Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 jun, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

En matrice af undertrykkelse – en kommentar

 

Weekendavisen fra den 15.6.2018 bragte en artikel med titlen ”En matrice af undertrykkelse”, hvor journalisten Søren K. Villemoes bl.a. interviewer mig om mit syn på radikalfeminisme og dennes konflikt med den radikale transaktivisme. Jeg fortæller her om den trussel som jeg mener, at den udgør for lesbiske indenfor LGBT-bevægelsen og jeg opridser min kritik af den intersektionelle feminisme. Følger man med på min blog er der sådan set ikke noget nyt, men jeg er selvfølgelig glad for at have fået muligheden for at nå ud til en større læserskare end den lille trofaste flok som følger min blog.

Mere interessant synes jeg er de gensvar som Søren K. Villemoes har indsamlet fra min modpart i debatten. Først interviewer Søren K. Villemoes Frederikke Kjerulff Madsen som repræsenterer den intersektionelle feminisme. Hende har jeg debatteret med tidligere, og på mange måder gentager hun det hun sagde i denne debat. Alligevel mener jeg, at hendes udsagn fortjener en replik.

F.eks. fortæller hun, at ”Folk, der biologisk falder mellem mand og kvinde, understøtter feminismen og den fjollede og forældede ide om, at de (sic!) findes to kasser, mand og kvinde, hvor den ene er bedre end den anden og har forskellige egenskaber. Det er en arbitrær kategori, vi har skabt, og folk, der falder udenfor kasserne, er med til at bryde den.” Nu kan man vel godt rent biologisk være svær at placere i kategorien ”mand” hhv. ”kvinde” uden at man af den grund understøtter feminismen. Ligesom vi radikalfeminister ganske rigtigt anerkender de biologiske kategorier ”mand”, dvs. han-menneske og ”kvinde”, dvs. hunmenneske samtidigt med at vi afviser tanken om at mænd er bedre end kvinder eller at vi er fødte med bestemte egenskaber og kønsrollepræferencer. Og hvad har det at være transkønnet i øvrigt med biologi at gøre? Men også på et mere grundlæggende plan tager Frederikke Kjerulff Madsen efter min mening fejl. Hun gengiver nemlig kritikløs kønsteoretikeren Judith Butlers ide om at dem der falder udenfor kønsrollekategorierne automatisk bidrager til disses nedbrydning. Men så simpelt fungerer verden ikke.

Religionsforskeren Mary Douglas har den interessante teori, at ideen om ”ren og uren” hhv. det ”tabubelagte” har sine rødder i at samfundene ville beskytte de faste kategorier som et samfund bygger på og som derfor skal sikre kosmos, altså den ordnede verden. Det er kategorier som ”mand” og ”kvinde”, men også f.eks. ”dyr” og ”menneske”, ”levende” og ”død”, ”udenfor” og ”indenfor” etc. Dem hhv. det der falder udenfor disse kategorier er ”urene” og belægges med tabu. Den etablerede orden, eller kosmos om man vil, kan imidlertid sikres på mange måder. Ultimativt kan samfundet vælge at dræbe dem hvis eksistens udgør en uhåndterbar udfordring for de kategorier, der skal sikre den ordnede verden. Man kan også udskamme eller på anden måde afstraffe dem, der falder udenfor. Men man kan også give dem en plads i systemet og dermed forhindre, at det bliver udfordret.

Den 6. juni 2018 optrådte en far til et såkaldt transkønnet barn i TV2’s programmet ”Go´ aften Danmark”. Hans søn var som 2-årig begyndt at ville gå i prinsessekjoler og lege med pigelegetøj. Det var øjensynligt et problem for barnets børnehave, der derfor havde indkaldt både forældrene, personalet og en psykolog til en diskussion om barnet. Her gør psykologen så opmærksom på at den lille dreng må være transkønnet og altså en pige. Og herefter bliver barnet behandlet og set som en pige, hvorefter alt er harmoni og barnet bliver accepteret af alle. Eller sagt med andre ord, et kønsrolleoverskridende barn er øjensynligt uhåndterbar for en senmoderne dansk børnehave, der åbenbart kun kan håndtere børn, der lever op til de klassiske kønsrolleforventninger til hhv. drenge og piger. Passer et barn ikke til den ene kategori bliver det så placeret i den anden og harmonien og kønsrolleordenen er hermed genetableret og sikret. Transaktivismen af i dag udfordrer altså ikke kønsrollekategorierne, den understøtter dem.

