Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 dec, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

En køn forvirring

 

Da jeg var barn så jeg og min far engang en tenniskamp sammen. En af spillerne var Martina Navratilova, der dengang stormede fra sejr til sejr. Hun vandt nok også denne kamp om end jeg ikke husker resultatet. Hvad jeg husker var min fars kommentar til den: “Det er ikke fair at hun får lov til at spille nu når hun ikke er en rigtig kvinde!” Det gjorde ondt, ikke fordi jeg var åben lesbisk dengang, faktisk brugte jeg end ikke dette udtryk om mig selv i mine allerhemmeligste tanker. Men på en eller anden måde vidste jeg, at denne berømte lesbiske tennisstjerne havde noget med mig at gøre. Måske var det bl.a. derfor at jeg, da jeg som 21-årig i det mindste i mine egne tanker turde kalde mig selv for homoseksuel besluttede, at fra nu af ville jeg have langt hår og gå med nederdel. Den maskuline lesbiske , den “forkerte” kvinde,  skulle ikke være mig. 

Nu ville skæbnen så at kvinden i mit liv hører til i denne udskældte kategori, men længe holdt jeg selv fast i min selvforordnede feminine tøjstil, kun her i de sidste år har jeg givet mig selv lov til at gå i såkaldt herretøj, og hermed opdaget noget helt nyt i mit liv: glæden ved at købe og gå med tøj som jeg virkelig kan lide.

Det er selvfølgelig en myte, eller en fordom om man vil, at alle bøsser er feminine og at alle lesbiske er maskuline. Men det er også en fordom, at den kønsoverskridende homoseksuelle er en fordom. Homoseksualitet kan (men behøver ikke) give sig udslag i at man ikke lever op til de forventninger samfundet typisk har til hvordan man skal klæde og gebærde sig som biologisk mand eller kvinde. Da en sådan kønsoverskridende adfærd imidlertid ofte er blevet set som anstødelig har der indenfor homobevægelsen været en tendens til at udgrænse de (alt for) synlige kønsoverskridende homoseksuelle for på denne måde at kunne fremhæve den homoseksuelle som en pæn og normal borger, som samfundet burde give samme rettigheder som de heteroseksuelle. Men der er selvfølgelig dem, der stritter imod. Drags og de “mænd i dametøj” som medierne elsker at fokusere på i forbindelse med pride paraderne er måske også en intern homoprotest mod at man som homoseksuel helst skal fremstå som straight-acting and straight-looking, ikke mindst i det offentlige rum.

Men situationen for den kønsoverskridende homoseksuelle er i de senere år om muligt blevet endnu mere kompliceret efter at de transkønnede er blevet inkluderet i (den nu tidligere) homobevægelse. For i det nye “LGBT fællesskab” er der en tendens til at de transkønnede sætter sig tungt både på definitionen af relationen mellem køn og seksualitet og på definitionen af hvem der er kønsoverskrider og hvem der ikke er det.

Noget der nærmest må betegnes som en ufravigelig dogme indenfor det meste af transbevægelsen er påstanden om at køn og seksualitet INTET har med hinanden at gøre. Og det skal man som transkønnet selvfølgelig have lov til at føle og mene om sit eget køn og sin egen seksualitet – men for mig og nok også en del andre kønsoverskridende homoseksuelle hænger vores køn og vores seksualitet tæt sammen. Vores levede liv usynliggøres hvis det hævdes, at køn og seksualitet hos alle mennesker kan og skal skilles klinisk ad.

Nu er det i praksis ikke nemt at finde ud af hvem der egentlig tilregnes, skal tilregnes eller må tilregne sig selv kategorien transkønnet. Faktisk er der mit indtryk at man blandt transkønnede bruger meget energi på at debattere det spørgsmål. Men der er bred enighed om at dem, der ikke er transkønnede, er “cis-kønnede”, og er man ciskønnet så har man rent ud sagt røven fuld af cis-privilegier! Hermed usynliggør man imidlertid de kønsoverskridende homoseksuelle, der hverken kan genkende sig i en identitet som en mand fanget i en kvinde krop eller omvendt – eller i en identitet som en person, der problemløst kan eller vil tilpasse sig de forventninger som samfundet typisk har til biologisk mænd hhv. kvinder. Og mht. de såkaldte cis-privilegier, nyder min kone så f.eks. godt af dem når hun ikke kan få lov til at bruge dametoilettet uden at blive råbt an?

Vi lever i et samfund, hvor der eksisterer et selvudnævnt kønspoliti, der på forskellig vis disciplinerer dem, der ikke lever op til samfundets mange uskrevne love om hvordan man skal klæde sig og gebærde sig som mand eller kvinde. Dette politi er faktisk ofte ret ligeglad med hvilken identitet man nu har, det afgørende er at man er den grimme ælling i andegården. Dermed være ikke sagt, at alle bliver “hakket” lige meget, der er ingen tvivl om at transkønnede typisk mødes med mere diskrimination end kønsoverskridende homoseksuelle. Men erfaringen med at være kønsmæssigt anderledes deler begge grupper, alle forskelle til trods.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>