Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

En absurd ægteskabsteologi

Kirsten Kjærulff giver i en artikel  på www.religion.dk udtryk for hvad hun øjensynligt mener er den katolske kirkes lære om seksualitet. Her skriver hun bl.a.: ”mand og kvinde er tilsammen Guds billede”, ”først når mand og kvinde forenes i kærlighed realiserer de mest fuldkomment deres gudbilledlighed” og ”det livslange ægteskab mellem én mand og én kvinde hører til selve skabelsesordenen. Kun tilsammen er de Guds billede”.

Kirsten Kjærulff synes at svinge lidt her. Det ene øjeblik skal mand og kvinde leve sammen for at kunne være Guds billede, det næste øjeblik skal de leve samme for mest fuldkomment at realisere deres gudsbilledlighed. Men under alle omstændigheder er budskabet klart: kun via det heteroseksuelle ægteskab opnår vi den fulde gudsbilledlighed. Alle der ikke lever i et heteroseksuelt ægteskab mangler altså noget væsentligt i forhold til det at være skabt i Guds billede. Og det er i mine øjne intet mindre end en absurd påstand!

For det første er der her tale om en tolkning af teksten i 1. Mos. 1, 27, der gjort langt ud over hvad der står i teksten. ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”, står der skrevet. Ordet om at Gud skabet mennesket i sit billede går forud for ordene om de to køn. Det grundlæggende er altså, at mennesket er skabt i Guds billede og at de to køn har del i denne gudslighed. Intet sted, hverken her eller andre steder i Bibelen, står der, at mennesket skal indgå i et livslangt monogamt ægteskab med en af modsat køn for at opnå Gudsligheden eller den perfekte gudslighed. Det giver jo heller ikke nogen mening al den stund, at gudslighedheden er noget, som vi har fået som gave fra Gud. Gud har skabt os i sit billede, gudsligheden er en gave, der er blevet enhver af os givet i det øjeblik vi blev skab og er ikke noget, som vi skal gøre os fortjent til via ægteskabet med en af modsat køn.

For det andet så får Kirsten Kjærulff sat den sakramentale ordning ud af kraft. Dåben og naveren bliver jo med hendes særprægede ægteskabsteologi gjort til underordnede sakramenter, som reelt set ikke har nogen betydning for vores gudsforhold i forhold til som ægteskabet gør ved os. Konsekvensen af Kirsten Kjærulffs ægteskabsteologi bliver i sidste instans at ateister, buddhister eller asatroende, der lever i et heteroseksuelt ægteskab, har del i Gudsligheden hhv. den perfekte gudslighed mens den kristne single har en ikke-perfekt gudslighed. Troen bliver med Kirsten Kjærulffs teologi altså ligegyldig, hvad der tæller er ens ægteskabelige status.

Og det leder hen til det mest fundamentale problem med Kirsten Kjærulffs ægteskabs teologi, den underminerer ikke mindre end selve det kristne menneskesyn.

Hele fundamentet for det kristne menneskesyn er jo troen på at ethvert menneske er skabt i Guds billede. På trods af alle forskelle mennesker imellem er vi derfor fundamentalt set lige – og lige meget værd som menneske. Menneskets helt særlige værdi skyldes dets gudslighed – og dets gudslighed er en grundpille i selve det, at være et menneske. Når Kirsten Kjærulff derfor lærer, at mennesket enten kun opnår Gudslighed via det heteroseksuelle ægteskab eller at det i hvert fald kun opnår denne gudslighed i fuld grad via dette, så skaber hun et menneskesyn, hvor vi ikke længere er skabt lige og med fuld værdighed som menneske, men i stedet er skabt med en mangel i vores værdighed som menneske, der først kan korrigeres med ægteskabet med en af modsat køn. Og hun får skabt et klassesystem indenfor menneskeheden, hvor der er dem, der er rigtige mennesker, nemlig dem, der er heteroseksuelt gifte og så dem, der ikke er rigtige mennesker, nemlig dem, der ikke lever i et heteroseksuelt ægteskab. Og det er jo ikke kun homoseksuelle, selvom det nok er dem som hun forsøger at fratage deres menneskelige værdighed med denne særprægede ægteskabsteologi. Nej reelt set får hun med sin absurde ægteskabsteologi defineret alle voksne singler og ikke mindst børnene ud af gudsligheden!

Kirsten Kjærulffs ægteskabsteologi har hverken sine rødder i Bibelen eller oldkirkens lære. Ej heller er den katolsk. Læser man det som ”Den katolske kirkes verdenskatekismus” skriver om ægteskabet igennem vil man se, at der intet steds står noget om, at man opnår gudsligheden eller den fulde gudslighed gennem ægteskabet. I stedet kan man om menneskets værdighed læse: ”Mann og kvinne er skapt, det vil si at de er villet av Gud, på den ene side i full likhet som menneskelige personer, på den annen side som henholdsvis mann og kvinne. “Å være mann” og “å være kvinne” er godt og villet slik av Gud: mann og kvinne eier en umistelig verdighet som er gitt dem direkte av Gud som har skapt dem. Både mann og kvinne er på en likeverdig måte “i Guds bilde”. Ved å være mann og kvinne gjenspeiler de Skaperens visdom og godhet. Gud er på ingen som helst måte i menneskets bilde. Han er hverken mann eller kvinne. Gud er ren ånd, uten plass for kjønnsforskjeller. Men det som er fullkomment i mannen og kvinnen, gjenspeiler noe av Guds uendelige fullkommenhet, slik som en god mor eller en god far og ektemann”. (Paragraf 369-370 gengivet efter den norske oversættelse)
Den katolske kirke lærer altså, at vi har vores værdighed i kraft af at vi er mennesker, både mænd og kvinder har fuldt del i denne værdighed i kraft af at de er mennesker. De skal ikke først giftes for at opnå denne. Gudsligheden består ikke i at forene det mandlige og det kvindelige, sådan som Kirsten Kjærulff lægger op til, for Gud har intet køn. Hendes ægteskabslære er derfor hverken bibelsk, oldkirkelig eller katolsk, det er i stedet en hjemmestrikket ægteskabsteologi, der udgives for at være katolsk.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>