få hårdnakkede syndere til at omvende sig, til at være to steder på en gang, og
under 2. verdenskrig hed det sig, at han kunne flyve op i luften og afværge
luftangreb. Allerede i levende live var Pater Pio enormt populær og i
hundredetusind vis af mennesker valfartede til San Giovanni Rotondo for at være
nær ham, se ham holde messe, skrifte hos ham og evt. blive helbredt af ham.

Sergio Luzzatto forsøger, at se Pater Pios popularitet som
et udslag af en række træk der prægede Italien i hans livstid. F.eks. påpeger
han, at man i den brede befolkning kunne se en sammenhæng mellem den
stigmatiserede, lidende Pater Pio, den anden Kristus som han blev kaldt, og de
hundredtusinder af italienske soldater, der døde eller blev såret under 1.
verdenskrig og hvis lidelser også blev sammenlignet med Kristi. I tiden efter
2. verdenskrig, hvor Italien oplevede en hastig modernisering,
industrialisering og urbanisering, blev Pater Pio til et symbol på det gamle
folkelige bondedominerede fattige men fromme Italien, der var på hurtig retur. Han
blev da til en fromhedens klippe midt i sekulariseringens flodbølge.

Sergio Luzzatto gør dog mest ud af tiden under fascismen.
Pater Pio støttede åbenlyst fascismen allerede før dennes magtovertagelse i
Italien og blandt hans støtter og tilhængere var der mange fascister, både
menige og højtplacerede. Alle de tidlige helgenbiografiagtige bøger om Pater
Pio, der blev udgivet mens han endnu levede, var således skrevet af personer
med tilknytning til fascismen. Og ledende fascisters vilje og evne til at holde
hånden over ham beskyttede Pater Pio mod de mest barske af den katolske kirkes
forsøg på at disciplinere ham, især forsøget på at få ham flyttet til et fjernt
kloster, hvor kulten om hans person ikke ville kunne fortsætte. Selvom
fænomenet Pater Pio altså skabte visse knurrer på tråden i forholdet mellem
fascismen og Vatikanet så fremhæver Sergio Luzzatto, at Pater Pios støtte til
fascismen ikke er forskellig fra de ledende katolske kirkefyrsters, herunder
Pave Pius den XI’s. Mussolini og den katolske kirke havde i det store hele et
godt samarbejde som begge forstod at drage fordele af.

Forholdet mellem Pater Pio og den katolske kirkes hierarki gør
Sergio Luzzatto meget ud af, forståeligt nok for det er en vigtig side af Pater
Pio fænomenet. Pater Pio blev mødt med stor skepsis af Pave Benedikt den 15.,
Pius den 11. og Johannes den XXIII. Især de to sidste gør hvad de kan for at få
stoppet kulten omkring ham. Afgørende blev dog til sidst den støtte han fandt
hos Pius d. 12 og især hos Johannes Paul den 2., der fik ham først saligkåret (1999)
og siden helgenkåret (2002).

Klagerne over Pater Pio og kulten omkring ham var mange. Det
forhold, at han blev omgivet af en flok af begejstrede kvindelige tilhængere,
der kom og gik frit i kloster og som i nogle tilfælde sågar kyssede og krammede
ham i offentligheden, førte til anklager om seksuelle fejltrind. Der blev set
med skepsis på de store pengesummer, som strømmede til hans kloster. Selv
blandt de biskopper og kardinaler, som støttede Pater Pio, var det almindeligt
at se hans nærmeste kreds af tilhængere som præget af personer, der var ude på
magt og berigelse og som generelt var udenfor pædagogisk rækkevidde. Pater Pios
mirakler var ikke dokumenterede og ægtheden af hans stigmata blev stærkt
betvivlet. (Mere derom senere). Men først og fremmest var der tale om en
konflikt mellem folkereligiøsiteten og den hierarkiske kirke og mellem hvad
Marx Weber ville kalde profeten og præsteskabet, dvs. mellem karisma og embede.
Det var en konflikt mellem dem, der lod sig styre af deres begejstring og
længsel efter mødet med det hellige legemeliggjort af Pater Pios stigmatiserede
krop og så embedskirken, der indkrævede retten til at bedømme og afgøre om
noget var mirakuløst eller ej.

