Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 okt, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Den katolske kirkes største problem

At den katolske kirke har visse problemer at slås med er vist en kendt sag for de fleste der følger bare lidt med i kirkelige forhold. Imidlertid er der, sådan som jeg ser det, i alt for ringe omfang fokus på hvad der formodentligt er den katolske kirkes altoverskyggende problem i dag, nemlig den katastrofale mangel på præster.

Den katolske kirke er i et helt andet omfang end de protestantiske kirker afhængig af præster. Ikke mindst eukaristien, eller nadveren hvis vi skal bruge et dansk udtryk, der er omdrejningspunktet for kirkens liv, kan kun fejres når der er en gyldigt viet og autoriseret præst til stede. Men i den vestlige verden falder antallet af katolske præster drastisk , og det nytter kun lidt at antallet af katolske præster i den tredje verden stiger, for antallet af katolikker i denne del af verden stiger endnu mere og man har derfor brug for alle sine præster selv. Og problemet med præstemanglen  i Vesten vil alt andet lige vokse fordi den katolske præsteskare her allerede hører til det  grå guld. Gennemsnitsalderen for katolske præster i USA er således 63 år og i Irland er den 64 år. Hvis denne udvikling fortsætter risikerer den katolske kirke noget der kunne ligne et sammenbrud i sjælesorgen om 10-20 år.

Hvad kan der så gøres ved denne krise?  Ja, svaret er ganske ofte at den katolske kirke skal afskaffe pligtcølibatet for sine præster. Hvis præsterne kunne få lov til at gifte sig, er tanken, så vil flere søge om at blive katolsk præst, og frafaldet af allerede ordinerede præster vil falde markant. Nu skyldes den katolske kirkes præstemangel næppe udelukkende pligtcølibatet, men det virker dog oplagt, at problemet kunne formindskes væsentligt, hvis der blev åbnet op for gifte katolske præster. Dertil kommer, at pligtcølibatet ikke er noget dogme i den katolske kirke. Den katolske kirke har ikke altid pålagt præsterne at leve ugift, ja faktisk findes der allerede nu gifte katolske præster, det gælder f.eks. en del af præsterne fra de ortodokse kirker, som har underlagt sig Paven og det gælder for gifte tidligere protestantiske præster, der efter at være konverteret har ønsket at virke som katolske præster.

Så hvorfor ophæver Paven så ikke bare pligtcølibatet? Se det er der nok mange grunde til. F.eks. kan det tænkes, at Paven ikke helt har forstået hvor alvorlig situationen er i praksis. En del kender nok til at arbejde på en arbejdsplads, hvor ledelsen måske ikke helt synes at have forstået alle de udfordringer som de ansatte må kæmpe med i deres arbejdshverdag. Ej heller virker det altid som om at vores kære politikere helt har styr på hvordan deres politik påvirker den almindelige borgers dagligdag. Det ville slet ikke være så mærkeligt hvis Paven ikke rigtigt var inde i hvor store praktiske problemer præstemangelen udløser ude i de katolske sogne.

Dertil kommer, at der er en klar tendens i Vatikanets politik når det gælder om at udvælge kandidater til bispeembedet: Kun dem der bakker op om Pavens linje, f.eks. mht. at pligtcølibatet skal opretholdes, bliver undnævnt til katolsk biskop. På denne måde sikrer man sig altså mod uønsket kritik fra dem, der skal takle de konkrete problemer som præstemangelen udløser i de katolske bispedømmer. Alligevel er der fra tid til anden den ene eller anden katolske biskop, der lufter tanken om en afskaffelse af pligtcølibatet. Hvad set i lyset af førnævnte udvælgelsespolitik blot viser hvor desperat situationen er ved at blive ude i den katolske hverdag. Men disse røster bliver der altså ikke lyttet til.

Måske bliver disse biskopper ikke lyttet til fordi Paven mener, at der ville være for mange praktiske problemer med at tillade gifte præster i andre end de allerede eksisterende undtagelsestilfælde. De nuværende lønninger som katolske præster får rækker kun i få lande til at præsten ville kunne forsørge en familie. Og hvis man f.eks. indførte en ordning med gifte præster, der svarer til den den ortodokse kirke har, hvad på mange måder ville være mest oplagt, så står man overfor en række problemer. Den ortodokse kirke tillader nemlig nok gifte mænd at blive præst, men ugifte mænd, der er blevet viet til præst, må ikke gifte sig. Og biskopper vælges kun blandt de ugifte præster. Men hvis den katolske kirke indfører en sådan ordning vil der automatisk opstå problemer i forhold til dem blandt de nuværende katolske præster og biskopper, der ønsker at gifte sig, ligesom man skulle finde ud af hvad man vil gøre i forhold til de præster, der har måtte forlade præstegerningen fordi de har giftet sig.

Men jeg tror nu ikke, at det virkeligt er det afgørende for Paven. Mere grundlæggende er problemet for ham nok snarere, at hvis den katolske kirke efter mange års pres nu skulle ophæve pligtcølibatet så vil der straks blive rejst krav om endnu mere vidtgående forandringer som f.eks. kvindelige præster. En af erfaringerne fra Det Andet Vatikankoncil er nemlig, at forandringer hos nogle katolikker bliver brugt som undskyldning for at kræve endnu flere forandringer og hvor går grænsen så?

