Menu
Kategorier

Skrevet af den 28 apr, 2019 under Feminisme, Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 2 kommentarer

Hvad er en lesbisk?

 

For ikke så længe siden, var det alment kendt, at en lesbisk er en homoseksuel kvinde. Men i disse tider, hvor intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister har det som deres mål, at redefinere de ord og begreber, der er knyttet til køn og seksualitet, er det desværre blevet nødvendigt at definere også de ord, man skulle tro allerede var definerede.

Altså, en lesbisk er en homoseksuel kvinde, hermed mener jeg, en biologisk kvinde, der kun er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder. ”Men!”, vil de intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister råbe: ”Med hvilken ret definerer du andres seksualitet!? Lad dog folk selv bestemme hvad de vil kalde sig!

Nu er det jo lidt sjovt, at de samme mennesker, der kan insistere på, at seksualitet er flydende og at man kan og skal reevaluere sit seksuelle begær, hvis det ikke passer til den queere norm, kan mene, at vi andre ikke må komme med nogle generelle udtalelser om hvad det vil sige at være lesbisk. Men lad det nu være. Vi har som bekendt ytringsfrihed. Man har derfor selvsagt lov til at hævde, at man er lesbisk, selvom man med glæde dyrker sex med personer, der har en penis. Præcist ligesom man har lov til at hævde, at man er veganer, selvom man gerne nyder en rød oksesteak når lejligheden byder sig. Folk må definere deres seksualitet, seksuelle adfærd og spisevaner som de vil. De må bare leve med, at folk kan være uenige i deres definition af f.eks. ”lesbisk” eller ”veganer”.

Jeg hørte for et stykke tid siden den kendte transaktivist Laura Tams holde et foredrag, hvor hun med begejstring forklarede, at i dag kan et par der består af en person med en penis og en person med en vagina være et homoseksuelt ægtepar. Jeg går ud fra, at hun dermed også mener, at et vaginalt samleje mellem disse to per definition er lesbisk sex, hvis parret altså ser sig selv som et lesbisk par. Og det svarer så igen til at man hævder, at hvis en person der har defineret sig selv som veganer spiser stegt flæsk med persillesovs, så er der per definition tale om et vegansk måltid.

Men førnævnte intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister vil sikkert så insistere på, at jeg da kan være bedøvende ligeglad. Jeg skal som lesbisk nemlig være ligeglad med hvad der ligger i ordet ”lesbisk”. Men det er jeg så bare ikke…

Vi lesbiske, os hvis seksuelle orientering udelukkende er rettet mod andre biologiske kvinder, udgør en meget lille minoritet i samfundet, næppe mere end 1 procent. Vi lever i et samfund, hvor normen er, at man som kvinde er til mænd. Og selvom folk godt ved, at der findes kvinder der kan klare sig uden mænd i deres liv, så er det en sandhed, som i forbløffende grad overses, hvis man ikke direkte kritisk spørger os om vi nu virkeligt er sikre… Det er derfor vigtigt, at der er et ord og en klart defineret identitet for ”penisekskluderende” kvinder som os. Der er jo betegnelser for kvinder, der er til såvel penis som vagina, så som ”biseksuel”, ”panseksuel” eller ”queer”.  Vi lever jo også i et samfund, som har et afsindigt overforbrug af kød og andre animalske produkter og hvor normen er, at man skal svælge i kød ved en hver given lejlighed. Og derfor er der brug for et udtryk for den mindre gruppe af mennesker, som konsekvent har fravalgt kød og andre animalske produkter. Der findes jo ord for folk, der spiser mindre kød end normen dog uden helt at have droppet det, så som ”flexitar”.

Eksistensen af en kvindelig seksualitet, der konsekvent fravælger penis, er en dødelig trussel for patriarkatet. Men heldigvis for sidstnævnte har vi så queer-bevægelsen og den intersektionelle feminisme, der redefinerer “lesbisk”, så termen ikke længere er så “anstødelig”, men i stedet normkonform i sin reelle eller potentielle penisinklusion. Man merkt die Absicht und wird verstimmt…

 

 

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2018 under Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 0 kommentarer

Derfor har vi lesbiske fået nok af LGBT

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i her i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere inklusive dem der repræsenterer partier som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod, at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man betegner sig selv som en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, og man derfor ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske.

Andre gange formuleres det mere ”venligt”. Her får man som lesbisk at vide, at ens manglende seksuelle interesse for transkvinder skyldes transfobi, men at man jo kan gå i sig selv og kritisk evaluere sit manglende seksuelle begær og forstå, at det afspejler samfundets normer. Hvis man arbejder nok med sig selv, så kan det jo ske, at man kan ændre sit begær, så det inkluderer alle kvinder, også dem der er født med en penis.

Grundlæggende set er det her et spørgsmål om hvordan man forstår køn. Hvad vil det f.eks. sige at være en kvinde? Transkønnede har selvsagt lov til at definere deres køn og seksuelle orientering som de vil. Og de har i allerhøjeste grad ret til at leve uden at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet eller overfaldet når de går på gaden. Men har transkønnede krav på at andre skal ændre deres dybtfølte oplevelse af deres eget køn – og dermed også af hvilket køn de føler sig seksuelt tiltrukket af? Transkvinder har lov til at mene, at deres penis er et kvindeligt kønsorgan, men er vi andre forpligtet til at mene det samme?