Denne konflikt blev ført med hårde midler på begge sider. Nogle
af rygterne om Pater Pio, især dem om hans påståede seksuelle forhold til kvinder,
havde næppe noget på sig. Men hans tilhængere veg til gengæld ikke tilbage med
at true med fysisk vold og offentliggørelse af kompromitterende oplysninger om
ledende skikkelser fra kirkens hierarki, hvis man ikke fik sin vilje.  I begge lejre var politikken øjensynligt præget
af den holdning, at hensigten helliger midlerne.

Sergio Luzzatto fremhæver, at han ikke er ude efter at finde
sandheden om Pater Pio – men at han i stedet vil analysere ham som et historisk
fænomen. Men når det kommer til stykket er Sergio Luzzatto nu nok noget
skeptisk. Han afslører f.eks., at Pater Pio i perioden 1911-1913 skrev flere
breve til sine åndelige vejledere hvor han skildrer nogle meget intense
stigmata-agtige åndelige oplevelser uden at gøre opmærksom på, at der var tale
om ordrette afskrifter af breve forfattet af Gemma Galgani, en påstået
stigmatiseret kvinde, der var blevet udgivet i bogform i 1909. Ja, han nægter
sågar at eje denne bog!

Sergio Luzzatto har også fået indblik i Vatikanets sagsmappe
om Pater Pio. Og i den fandt han vidneudsagn fremlagt under ed hvoraf det
fremgår, at Pater Pio hemmeligt havde forsøgt at skaffe sig ætsende midler (der
kunne bruges til at lave hans stigmata sår). Ja, sagsmappen indeholder sågar to
håndskrevne sedler hvor Pater Pio personligt beder om hemmeligt at skaffe ham
disse midler. Set i lyset af, at Pater Pios sår aldrig blev grundigt undersøgt
og sagtens kunne være blevet lavet og opretholdt med ætsende stoffer, er det jo
nok ret så afslørende.

Som Sergio Luzzatto skriver, så blev mirakler i
middelalderen set som tegn på Guds eksistens. Dvs. man så dem som udtryk for en
virkelighed som man allerede var overbevist om. I dag er der i visse kirkelige
kredse en stærk tendens til at se mirakler som beviser på Guds eksistens – som en
art redskaber i kampen mod sekulariseringen. Det er måske forklaringen på, at
det kan være så svært at få en kritisk debat om påståede miraklers
autentisitet, da en sådan debat let kan blive set som et angreb på selve
gudstroen. Om troen på Gud så virkeligt bliver fremmet af tvivlsomme
mirakelfortællinger er så en helt anden sag.

3 Kommentarer

  1. Vældig interessant. Desværre er det sådan, at vi helst ikke vil tro, at Gud kan bruge helt almindelige eller nok så hellige mennesker som redskab, og derfor må selv Pater Pios gerninger mødes med mistro.

  2. I Inge Stoltenbergs bog “Pater Pio” betegnes han som “en af vor tids største mystikere”, og hvis man ser bort fra Jesus status som værende lig med den treenige Gud, er det ikke vanskeligt at få øje på visse ligheder hvad mystikken angår.

    “Pater Pio var kapucinermundk” fremgår det af bogens bagside. Og det fortælles, at “hans liv var fuldt af undere; ligesom Frans af Asissi var han stigmatiseret, dvs. fik Kristi sårmærker i hænder, fødder og side. Der skete ustandselig helbredelser omkring ham. Han kunne se lige gennem mennesker og vidste alt om dem. Samtidig med, at han var i sit kloster, viste han sig i synlig skikkelse rundt om i verden og talte med folk og helbredte dem. Utallige er de mennesker fra hele verden, der opsøgte ham i årenes løb og vendte hjem som nye mennesker. Der var en udstråling af kærlighed om hans person, som gjorde, at alle, der kom i berøring med ham, fik en levende tro på Gud og på en åndelig verden.”

    Den almindelige kristne opfattelse er, at Jesus tog en tjeners skikkelse på og lod sig blive menneske, en opfattelse der kan være svær for andre at forstå. Hvad angår stigmatiseringen af Pater Pio, den Hellige Frans og andre med dem, så er årsagen måske den, at sårmærkerne opstår for at henlede opmærksomheden på menneskehedens guddommelige borgerskab, hvor Jesus blot er én af Guds mange skabninger, der er velvilligt stiller sig til rådighed som redskab for Gud.

  3. “der velvilligt stiller sig til rådighed som redskab for Gud” – skulle der stå til sidst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>