Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 jul, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Thomas J. Csordas | 0 kommentarer

Den katolske karismatiske bevægelse

 

Selve betegnelsen ”katolske karismatikere” lyder umiddelbart, sådan som Thomas J. Csordas fremhæver det i sin bog ”Language, Charisma and Creativity – Ritual Life in the Catholic Charismatic Renewal, som en selvmodsigelse. Den karismatiske bevægelse, som også ofte går under betegnelsen ”pinsekristendommen”, gælder jo for at være noget særligt protestantisk. Men nu hører det med til den postmoderne virkelighed, at man indenfor religionernes verden i voksende grad ser diverse former for hybrid religiøsitet – og det er også her, at Thomas J. Csordas gerne vil placere den katolske karismatiske bevægelse. Denne har sine rødder i en vækkelsesoplevelse som en mindre gruppe amerikanske katolske studerende oplevede tilbage i 1967, men allerede i 1970’erne havde den spredt sig til hele verden og i dag er den katolske karismatiske bevægelse, ligesom dens protestantiske moder bevægelse, i vækst ikke mindst i den tredje verden.

Hvis man skal tro Thomas J. Csordas, så er de katolske karismatikere først og fremmest karismatikere. Deres centrale ritual er de såkaldte bønnemøder – og her er der fokus på lovprisningsbøn, som ofte har indslag af tungetale, på helbredelser vha. håndspålæggelse såvel som på profetier. Og den særlige oplevelse af åndsdåb, hvor man får en intensiv oplevelse af Gud og ofte også får evnen til f.eks. at tale i tunger, er hel central for alle karismatikere, herunder de katolske. Til gengæld bliver man ikke meget klogere af at læse Language, Charisma and Creativity – Ritual Life in the Catholic Charismatic Renewal hvis man gerne vil vide mere om hvad der er det særligt katolske ved den katolske karismatiske bevægelse, for det fortæller Thomas J. Csordas stort set ikke noget om.

Thomas J. Csordas har så afgjort nogle interessante iagttagelser og overvejelser. F.eks. er han med rette kritisk overfor den i religionsforskningen og antropologien udbredte forestilling om at den såkaldte tungetale (når man under bøn eller profeti taler et særligt sprog som hverken en selv eller andre umiddelbart kan forstå) er udtryk for en slags ekstase. Han fortæller en meget sød historie om hvordan han som ung forsker kørte i bil med nogle katolske karismatikere som begyndte at tale i tunger under kørslen. Thomas J. Csordas blev helt bange for hvordan kunne disse karismatikere håndtere at køre bil når de nu befandt sig i en ekstase? Men han fandt hurtigt ud af at de sagtens kunne finde ud af at stoppe for rødt etc. For Thomas J. Csordas er tungetale udtryk for et særligt sprog hvis formål er at bidrage til at iscenesætte det helliges nærvær – og samtidigt hermed fordi det er et sprog som ikke kan forstås giver en særlig intensiv kropslig oplevelse af det helligs nærvær da det er en sanselig oplevelse som ikke forstyrres af det almindelige sprogs rationelle krav og udfordringer.

Thomas J. Csordas kommer også med nogle gode bud på profetiens rolle. Det forhold at det nærmest hører med til et katolsk karismatisk bønnemøde at der er nogle, der profeterer, giver de troende en oplevelse af Guds særlige nærvær under disse møder – og man får knyttet an til den bibelske tid hvor Gud også talte til sit folk gennem profeterne. Men han fortæller også om hvordan man indenfor den katolske karismatiske bevægelse forsøger, at få profetien under en vis kontrol f.eks. ved at det enten kun er særligt udvalgte personer som får lov til at profetere under bønnemøderne eller at folk, der gerne vil det, skal have deres profetier klearet af en særlig ”profeti-gruppe” før de må deles med andre under disse bønnemøder. Selvom disse profetier i princippet anses som Guds ord, så er det ret forskellige hvordan de troende, der får en profetisk inspiration, oplever det. Oplevelsen går fra at man hører en fremmed stemme siger hele sætninger inde i ens hoved til at man får en indskydelse/ide/oplevelse af hvad Gud vil uden at den er færdigformuleret i ord, ordene bidrager man så selv med. Thomas J. Csordas fortæller, at profetier på den ene side spiller en hel central rolle for den katolske karismatiske bevægelses oplevelse af verden og at de bruges intensivt til at udvikle bevægelsen – men man er dog ikke ukritisk overfor deres indhold, især i de tilfælde hvor profetierne indeholder specifikke forudsigelser eller krav, mens man generelt er positiv overfor budskaber der har et bekræftende, opmuntrende eller trøstende indhold. Men jeg savner en analyse af hvordan man ser disse profetier i forhold til f.eks. de såkaldte privat åbenbaringer som spiller en ikke ubetydelig rolle i visse katolske kredse – ikke mindst de karismatiske. F.eks. fortæller Thomas J. Csordas at de katolske karismatikere har en særlig tilknytning til og betydning for de påståede Maria åbenbaringer som skulle finde sted i den kroatiske by Medjugorje – men han kommer slet ikke ind på hvilken status budskaberne herfra har i forhold til de profetiske budskaber der fremkommer under de katolske karismatikeres bønnemøder.

Et interessant indslag i Language, Charisma and Creativity – Ritual Life in the Catholic Charismatic Renewal er beskrivelsen af de såkaldte “pagts fællesskaber”, en form for elitegruppe indenfor den katolske karismatiske bevægelse. Man bliver efter en længere prøvetid en del af et såkaldte pagts fællesskab når man underskriver en skriftlig pagt hvor man lover at deltage regelmæssigt i gruppens bønnemøder, holde dens regler og betale tiende til den. Medlemmerne i disse pagts fællesskaber har tit et job i det almindelige samfund men de lever ofte i et bofællesskab med andre medlemmer (f.eks. i et fællesskab bestående af et eller flere ægtepar samt en eller flere singler) og de bruger stort set hele deres fritid på religiøse aktiviteter tilknyttet gruppen. Der har dog undervejs været mange forskellige forsøg på at organisere fællesskaberne og deres endelige form er vist ikke fundet endnu. Disse pagts fællesskaber har autoritære og patriarkalske træk, f.eks. dyrker man de traditionelle kønsroller i forhold til arbejdsfordelingen indenfor familien og i forhold til påklædningen og man har hver sin åndelige vejleder fra bevægelsen, som man bør eller skal adlyde. Der er ubestrideligt en interessant dynamik mellem et meget regelstyret og autoritært miljø på den ene side og så den spirituelle og liturgiske spontanitet som bevægelsen dyrker på den anden side.

Men som sagt så får Thomas J. Csordas ikke rigtigt afdækket de potentielle brudflader mellem den katolske karismatiske bevægelse og resten af den katolske kirke. Han fortæller ganske lidt om enkelte konflikter med især de lokale biskopper og en vis tilbageholdenhed fra Vatikanets side af mht. at anerkende f.eks. de forskellige forbund af pagts fællesskaber som der findes.                Men han nævner som begrundelse typisk mere administrative problemer så som at disse fællesskaber passer dårligt ind i den katolske kirkes sognestruktur. Udfordringer af mere teologisk karakter nævnes kun kort i forbindelse med at han kommer ind på den historien om den zambiske ærkebiskop Emmanuel Milingo der blev afsat pga. sine karismatiske aktiviteter herunder dæmonuddrivelser efter den karismatiske praksis og beskyldninger om at han skulle have blandet afrikansk åndetro med karismatiske forestillinger.

Men en af grundene til at Thomas J. Csordas ikke kommer ind på f.eks. forholdet mellem åndsdåben og den katolske kirkes dåbsritual, mellem helbredelser ved håndspålæggelse og de syges salvelse og på forholdet mellem karismatikernes eksorcismer og den katolske kirkes officielle eksorcisme ritual og praksis kan naturligvis være den, at den katolske kirkes lederskab selv har fravalgt at se nærmere på disse ting. De katolske karismatikere er nemlig værdifulde støtter mht. kampen mod f.eks. den fri abort og homo-ægteskabet, så måske den katolske kirkes lederskab selv har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje når de gælder de teologiske udfordringer f.eks. i forhold til den katolske kirkes lære om sakramenterne som de katolske karismatikere stiller den kirken overfor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>