Den radikale transaktivisme hævder, at biologisk køn er en social konstruktion, og at køn i stedet handler om hvem man identificerer sig som. Men hvis homoseksualitet (og heteroseksualitet) skal give nogen mening, så skal man kunne definere, hvad det f.eks. er man kan lide ved kvinder, som mænd ikke har, og hvad man ikke kan lide ved mænd, som kvinder ikke har. Det er nemt nok når vi taler om kroppe og kønsorganer. Men det giver ikke rigtigt nogen mening, hvis køn basalt set blot handler om hvilket label man bruger om sig selv.

Når vi lesbiske så siger fra overfor denne her udvikling, får vi at vide, at vi bare opdigter det hele. Det hævdes, at der da ikke er nogen, der tvinger lesbiske til sex med transkvinder, seksuel tvang er jo som bekendt ulovlig, og sex uden samtykke er helt uacceptabel. Ud fra den logik kunne man imidlertid også sige, at der ikke findes det fænomen der kaldes for ”tvangsheteroseksualitet”, da det jo også er forbudt at tvinge et menneske til et heteroseksuelt samleje. Der er forskel på den kriminelle tvang, og så det ikke-kriminelle men dybt problematiske forsøg på at få lesbiske til ændre deres seksuelle orientering.

Og samtykke giver i øvrigt kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister og radikale transaktivister, der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Mange lesbiske har i øvrigt kæmpet længe med deres seksualitet og været fortvivlet over at den var forkert i forhold til samfundets normer. Nogle af os har tvunget os selv til at indgå i heteroseksuelle relationer i det fortvivlede forsøg på at slippe for det stigma, der er knyttet til at være lesbisk. Alle lesbiske kender til den følelse af skam der er forbundet med at være anderledes. At vi nu igen skal skamme os over vores seksualitet – og enten ændre den eller i det mindste holde det hemmeligt, at vi er som vi er, så vi ikke støder andre (her transkvinder), virker derfor særligt ubehageligt og urimeligt.

Et andet fænomen, som bekymrer mange lesbiske kvinder, er at en del unge kvinder først springer ud som lesbiske for så senere at redefinere sig selv som transmænd eller nonbinære. En del lesbiske har erfaringer med at være gendernonconforming, som børn, som unge og som voksne. Vi ved, at det kan være svært at være en ung kvinde, der er ”maskulin” snarere ”feminin” og som er til kvinder. Unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister i dagens LGBT-miljøer guidet over i en transidentitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har. Der er brug for at unge lesbiske får at vide, at det at man som lesbisk ikke føler sig tilpas i samfundets kønsroller og kønsrolleforventninger til kvinder, er ganske oplagt, da disse kønsroller og kønsrolleforventninger er kvindeundertrykkende og ikke designet til at rumme stærke, gendernonconforming lesbiske som os. Problemet er ikke vores kroppe, problemet er at vi undertrykkes pga. vores kroppe. Løsningen er derfor ikke at ændre på kroppen, men i stedet ændre det samfund, som fortsat har så svært ved at rumme os.

Lesbiske i hele den vestlige verden er derfor begyndt at sige ”stop!”. Mest opmærksomhed skabte det, da en gruppe lesbiske her i sommers kortvarig blokerede for paraden under London Pride. Formålet med denne aktion var gøre opmærksom på at en del lesbiske oplever, at vi reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet som lesbiske kvinder på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”.

Vi er derfor en gruppe lesbiske, der har besluttet, at det er på tide, at lesbiske skaber et klart alternativ til LGBT-bevægelsen og -miljøet. Vi har derfor dannet vores eget netværk, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, hvor vi kan være lesbiske blandt lesbiske uden at blive belært om, hvordan vi skal forstå vores køn og seksualitet. Fremover vil vi være en alternativ stemme i samfundsdebatten, sådan at den lesbiske stemme kan blive hørt i debatten om alt, der er relevant for lesbiskes kvinders liv og kamp.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 4 nov, 2018 under Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 0 kommentarer

Lesbiske har fået nok af LGBT

 

PRESSEMEDDELELSE:

LESBISKE HAR FÅET NOK AF LGBT

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere inklusive dem, der repræsenterer partier, som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod, at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, når man betegner sig selv som en biologisk kvinde og hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske. Hvis man forstår det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, så kaldes man for en TERF (trans-ekskluderende radikalfeminist), man beskyldes for at benægte transkønnedes eksistens, og generelt for at ville dem noget ondt. Klassisk lesbisk identitet og seksualitet er blevet til hadefuld tale, og man beskyldes for at være en hadprædikant, hvis man forsvarer lesbiskes ret til selv at definere vores køn og seksuelle orientering. Det er også blevet svært at finde mødesteder, på nettet eller i real-life, hvor lesbiske i klassisk forstand kan mødes i et trygt rum og være os selv.

Vi er som lesbiske i klassisk forstand ikke længere velkomne i det LGBT-fællesskab, som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet som lesbiske kvinder på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”. Det er meget problematisk, at vi er henvist til LGBT-fællesskaber, hvor vores seksuelle orientering ikke længere bliver respekteret, men hvor vi i stedet bliver fordømt, og hvor vi mødes med et moralsk krav om, at vi skal skifte identitet, hvis vi vil høre til.

Vi er derfor en gruppe lesbiske, der har besluttet, at det er på tide, at lesbiske skaber et klart alternativ til LGBT-bevægelsen og -miljøet. Vi har derfor dannet vores eget alternative netværk, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, hvor vi kan være lesbiske blandt lesbiske uden at blive belært om, hvordan vi skal forstå vores køn og seksualitet. Fremover vil vi være en alternativ stemme i samfundsdebatten, sådan at den lesbiske stemme kan blive hørt i debatten om alt, der er relevant i lesbiskes kvinders liv og kamp.

 

 

 

Læs mere