Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Et opgør med idealismen

Evangeliet til anden søndag i advent – historien om de 10 brudepiger – er sikkert ikke et af de nemme at skulle håndtere. Men faktisk er der tale om en historie, der rammer ned i en problemstilling der er af stor relevans, også for mennesket af i dag.

Lignelsen om de 10 brudepiger finder man i Matthæus Evangeliet 25, 1-13 og den lyder således:

v1  Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. v2  Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. v3  De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. v4  De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. v5  Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. v6  Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! v7  Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. v8  Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. v9  Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. v10  Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. v11  Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! v12  Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. v13  Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Lignelsen om de ti brudepiger er Matthæus særstof. Det vil sige, at man kun finder den i Matthæus Evangeliet. Det gør det nærliggende at overveje, om denne historie er kommet til i tiden efter Jesu død og opstandelse som et svar på hvad der dengang har været aktuelle og nærliggende religiøse problemstillinger.

I hvert fald virker det slående at vi i denne lignelse finder en helt anden tenor end den, som man så ofte støder på i Jesu forkyndelse i evangelierne. Gang på gang bliver det jo i evangelierne fremhævet, at man ikke skal tænke i forråd og sikkerhed, men i stedet opgive den materielle sikkerhed til fordel for et frit liv i tillid til Guds forsyn. Tænk blot på de stærke ord man finder i Matt. 6,25-34: ”v25  Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? v26  Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? v27  Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? v28  Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29  Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30  Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? v31  I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32  Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. v33  Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34  Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”

I lignelsen om de 10 brudepiger finder vi imidlertid en helt anden tenor. Her er man uforstandig, hvis man bare drager af sted uden at have sikret sig forråd i tilfælde af at brudgommen, der må være Jesus, ikke kommer så hurtigt som først antaget. Mens dem der har realiseret at tiden kan trække ud og som derfor har langtidsplanlagt og sikret sig forråd er dem, der vil stå som vindere, og i øvrigt ikke har ansvar for at hjælpe dem, der satsede forkert.

Der hersker indenfor kirkehistorien og forskningen i Det Nye Testamente en udbredt forestilling om, at de allerførste kristne var overbevidste om, at Jesu genkomst stod lige for døren. Tænk blot på Mark. 9,1, hvor Jesus siger hhv. lægges følgende ord i munden: ”Og han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde.«

I lyset af en sådan stærk tro på at Jesu genkomst står lige for døren er det oplagt ikke at tænke langsigtet, være det nu mht. ens egen økonomiske fremtid eller mht. etableringen af en egentlig kirkestruktur med en klar ledelse, med en kanon, så man ved man skal tro på og med et perspektiv for mange følgende generationer. Ja, i lyset af en sådan forestilling om, at verden som vi kender den står lige for at forsvinde, kan det sågar ses som et udtryk for mangel på tro, hvis man samler forråd, sparer op, bygger huse og kirker samt ikke mindst tænker på hvad man skal gøre for at kunne holde troen ved lige, hvis Jesu genkomst trækker ud.

Derfor kan lignelsen om brudepigerne ses som et opgør med de kristne, der tog Jesu ord om ubekymretheden for bogstaveligt, og som manglende evne til at tilpasse sig til realiteterne. Brudgommens, dvs. Jesu, ord i lignelsen til de tåbelige brudepiger om at han ikke kender dem kan altså ses som en rungende teologisk lussing som realistfløjen blandt de første kristne langer idealistfløjen. Lignelsens budskab kan derfor være, at sand kristendom består i at være forberedt på Jesu genkomst – og på, at man skal tage vare på tiden indtil da, der formodentlig vil være lang og kræve strategi og sund fornuft.

Idealisme har noget medrivende over sig, måske især for unge mennesker. At turde drømme stort – og værge sig ved at tænke på hvad der kan lade sig gøre og hvad der er realistisk, ja det kan appellere til det store i mennesket, og virke uhørt begejstrende. Det er en sådan idealisme som mange kirkelige bevægelser, både indenfor og udenfor de etablerede kirker, ofte har trukket på – og som i en sekulær version dukker op i f.eks. marxismen og for tiden blandt grupper af klimaforkæmperne eller dem, der f.eks. engagerede sig for flygtningene i Brorsons Kirke.

Og lad det være sagt med det samme. Idealisme er smuk – uden de store drømme ville vi aldrig komme nogen steder. Men realisme er altså også en god ting. Det er en rigtig god ide at forholde sig til at ingen idealistisk græsrodsbevægelse, præsident eller klimakonference kan løse verdens problemer for os. Det er sund fornuft at forholde sig til at klimaproblemer, internationale konflikter og globaliseringen i dens mange fremtrædelsesformer er udfordringer som er kommet for at blive i lang tid og ikke forhold, som vi kan finde nemme og lette svar og løsninger på. Det er simpelthen fornuftigt og vigtigt at være forberedt på, at der kan gå mange tusind år endnu før Guds rige kommer i sin fylde.

Sund fornuft, der lader sine rødder gro ned i troens grund, forholder sig altså til at verden, som vi kender den, vil kunne bestå i meget lang tid endnu, og at vi derfor hverken skal vende den ryggen eller tro, at vi kan forandre den med et snuptag. I stedet skal vi turde satse på at verden kan og vil blive bedre, selvom vi ikke ved hvornår det sker, og i ventetiden gøre vores til at kærligheden kommer til at sejre på langt sigt.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *