Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 aug, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet | 0 kommentarer

En religionsforskers rejse ind i et katolsk univers

Hvis man skulle tro mediebilledet, så er den danske religionsforskning kendetegnet ved en markant tendens til at være kritisk overfor kristendommen. Religionshistorikere som Mikael Rothstein og Jens-André Herbener bruger igen og igen mediernes platform til hvad mest af alt virker som deres personlige korstog mod kristendommen. Men den meget mediebevågenhed til trods er de ikke repræsentative for religionsforskningen, hverken for den danske og slet ikke for den internationale. Et alternativt eksempel på hvordan man kan forske i kristendommen – og religion i al almindelighed – er Robert A. Orsi, der har skrevet flere bøger om amerikansk indvandrerkatolicisme især i tiden før Det andet Vatikankoncil. I bogen ”Between Heaven and Earth – The Religious Worlds People Make and the Scholars Who Study Them”, præsenterer han dele af sin forskning samtidigt med at han reflekterer over selve denne forskning.

For Orsi handler religion grundlæggende set om menneskers relationer til overnaturlige væsener – og de relationer som opstår mellem de mennesker der har relationer til sådanne væsener. Ligesom religionsforskeren Meredith McGuire er han meget skeptisk overfor religionsforskningens tendens til (ud fra en mere eller mindre ubevidst protestantisme) at definere religion som noget, der udelukkende handler om tro, meningsdannelse og andre mere intellektuelle indfaldsvinkler. For Orsi handler religion langt mere om relationer, om erfaringer og om oplevelser af det helliges nærvær. Og ikke mindst er religion for Orsi noget kropsligt og sanseligt. Og det giver også god mening når man tænker på at han har specialiseret sig i den meget folkereligiøst prægede indvandrekatolicisme i USA i tiden før Det Andet Vatikankoncil (1962-1965). Det var nemlig en religiøsitet der inddragede alle sanser og ikke blot høresansen sådan som man kender det fra mainstream protestantisme. Her var synssansen, lugtesansen, den fysiske kontakt med hellige genstande og diverse kropsligt baserede ritualer i centrum, og det ikke blot i kirkerummet men også i en dagligdag, hvor det hellige var dybt integreret. Og i virkeligheden bør man ikke skrive ”var”, for Orsi har i sin forskning kunne påvise, at denne religiøsitet stadigt lever videre i USA, bl.a. men ikke kun pga. af den store indvandring fra Sydamerika.

Orsi advarer mod at ville dele religioner hhv. religiøse udtryksformer op i ”gode” og ”dårlige”, ”forkerte” og ”rigtige” etc. Det er ikke religionsforskningens opgave at lege religiøs smagsdommer men i stedet at prøve på at forstå hvilken rolle disse religiøse universer spiller for dem, der lever i og med dem. Det er imidlertid heller ikke Orsis projekt at være apologet for disse religioner hhv. deres troende. F.eks. skildrer han indgående hvordan den amerikanske katolske kirke i tiden før Det andet Vatikankoncil dyrkede lidelsen ud i det ekstreme. Sygdom blev set som en gave fra Gud da den var vejen til spirituel udvikling. De handicappede blev fremstilet som mennesker der stod Gud særligt nær og var udvalgt af ham til med deres lidelser at bidrage til verdens frelse. Men lige præcist fordi lidelser blev tolket som en gave fra Gud, som noget, som man skulle ønske sig så meget som muligt af, var der ikke plads til klage, sorg og fortvivlelse. Ve den syge der udtrykte andet end from accept af Guds vilje og ikke modtog alt med et smil på læberne! På samme måde gør han opmærksom på, at prisen for at man lagde vægt på børns deltage i messen var, at også ret små børn blev pålagt at faste forud for modtagelsen af kommunionen (nadveren), dvs. at de ligesom de vokse ikke måtte spise og drikke fra kl. 12 midnat og så frem til modtagelsen af kommunionen i løbet af formiddagen. Det var ikke ualmindeligt, at børn besvimede pga. denne faste! Og generelt skulle børn være mussestille under messen – som de skulle følge opmærksomt og andagtsfuldt, ellers vankede der straf fra de evigt opmærksomme nonner!

Så nej, Orsi vil ikke romantisere dette katolske univers, men han vil heller ikke dæmonisere det. I stedet vil han forstå det. F.eks. forsøger han at forklare den førkoncilære amerikanske katolske kirkes særlige fokus på lidelsen som en måde at håndtere en vanskelig integrationsproces på. Der herskede i den tid som Orsi arbejder med en stærk antikatolsk stemning i det amerikanske samfund. De katolske indvandrere fra Irland, Polen og Italien blev set ned på og de fleste måtte som en del af den amerikanske arbejderklasse knokle hårdt for at komme op i den eftertragtede middelklasse. På den ene side ønskede den katolske kirke denne sociale opstigning, men den var samtidigt hermed bange for den, for ville den ikke let medføre, at katolikkerne blev for amerikanske, dvs. for materialistiske og på længere sigt protestantiske? Den amerikanske katolske kirkes fokus på lidelse i den førkoncilære periode kan i denne sammenhæng forstås som et forsøg på at skabe en katolsk modkultur til majoritetssamfundet, en modkultur hvor de socialt dårligere stillede katolikker kunne føle sig moralsk overlegen i forhold til de materielt set mere succesfulde protestanter. På samme måde var det store fokus på at forme børnene i en striks katolicisme udtryk for en angst for at miste sin fremtid i form af at disse børn kunne blive assimelerede ind i det amerikanske samfund og hermed miste deres katolske identitet og tro. Eller sagt med andre ord, man kæmpede med de samme problemstillinger som mange muslimer står overfor f.eks. her i dagens Danmark.

Orsi er selv italiensk-amerikaner og hans egen families historie er vævet ind i hans forskning, men han er ikke selv religiøs i dag, så på denne måde har han et ben i begge lejre, er både udefra og indefra. Han appellerer til religionsforskerne om at være ærlige mht. deres egen baggrund og indfaldsvinkel til religion, så man ikke blindt bliver styret af et personligt behov for at forsvare eller angribe religiøse miljøer. Lige meget hvor man står skal man kunne rumme at de andre på en gang ligner en og er radikalt anderledes end en selv. Man skal ikke være bange for at lade sine egne værdier udfordre – det er lige præcist når man tillader at det sker, at man lærer mest om de andre – og om sig selv.

 

0 kommentarer

Trackbacks/Pingbacks

  1. Jomfru Maria som etnisk brobygger? | Til eftertanke - […] i alt synes jeg, at Kristy Nabhan-Warren håndterer det pænt. Som det er blevet normen indenfor den gren af …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>