Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 maj, 2017 under Lgbt | 0 kommentarer

Transparadigmet

 

Transkøn er “the new black”. Medierne flyder over med historier om kendte og mindre kendte der springer ud som transkønnede. En identitetskategori der først opstod i 1990’erne, og som for få år siden var ukendt for de allerfleste, er nu blevet nærmest trendy – men også omstridt.

For i kølvandet på en berettiget og nødvendig kamp for at transkønnede, ligesom alle andre mennesker, skal beskyttes mod diskrimination på arbejdsmarkedet og mod vold og anden undertrykkelse, er der dukket et nyt paradigme op som forsøger at fortrænge alle andre forståelser af hvad køn er.

Paradigmer er en betegnelse for en overordnet måde at forstå verden på. Og som “transparadigmet” vil jeg betegne mange transaktivisters påstand om at køn udelukkende er et spørgsmål om identitet. Biologisk køn afvises som en social konstruktion med henvisning til eksistensen af diverse former for interkøn. Logikken synes at være, at hvis der findes mennesker som ikke entydigt er biologiske mænd eller kvinder, men som befinder sig i en art gråzone mellem disse to kategorier, så findes hovedkategorierne ikke. Altså hvis ikke alle er entydigt biologiske mand eller kvinde, så er der ingen der er det. Så en penis er et kvindeligt kønsorgan hvis dens ejer ser sådan på sagen.

Identitet fremstilles nemlig som noget essentielt, helligt og urørligt. Der er godt nok ikke rigtigt nogen, der kan sige hvad identitet så er når vi taler om køn. Spørger man “hvad vil det sige, at man identificerer sig som kvinde?” får man typisk svaret: “det betyder at man føler sig som en kvinde”. Og spørger man så om hvad det betyder, får man svaret: “det betyder, at man identificerer sig som kvinde”.

Dog er det der med at identitet er noget helligt og urørligt faktisk relativt – for alle skal i henhold til transparadigmet påtage sig en kønsidentitet. Og vil man ikke omtale sig selv som transkønnet, så har man værsågod at acceptere, at man er ciskønnet.

Transparadigmet bygger nemlig på en påstået urokkelig binaritet: Der er den lille forfulgte og marginaliserede minoritet af transkønnede, der ikke kan ”identificere sig” med det køn de “fik tildelt ved fødslen”, og så alle andre. Disse “andre” antages at “identificere” sig med deres “tildelte køn” og derfor er de privilegerede. Og fordi de er privilegerede, så er deres formål her i livet at træde ud ad solen og ind i skyggen, så de transkønnede kan få plads. Ingen undertrykkelse eller smerte som man som cis-kønnet kan have erfaret når nemlig de transkønnedes til sokkeholderne.

Når en kønsoverskridende lesbisk som mig f.eks. vover, at mene, at mit biologiske køn ikke er noget som en fødselslæge har tildelt mig men er min biologiske skæbne – men at jeg i øvrigt ikke accepterer de kønsroller som samfundet har tildelt mig pga. min biologi, sanker jeg brændende transaktivistiske kul på mit kætteriske hoved.

Man må nemlig aldrig sætte spørgsmålstegn ved transparadigmet! Hvis man mener, at en penis ikke er et kvindeligt kønsorgan eller at der er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, så er man cisnormativ, transekskluderende og transfobisk.

I praksis betyder det, at der lægges pres på lesbiske for at få dem til at acceptere transkvinder som sexpartnere. Kvinder skal presses til at acceptere folk med penis i deres omklædningsrum . Pussyhats og generel omtale af kvindelige kønsorganer angribes for at være transekskluderende. Vagina monologerne forbydes og retten til fri abort må ikke omtales som en kvinderettighed da “også mænd kan blive gravide”. Og sådan kunne man blive ved.

Vi står altså overfor en blanding af en postfaktuel virkelighed og konkrete angreb på biologiske kvinders ret til seksuel selvbestemmelse herunder blufærdighed og behov for tryghed der hvor man er nødt til at være nøgen.

Når vi er nogen, der er begyndt at sige stop og løfte røsten mod dette vanvid, så er det ikke fordi vi vil nægte transkønnede deres ret til et godt liv – men fordi ingen, heller ikke de transkønnede, er tjent med at transkampen sker på bekostning af almindelig logik og biologiske kvinders rettigheder.

