Menu
Kategorier

Skrevet af den 30 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Den gode og den onde tvivl

Generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen skriver i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 29.4.2010 om hvordan man som kristen bør se på tvivlen. Og hans besked er klar: tvivlen er den kristnes fjende, som han eller hun må kæmpe med – men aldrig acceptere.

For mig derimod findes der grundlæggende set to slags tvivl, nemlig den gode og den onde.

Den gode tvivl er den tvivl som er al videnskabs og al udviklings forudsætning. Hvis renæssancens tænkere ikke havde turdet tvivle på middelalderens forståelse af verden, ja så ville vi alle leve i middelalderen endnu. Hvis demokratiets fortænkere ikke havde turdet tvivle på enevældens fortræffeligheder, ja så ville vi ikke have demokrati i dag. Og hvis Luther ikke havde turdet tvivle på den katolske kirkes lære, ja så fandtes der i dag ingen protestantisk kristendom. Uden tvivl er der ingen samfundsmæssig udvikling, og fortidens vranglære ender ikke så sjældent som nutidens sandhed.  

I mit personlige liv er jeg glad for, at jeg har skiftet både tro og holdninger flere gange, alt efter hvor jeg i min søgen efter sandhed og mening fandt hen – eller efter hvor min vandring med Gud førte mig hen. Tvivl er i denne forstand en livsnødvendighed for mig fordi den får mig til at se nye aspekter og perspektiver. Den hjælper mig til at blive klogere på mig selv, de andre og ikke mindst på Gud.

Den gode tvivl er med andre ord den, der fører en videre, den der kan føre til visdom og ydmyghed.

Men der findes også en ond tvivl. Denne viser sig i form af ængstelse. F.eks. er det sikkert en god ide at tænke over om man fik låst hoveddøren før man gik i seng. Men er man hver aften nødt til at kontrollere døren 4-5 gange, fordi man hele tiden er i tvivl om hvorvidt at døren nu er låst, ja så bliver den oprindeligt fornuftige overvejelse til en plage og til en byrde.

 I min katolske tid gik jeg i flere år til skrifte hver uge – og knapt var jeg kommet ud ad skriftestolen før jeg blev lammet af rædsel over et eller andet som jeg havde glemt at skrifte. Sådan gik det hver gang, min permanente livsangst og min manglende tillid til Guds kærlighed gjorde, at tvivlen satte ind med det samme og med den kom en dyb fortvivlelse.  

Den onde tvivl næres med andre ord af angst og skaber fortvivlelse. Den er en sand plage for den, der rammes af den. I tillid til Guds betingelsesløse kærlighed kan vi bede Gud om at hjælpe og styrke os når vi bliver ramt af den – og her ikke mindst bede ham om at vi aldrig må tvivle på hans kærlighed til os.

Kunsten består kort sagt i at gennemskue hvilken type tvivl der er tale om – og dermed se den konkrete tvivl som en gave fra Gud eller som en visken fra Satan.

5 Kommentarer

  1. Kære Karen M Larsen.

    Det er en spændende kommentar du har skrevet til min klumme. Og jeg tror faktisk, at du et meget langt stykke har ret: Der er ikke kun to begreber i spil (tvivl og vranglære); men også forskellige former for tvivl: Der onde tvivl, som tager troen på Kristus fra os og den gode tvivl, der gør os klogere og uddyber vores tro.
    Tak for det, det blev jeg klogere af!
    Denne bredde i tvivlsbegrebet er vel også noget af grunden til at troshelte næsten altid også har været tvivlshelte. C O Rosenius er den af mine eksempler, jeg kender bedst. For mig er det tydeligt, at han ikke var blevet den kreative faktor han var uden tvivlen.
    Lidt videre tanker: En del af virkeligheden er for mig at se også, at de to former for tvivl præsenterer sig ens for os. Sådan ahr et i hvert fald været i mit liv. Og om det bliver til vantro eller til uddybet tro afhænger måske af, hvad tvivlen gør ved os. Og hvad vi gør ved den.
    Og på den måde bliver det nødvendigt for os at tage livtag med den hver gang. Og tage den fuldt alvorligt hver gang.

    Igen: Tak for muligheden for at tænke videre.