En anden erfaring fra koncilet er dog også, at de katolikker, der loyalt har bakket op om den katolske kirkes lære, kan blive alvorligt skuffet over at kirken pludselig laver om på dens lære. Hvis man, måske under store personlige omkostninger, har fulgt den katolske kirkes regler – og forsvaret dem mod kritikere, kan man godt blive forvirret, usikker og måske vred hvis kirken så lige pludselige giver kritikerne ret.

For de katolikker som måske mest svarer til hvad Paven opfatter som gode katolikker, er et af de helt centrale kendetegn ved den katolske kirke, at den holder fast ved sandheden, at den ikke følger med tidsånden men i stedet modigt forkynder det evigt sande også når det ikke er populært. At ændre ved læren og dens omsætning i kirkens leveregler er derfor en uhyre vanskelig sag.

Dertil kommer, at pligtcølibatet er en del af det unikt katolske. De ugifte præster er en speciel katolsk ordning, der har bidraget til at sikre den katolske identitet, på samme måde som  latin som kirkens liturgiske sprog hørte til den katolske kirkes særlige kendetegn i tiden før Det Andet Vatikankoncil. Og ligesom der var mange fordele forbundet med den katolske kirkes indførelse af en liturgi på modersmålet men at man ved at vælge den vej også mistede noget unikt katolsk, så vil afskaffelsen af pligtcølibatet betyde, at man kommer til at give afkald på en del af den katolske kirkes særpræg.

Det er derfor forståeligt nok at Paven ikke vil afskaffe pligtcølibatet – prisen for at gøre det vil være høj, men det samme vil prisen for ikke at gøre det være. Lige meget hvilken vej hans efterfølger som Roms biskop vil slå ind på så vil den komme til at ændre den katolske kirke som vi kender den.

4 Kommentarer

  1. Den katolske Kirkes største problem er næppe præstemanglen, men dét, som er årsagen til præstemanglen, nemlig en generel troskrise, som blandt andet manifesterer sig gennem den kaldskrise, som har ramt ikke kun præstestanden, men også de kvindelige ordenssamfund. (Det var en lang sætning, men der er også tit lidt længere til de grundlæggende årsager …)

  2. Præstemanglen kan i nogen grad afhjælpes, hvis man lader ikke præsteviede uddele communionen også selv om der ikke er en præst til stede. En præst kan da nå at konsekrere et lager af hostier til brug ved ikke præstelige “messer” og på den måde opretholde søndagsgudstjenesten, som så må kaldes en kommunions gudstjeneste i stedet for en virkelig messe.

  3. For en som mig, der gennem 25 år på nært hold har kunnet følge, hvordan Den Katolske Kirkes rolle og indflydelse i Irland har ændret sig, virker en tredje mulighed mere sandsynlig. Jeg har gennem de år pga. et ægteskab med en irer været meget tæt på både præster og nonner i familien derovre.

    Man kan kalde det en ”troskrise”, som Erling Tiedemann gør. Det skulle så betyde, at katolikker er blevet mindre troende i forhold til før, men det tror jeg egentlig ikke er tilfældet. Katolikkerne har nok snarere gennem de sidste 20-25 år fundet flere og flere tungtvejende grunde til ikke mere 100% at stole på nogle af Den katolske Kirkes dogmer, heriblandt dogmet om pavens ufejlbarlighed i lærespørgsmål. Hvis sandheden i pavens ord ikke kan anfægtes, så må biskoppernes og præsternes ord være næsten lige så fejlfrie. Og når man prædiker ”den endegyldige sandhed” for menigheden, så forventer menigheden, at taleren efterlever de principper.

    I Irland (og nok også i de fleste andre katolske lande) var respekten for kirken indtil for bare få år så stor, at intet fornuftigt menneske offentligt turde kritisere gejstligheden eller kirkens ord. Enhver familie med respekt for sig selv afleverede et eller flere medlemmer til præstestanden eller nonneordener, for den slags gav respekt og anseelse. Den respekt og anseelse fik et gevaldigt skud for boven i 1992, da det ikke længere kunne skjules, at den højt agtede og respekterede biskop, Eamon Casey, havde fået en datter sammen med sin tidligere husholderske.

    Den irske presse valgte ikke at fortie hændelsen. Ti år tidligere ville ingen formentligt have turdet bare antyde noget som helst om den sag. De seneste års begivenheder har afsløret endnu flere rådne æg i Den Katolske Kirkes rækker.

    Et samfund, som udadtil prædiker ufejlbarlighed og uantastelige dogmer, vil i et oplyst samfund på et eller andet tidspunkt blive stillet til regnskab for sine gerninger. Respekt og anseelse opnås ikke længere gennem tvang eller trusler om evig fordømmelse, og så snart Den Katolske Kirke har vist, at den har lært af sine fejltagelser, vil unge katolikker igen kunne finde den anseelse og respekt, en præsteuddannelse bør give adgang til.

  4. I de sidste årtier er der sket nogle gennemgribende forandringer i katolikkernes tro – i hvert fald i den vestlige verden. Den såkaldte miljø katolicisme, som rigtigt mange præster og ordensfolk havde deres religiøse rødder i, er næsten helt forsvundet. Årsagerne til disse forandringer er dog komplekse, men man kunne nævne Det 2. Vatikankoncil, sekulariseringen, senmoderniteten og så i den sidste tid måske også de mange skandaler.

    En øget brug af præstefri gudstjenester er en farlig vej for den katolske kirke fordi de kan bidrage til at udviske det skel mellem lægfolk og præster som er så vigtigt for den katolske teologi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>