 

Læs mere

Skrevet af den 7 maj, 2017 under Lgbt | 4 kommentarer

Til forsvar for den kønsoverskridende lesbiske

 

Jeg er en kønsoverskridene lesbisk. Som barn legede jeg med drengelegetøj og jeg kunne slet ikke finde ud af pigernes intriger, og deres lege hadede jeg, så når jeg legede med nogen var det med drenge. Mht. tøj og frisure var jeg ambivalent mht. min stil – men da jeg som ung voksen sprang ud som lesbisk forbandt jeg det med, at jeg fremover ville have langt hår og gå i ”dametøj” da jeg var bange for at komme til at leve op til ”fordommen” om den maskuline lesbiske. Men dybest set havde jeg det ikke godt med denne tøjstil – og da jeg som midaldrende begyndte at turde bryde tabuet og gå med herretøj åbnede sig en ny verden for mig. Tænk at det kan være spænde at købe tøj! Tænk at føle, at jeg ser godt ud i det tøj jeg har på!

Jeg kan ikke lade være at tænke på at unge kønsoverskridende lesbiske i dag typisk ikke har nogen, de kan spejle sig i.

Hvis du er en biologisk ung kvinde/teenager, der lige fra barns ben af har haft det svært med de kvindelige kønsroller og kønsrolleforventninger, hvis du hader din menstruation og ser det som en indsnævring af dine frihed, at du har udviklet bryster, fordi folk nu ”da du er blevet til en kvinde”, begynder at kræve, at du skal være feminin, og hvis du så oven i købet er romantisk og seksuelt tiltrukket af kvinder, hvem kan du så spejle dig i? Der er jo godt nok mange flere lesbiske i medierne end da jeg var barn og ung. Men ofte, meget ofte er de feminine i deres klædedragt og frisure. Kønsoverskridende lesbiske passer øjensynligt ikke så godt til showbis.

Men medierne og internettet flyder over med historier om transkønnede – herunder transmænd – her vil den unge kønsoverskridende lesbiske kunne se eksempler på at man kan have problemer med at have en kvindes krop og de kønsroller som samfundet forbinder med at have en sådan krop. Og hvor den maskuline lesbiske i samfundet ofte ses som en kikset kvinde – som en grinagtig figur – som den hæslige betonlebbe – så kan rollen som transmand virke spændende og modig.

Transaktivismen bidrager til at usynliggøre den kønsoverskridene lesbiske. Da man her deler menneskeheden op i to kategorier, de transkønnede, som ”ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen” og de ciskønnede, der efter sigende kan og gør dette, er der ikke plads til at man kan være en kønsoverskrider som ikke vil påtage sig etiketten ”transkønnet”. Og derfor bliver vi også mod vores udtrykte vilje stemplet som ”ciskønnede” og dermed sat i bås med f.eks. heteroseksuelle kvinder, der både dyrker og elsker de kvindelige kønsroller og opfatter dem som naturgive. Den kønsoverskridende lesbiske bliver hermed af transaktivster kategoriseret som en del af kønsmagten og normen – og det selvom det modsiger enhver logik.

De unge kønsoverskridende lesbiske har brug for at vide, at verden ikke nødvendigvis er delt op i transkønnede og ciskønnede – der findes alternativer til denne sort-hvide konstruktion. Man kan være en biologisk kvinde, der ikke er begejstret for hverken sine bryster eller sin menstruationscyklus, men som har lært at leve med sin krop fordi man har erkendt, at de kønsroller, som man ikke kan holde ud, er skabt af et kvindeundertrykkende samfund. Ofte er det nemlig ikke kroppen men kønsrollerne knyttet til kroppen som er problemet. Kønsroller er noget, som samfundet har fundet på, hvis man ikke kan identificere sig med dem, så kan man vælge, at leve som man selv føler at det passer en bedst, og det uden at skulle gribe til hormoner og operationer.

Læs mere

Skrevet af den 17 nov, 2016 under Lgbt | 0 kommentarer

Den queere blindhed

 

Den 14.11.2016 havde Storm Lillevang, der identificerer sig som transmand, et længere debatindlæg i Politiken der på mange måder var et vredt angreb på det samfund, som efter hans mening ikke giver plads til queere kroppe og dermed mennesker som ham. Især var Storm Lillevang vred over den skam, som han mener, at samfundet med dets normer påfører alle dem, der ikke er heteroseksuelle og ikke er ciskønnede. Med sidstnævnte menes mennesker ”der ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen”. Det sjove er faktisk, at lige præcist begrebet ”ciskønnet” viser det dobbeltspil der ofte spilles, når man taler om normer og folk, der ikke passer til normerne. Jeg har i hvert fald oplevet adskillige transkønnede, der er blevet rasende fordi jeg nægter at bruge begrebet ”ciskønnet” om mig selv, da det passer lige så dårligt til min måde at forstå mit køn og leve mit liv på som begrebet ”trans-kønnet” gør. Men de fleste transkønnede er lige så normstyrede som de fleste andre mennesker – hvis man ikke vil tilpasse sig deres forståelse af køn, seksualitet og krop ja så er man et meget ondt menneske, der har at skamme sig! Og det er jo heller ikke så mærkeligt, for på trods af al den her tomme snak om ”normkritik”, som man elsker så meget i de queere kredse, så har alle mennesker en forestilling om rigtigt og forkert – de har normer – og disse normer påvirker deres syn på andre og på dem selv. At prøve på at få folk til at skamme sig hvis de ikke følger ens normer er også ganske almindeligt og almen menneskeligt, tænk blot på den iver hvormed visse vælgere og partier gerne beskrives som ”ikke-stuerene”. Storm Lillevang bruger såmænd også selv tricket f.eks. når han til sidst i indlægget prøver at få sine cis-kønnede venner, der har været uforsigtig nok til at identificere sig med forældre til transkønnede og deres ønske om at acceptere deres børn, til at skamme sig over at de i det hele taget kunne tro, at det skulle være et problem at være forældre til et transkønnet barn. Skam er et styringsmiddel der skal få folk til at tilpasse sig ens egne normer, det gælder for queere såvel som for alle andre.