Ellers gentager Frederikke Kjerulff Madsen sine tidligere udsagn om at man er transfobisk hvis man ikke vil have sex med transkvinder og at man derfor kritisk bør evaluere sit manglende begær. Det har jeg tidligere forholdt mig til og jeg vil derfor her kun påpege, at det er bemærkelsesværdigt, at hun tydeligvis gør seksuel orientering til noget, der kan (og bør) ændres hvis den falder udenfor de intersektionelles dogme om at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, en påstand som hun bekræfter i artiklen. Kønsidentitet derimod er øjensynligt noget medfødt/biologisk som man bare har at acceptere.

Til sidst i artiklen interviewer Søren K. Villemoes så den radikale transaktivist Laura Mølgaard Tams. Hun påstår, at jeg spreder konspirationsteorier, for efter hendes mening hverken undertrykker eller lukker transaktivister munden på feminister, det er de en for lille og svag gruppe til. Ak, gid det var så vel. Men som jeg beskriver i denne artikel så gør radikale transaktivister alt hvad de kan for at lukke munden på selv sorte radikalfeminister, der vover, at udfordre de radikale transaktivisters dagsorden. Deplatforming af radikalfeminister hører med til dagens orden. Et andet sørgeligt eksempel er at det lykkedes radikale transaktivister at få lukket verdens største og ældste radikalfeministiske musikfestival ”Michigan Wymen’s Music Festival” fordi de ikke ville lade transkvinder deltage da det var et kønsseparatistisk arrangement. Hvad konservative politiske og religiøse kræfter forgæves havde kæmpet for i årtier lykkedes for de radikale transaktivster: at berøve radikalfeministiske lesbiske kvinder en uges frirum fra patriarkatet og heteronormativiteten.

Laura Mølgaard Tams afviser blankt, at transaktivister skulle have overtaget LGBT-bevægelsen. Hendes argument herfor er, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme ”for længe siden” mens transkønnede først blev fjernet herfra i 2017. Men altså: Det nuværende LGBT Danmark blev grundlagt i 1948. Homoseksualitet blev fjernet fra den danske liste over psykiske sygdomme i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. Transkønnede blev inkluderet i det daværende LBL i 2008, i 2014 blev det juridiske kønsskifte indført og i 2017 blev transkønnede fjernet fra listen over psykiske lidelser. Homoseksuelle har med andre ord måttet kæmpe længere for deres rettigheder end transkønnede, som kort tid efter deres inklusion i homobevægelsen er gået fra sejr til sejr. Desværre fører LGBT-bevægelsen i dag trans-politik på bekostning af ikke mindst lesbiske som jeg tidligere har beskrevet. Men de gør det også generelt på bekostning af alle gendernonconforming børn og unge, som i dag med stor iver forsøges placeret i kategorien ”transkønnet”, selvom vi er mange gendernonconforming homoseksuelle, der allerede var ”kønsafvigere” som børn. I dag skal vi helst normaliseres med hormoner og operationer så samfundets kønsrollekategorier ikke bliver udfordret…

Til sidst i interviewet synes jeg, at det kammer lidt over for Laura Mølgaard Tams: ”Jeg er så træt af de her gamle koner, der vil tale om mine kønsorganer. Jeg synes, det er perverst”. & ”Jeg vil ikke have sex med nogen af jer. Jeg synes, I er ubehagelige”. Og så gentager hun påstanden om, at det er transfobisk, at give udtryk for at man ikke vil have sex med transkvinder. Her minder Laura Mølgaard Tams mig om de heteroseksuelle kvinder, der tror, at det at man fortæller dem, at man er lesbisk, betyder, at man vil have sex med dem. Vores kritik af påstanden om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke vil have sex der inkluderer en penis, er en kritik af ideen om at lesbiskes seksuelle orientering skal stå til debat, og at de skal shames og blames til at overskride deres seksuelle grænser. Kritikken er ikke udtryk for en interesse i Laura Mølgaard Tams’ penis. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at den er jeg ret så meget ligeglad med så længe hun ellers holder den behørigt tildækket når jeg er i nærheden af hende. Om jeg kommer det er så en anden sag, for til sidst i artiklen giver hun udtryk for at hun er bange for feminister som mig. Sjovt egentlig, for i vores samfund forbindes ”gamle koner” jo med en del negativt, men sådan set ikke med at man er farlig, altså bort set fra hvis man mistænkes for at være en heks…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>