    Jens Ole Christensen

  2. Kære Karen

    Jeg har ofte bemærket den sammenhæng der opstår mellem den ensidigt negative tænkning om tvivl, som var al tvivl af det onde, og så tendensen til angsten for udvikling som ofte præsenteres med udtrykket “glidebane”. Ja jeg er ligefrem begyndt at kalde den slags for “glidebane-teologi” eller “bjergtop-teologi”, for den har det med at forudsætte at vi nu omsider efter et par tusind år er nået til toppen af kristelig from og retlærende tro og teologi, og at enhver udvikling herfra ville svare til at sætte sig på en skråning fra denne bejrgtop og – ja – påbegynde den famøse glidebane. en angst for at falde fra den rette lære. Ovennævnte Rosenius var vist ingen undtagelse når det kom til denne angst.

    Tonsvis af kristne taler og prædikener baserer sig på denne selvhøjtidelige grund-misforståelse af Guds Ånds tolkningsarbejde inden i os. der er stadig meget vi kristne skal lære. Se bare på verden.

    Så også tak herfra, for din fine pointe, som jeg har erfaret værdien af også i min udvikling!

    VH Martin F

  3. Jens: Sommetider synes jeg, at det er nemt at skelne den gode og den onde tvivl fra hinanden – andre gange er det svært. Sådan er livet vilkår, tror jeg, for livet er jo som en symfoni hvor godt og ondt er vævet ind i hinanden, som rajgræsset i hveden.

    Martin: Den katolske teolog Karl Rahner har sagt at dogmerne ikke skal ses som færdigsnørede og godt indpakkede pakker, men som åbne vinduer.
    På samme måde kan jeg godt lide billedet af kirken som Guds folk på vandring. Vi er i stadig bevægelse, sommetider farer vi vild, sommetider kommer vi videre i den rigtige retning, og Gud vandrer altid med os.

  4. Karen: en international fremtrædende afrikansk biskop har vist for nylig udtalt, at “kristendommen er en “oversættelsesreligion””. Mission er altså en oversættelsesopgave. Derfor er og bliver den også processuel. For troen trænger hele tiden til ny-oversættelse ind i vort eget liv og ind i vores aktuelle tid. “Jeg tror/hjælp min vantro”. Et rigtigt kampråb for os postmoderne kristne..

    Tro og tvivl er således to kræfter,som skaber en form for energi. Der kommer kamp ud af det. Kampen med eller mod tvivl. Vi søger vel hele tiden mod at finde den bedste og sandeste oversættelse i det sprog som vi nu har til rådighed. Med de begreber vi gør os i vores tid. I den proces afslører noget sig ind imellem som forældet. Som havende tabt mening eller betydning.

    Men hvad bliver der så tilbage at holde fast i? tja, da Nikodemus var frustreret over Jesu forklaring om genfødslen gennemskuede Jesus netop dette behov for sikre dogmer, og forklarede ham, at ligeså lidt som man kan fastholde vinden (den blæser hvorhen den vil), ligeså lidt kan man det med dem, der født af vand og Ånd.

    Så er spørgsmålet om, hvordan forholde sig til den ovennævnte angst for tvivlen: den kunne jo få mig bort fra troens rette standpunkter.

    Nuvel: men svaret må her være, at vi nok ikke frelses af vores rettroenhed, men i sidste ende af Guds nåde og barmhjertighed. Det er da vist også det Brorson kommer frem til i sin smukke salme “Nu har jeg fundet det, jeg grunder…” og hvad er det så, Brorson i sidste ende grunder al sin salighed på: Guds grænseløse barmhjertighed. ..”…som alle hjælpe vil og kan!”

    Altså må trøsten ligge i, at jo større min tvivl er, og jo mere jeg taber til den og fortaber mig i den, jo større kan Guds nåde og barmhjertighed for mig gå hen og blive.

    VH Martin F

  5. Martin:

    Jeg er enig med dig langt hen ad vejen. Angsten for heterodoksi hhv. hæresi er, tror jeg, bevidst eller ubevidst et udtryk for at man tror, at man bliver frelst pga. ens rettroenhed – og ikke af Guds nåde åbenbaret i Jesus Kristus. Men hvad nu hvis tvivlen også sætter spørgsmål ved dette fundament? Den tvivl der vil lokke os til at fortvivles fordi vi mister tilliden til Guds kærlighed er i mine øjne en destruktiv tvivl, der er helt forskellig fra den der får os til at uddybe og forny vores dogmatiske forestillinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>