Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 jun, 2018 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

De stakkels pædofile?

 

Et bekymrende træk ved medierne er deres hang til at køre kampagner for bestemte sager. Over en periode bringer man historier om samme emne, med samme vinkel og med samme tydelige målsætning, nemlig at få politikerne og/eller befolkningen til at indtage en bestemt holdning og derefter vælge en bestemt kurs.

Et eksempel herpå er at DR øjensynligt har fået den ide, at det er af stor betydning at vi som samfund ændrer synet på pædofile, om end man i første omgang kun snakker om den gruppe der kalder sig selv for de ”dydige” pædofile, da de efter eget udsagn ikke har forgrebet sig og ikke vil forgribe sig på børn. Der spilles tydeligvis på den emotionelle skala, når vi hører om en sådan stakkels pædofil ung mand, der så gerne vil springe ud overfor sine forældre, men som ikke tør, da han er bange for at blive afvist. Og dem, der væmmes ved tanken om pædofile, får den besked at det jo også kunne være deres eget barn, der var pædofil, og så ville de jo kunne se, at pædofile ikke er væmmelige mennesker. Man mangler sådan set bare den sørgmodige underlægningsmusik og så ville vi alle græde i kor.

Generelt er budskabet i DR’s formidling af problematikken ret klar: Disse ”dydige” pædofile lider enormt under samfundets fordømmelse af pædofile, da det hindrer dem i at være åbne om deres seksualitet hvad igen medfører, at de føler sig ensomme. Om end vi så også får at vide, at disse ”dydige” pædofile har fundet et fællesskab af ligesindede på nettet. Og ikke mindst skulle samfundets fordømmelse af pædofile medføre, at de ikke tør henvende sig til sundhedsvæsenet for at få hjælp, og det skulle så igen kunne ende med at den pædofile forgriber sig på et barn, fordi han ikke fik den støtte han havde brug for til at håndtere sin seksualitet. Eller sagt med andre ord: Lær at omfavne den pædofile – ellers er I skyld i sexovergreb på børn!

Facebook siden ”En feminists bekendelser” ser ud til at have bidt på DR’s krog for Sarah Daley, der står bag siden, har her et indlæg om at nok er pædofile overgreb modbydelige, men vi skal se pædofili som en ikke selvvalgt seksuel orientering – og vi skal skrue ned for fordømmelsen, så de pædofile kan få den hjælp og støtte de har brug for så de ikke forgriber sig på børn.  Feminisme i dens intersektionelle version kan i dag altså også inkludere, at man vil kæmpe for de (dydige) pædofiles sag. Man skal godt nok læse meget før øjnene triller ud.

I den periode hvor sexovergrebskrisen indenfor den katolske kirke toppede læste jeg en artikel i det katolske tidsskrift ”The Tablet”. Her fortalte en far om hvor rystet han var blevet da han fandt ud af at en katolsk præst, som var en nær og kær ven af familien, var anklaget for at have misbrugt adskillige børn seksuelt. Forfatteren kæmpede med den kognitive dissonans det udløste hos ham, at en mand han i den grad havde værdsat og set op til viste sig at have gjort noget så modbydeligt som at voldtage adskillige børn. Ikke bare de ”dydige” pædofile men også dem, der begår overgreb, kan med andre ord være mennesker som har elskværdige og beundringsværdige sider. Noget af det vanskeligste at håndtere ved ondskab er måske, at rare mennesker kan begå forfærdige ting – hhv. have en skjult lyst til at begå dem.

Hvis pædofili er en seksuel orientering, så må vi også kunne inddrage de erfaringer der har været gjort i fundamentalistiske kristne kredse mht. at hjælpe og støtte homoseksuelle, der ønsker at leve i cølibat. Kristne fundamentalister har brugt (og bruger delvist stadig) en del energi på at få homoseksuelle til at søge at blive helbredt for deres seksuelle orientering. Enten i form af hjælp til at blive heteroseksuel, men i praksis mest i form af hjælp og støtte til kristne homoseksuelle, der vil leve i cølibat, da de har den religiøse overbevisning, at homoseksuelle ”handlinger” er syndige. Man har her ikke blot tilbudt bøn og håndspålæggelser, men også støttende samtaler og terapi, både individuelt og i grupper. Ja, ofte har man haft den ide, at det var en god ide at lade sådanne kristne homoseksuelle danne fællesskaber med hinanden hvor de kunne/kan støtte hinanden i at leve i cølibat.

Kendetegnende ved disse projekter, være det nu det danske Agape, det amerikanske Exodus eller de mange andre lignende tiltag er, at de alle har været en fiasko. På trods af det massive religiøse pres som disse kristne homoseksuelle var udsat for vælger langt de fleste at opgive cølibatet og i stedet udleve deres seksualitet. Hvis pædofili altså er en seksuel orientering på linje med homoseksualitet, er der ikke umiddelbart nogen grund til at antage, at det her projekt med hjælp og støtte til de ”dydige” pædofile, så de holder sig fra børn, vil få succes. Faktisk kan man i stedet frygte, at den styrkelse af identiteten som pædofil som onlinefællesskaber såvel som anerkendelse fra omgivelsernes side af medfører, snarere vil betyde, at man som pædofil med tiden vil opfatte kravet om livslangt cølibat som uacceptabelt. Det giver ikke mening, at man helhjertet skulle kunne acceptere sig selv som pædofil og være overbevist om at man ikke er et ondt menneske fordi man er pædofil, og så fastholde, at ens seksuelle begærs retning er ond. Har man først overbevist sig om at der ikke er noget galt i at have pædofile fantasier og ønsker, da de jo blot er en del af ens seksualitet, så bliver det næste naturlige skridt, at mene, at der så heller ikke kan være noget galt i at udleve den, hvis det sker ”kærligt og omsorgsfuldt”, eller hvad man nu kan finde på at hævde.

Sloganet om at ”elske synderen og hade synden” hhv. ”elske den dydige pædofile men hade pædofile overgreb”, er nemlig hult da den vi er er knyttet til hvad vi gør – og hvad vi begærer.

Det kan derfor ikke være et feministisk projekt at kæmpe for mere forståelse af og accept af pædofile selvom de hævder, at de ikke vil udleve deres begær til børn. Forståelse for den pædofile vil nemlig før eller siden medføre et krav om forståelse for at voksne har sex med børn. I stedet må svaret være, at kan den pædofile ikke kan ændre sit begær, så må samfundet overveje, om han bør få medicinsk behandling med henblik på at han mister sit sexdrive.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>