Den barmhjertige samaritaner – en dybt provokerende fortælling

Lignelsen i Lukas-evangeliet om ”den barmhjertige samaritaner” er fortiden i vælten igen. Og lad det være sagt med det samme – der er tale om en dybt provokerende fortælling – men måske ikke helt på den måde, som alle forventer det.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner finder vi i Luk. 10, 25-37 og den hører til den del af Lukas-evangeliget, som man kalder for Lukas særstof, dvs. historien findes kun i Lukas-evangeliet.

Lignelsen starter med, at en lovkyndig vil sætte Jesus på prøve ved at spørge ham hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Jesu reaktion er nærmest stereotyp jødisk. Han sender nemlig straks spørgsmålet retur i form af et modspørgsmål: ”Hvad står der i Loven, hvad læser du dér?” Den lovkyndige må nu melde klar kulør, som lovkyndig må han jo kende Loven. Hans svar, som er helt klassisk jødisk, er, at man skal elske Gud og sin næste som sig selv. Jesus kan dernæst så bekræfte ham i, at det er ganske rigtigt. Kærlighed til Gud og næsten er vejen til det evige liv.

Men fordi den lovkyndige er blevet offentligt ydmyget ved at han faldt i sin egen fælde, stiller han Jesus endnu et spørgsmål: ”Hvem er så min næste”. I stedet for at svare direkte på dette spørgsmål fortæller Jesus historien om en jødisk mand, der på en rejse blev overfaldet af røvere og efterladt i en hjælpeløs situation. En præst ser ham ligge i vejkanten, men går forbi. En levit, dvs. et medlem af den jødiske præstestamme, går forbi, men lader ham også ligge. Så kommer en samaritaner forbi. Samaritanerne, som praktiserede en art blandingsreligion, der indeholdt både jødiske og hedenske elementer, blev foragtet af de fromme jøder på Jesu tid. Samaritaneren får medlidenhed med den mishandlede mand og han giver ham al den hjælp som tænkes kan og mere til. Afslutningsvis spørger Jesus så den lovkyndige: ”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Den lovkyndige svarede: ”Han, som viste ham barmhjertighed.” Slutreplikken kommer Jesus så med: ”Gå du hen og gør ligeså!”.

Med andre ord: Vi får faktisk ikke noget svar på hvem ens næste er. I stedet får vi at vide, at man skal hjælpe dem der har hjælp behov, uanset hvem de nu er. Og det er jo ikke så lidt. For ikke nok med, at det er ret menneskeligt, at dele menneskeheden op i dem, som man føler solidaritet med og dem, som man ikke føler nogen sympati eller hjælpevillighed overfor. Nej, endnu sværere er det at omsætte de smukke intentioner og evt. offentlige løfter om hjælpevillighed til konkret handling i en konkret livs situation. Jeg mener, stopper du op og tilbyder hjælp hver gang du ser en hjemløs ligge og sove på gaden? Griber du ind hver gang du ser en hysterisk voksen råbe af sit grædende barn? Eller gør du ikke ligesom mig: du skynder dig forbi, fordi du ikke tør eller ikke kan overskue at gribe ind, eller ikke orker at sætte dig ind i problematikken?

Men ikke nok med det.

Oversatte vi lignelsen ind i vores virkelighed kunne den nemlig f.eks. lyde sådan her: En trofast DF vælgende pensionist bliver på vej ned i Netto overfaldet af en ungdomsbande og efterladt blødende og hjælpeløs på fortovet. En DF folketingspolitiker kommer forbi – og iler videre. Derefter kommer en DF byrådsmedlem forbi, men han skal heller ikke nyde noget. Så kommer en tørklædebærende muslimsk kvinde forbi. Hun får medlidenhed med den stakkels pensionist, og giver ham førstehjælp, tilkalder både ambulance og politi og påtager sig at hjælpe pensionisten i de næste dage, indtil han er kommet til hægterne igen.

Men vi kunne også oversætte lignelsen på følgende måde: En venstrefløjsaktivist på vej til en demonstration bliver overfaldet af en flok nynazister og efterladt blødende og hjælpeløs på fortovet. En folketingspolitiker fra liste Ø kommer forbi – og  ilder videre. Derefter kommer en queer-feministisk autonom forbi – og ilder videre. Så kommer en DFU’er forbi. Han får medlidenhed med den hjælpeløse venstrefløjsaktivist. Han giver hende førstehjælp, tilkalder både ambulance og politi og påtager sig alle udgifter som venstrefløjsaktivisten får som følge af overfaldet.

Eller sagt på en anden måde: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner handler også om, at vi skal passe på med at antage, at vi og dem der er som os er evigt gode – og at dem, som vi antager står for det onde, er evigt onde. Man kan være nok så rettroende i religiøs og politisk forstand – og så dog alligevel dumpe til den sværeste af alle eksaminer, nemlig selve det praktiske liv. Og dem, som vi er helt sikre på er ondsindede mennesker, mennesker som man kun kan forvente ondt af, kan vise sig, at være i stand til at vise den næstekærlighed, som vi i praksis mangler. 

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er derfor ikke velegnet til at slå andre i hovedet med – den er derimod oplagt til at blive ydmyg af.