Men det er da rigtigt nok, at det at være anderledes end de fleste på det seksuelle og det kønsmæssige område typisk opleves som skamfuldt. Jeg har som homoseksuel i hvert fald indtryk af, at man som homoseksuel helst snakker om de heteroseksuelles homofobi men ofte ikke kan sætte ord på sin egen internaliserede homofobi. Jeg tvivler bare på at Storm Lillevangs hyper aggressive sprog med al den her ”smadder den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden” logik er vejen frem. Det er i hvert fald trist hvis man kun kan holde op med at sparke indad ved at begynde, at sparke udad.

Logikken knækker dog totalt når Storm Lillevang skriver, at ”normerne og strukturerne er med til at installere skam i bestemte kroppe. Kroppe, der eksempelvis ikke er ciskønnede eller heteroseksuelle.” Det er nemlig i trans-sammenhænge meget udbredt at påstå, at man som transkønnet er ”født i en forkert krop” og lige fortiden består hovedparten af kampen for transkønnedes rettigheder i et krav om at transkønnede skal have ubegrænset og uhindret adgang til hormonbehandling og kirurgiske indgreb, hvis mål er at få deres kroppe til at lige normen for hvordan ens krop skal se ud som hhv. mand eller kvinde. Men hvis det er samfundet, der får transkønnede til at væmmes ved deres egen krop og mene, at den er forkert, er løsningen så på bedste a la Askepot maner at skære en hæl og klippe en tå, så de transkønnedes kroppe kan passe til majoritetssamfundets prinsessesko?

Problemet er jo tingene er vævet sammen. Hvis samfundet ikke havde nogle normer om hvordan man skal være, opføre sig, klæde sig etc. som mand hhv. som kvinde – hvis vi altså ikke havde kønsroller – så ville der slet ikke kunne findes transkønnede. Hele ideen om at ”man føler sig som kvinde”, ”identificer sig som mand”, ”er mand indeni og kvinde udenpå” etc. som man bruger i trans-sammenhænge forudsætter, at der er nogle kønsroller og dermed kønsnormer som er knyttet til begrebet ”mand” hhv. ”kvinde”. Jeg mener, hvordan skulle man ellers kunne vide, at ens sande ”indre” køn er anderledes end ens biologiske hvis det ikke er fordi man forbinder køn med kønsroller frem for kropslige forskelle? På samme måde ville der heller ikke være hverken homoseksuelle eller heteroseksuelle i en verden, hvor alle var totalt ligeglade med hvem man havde sex med eller levede sammen med. Smadrer man altså den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden, så smadrer man sådan set også sin egen identitet. Spørgsmålet er så om det faktisk er det som man vil.

 

Læs mere

Skrevet af den 28 maj, 2016 under Lgbt | 0 kommentarer

Den transpolitiske dans om den varme grød

 

Out & About har valgt at bringe det som en nyhed, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade, der er bestyrelsesmedlem hos partiet de Nye Borgerlige i Gentofte og i øvrigt homoseksuel, på sin Facebook profil har en opdatering hvor han kritiserer kampen for at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Hans argumentation for at det er en dårlig ide er, at denne kamp bidrager til at stigmatisere psykisk syge og at transkønnethed med rette kan betegnes som en sygdom.

Dette er et følelsesladet emne, og når man debatterer sådanne emner er det en god ide at lægge ud med at få klarlagt hvad vi mener med de begreber vi taler om. I denne her sammenhæng er det oplagt at se på begreberne ”transkønnet” og ”psykisk sygdom”.

Selvom vi sjældent tænker på det i LGBT sammenhænge så er udtrykket ”transkønnet” faktisk ret nyt. Det får først rigtigt fodfæste i USA i 19990’erne og i Danmark slår det først igennem efter år 2000. Hvad det vil sige at være transkønnet og hvem der hører til under denne betegnelse er faktisk ikke helt nemt at få hold på. Det er mit indtryk, at der blandt transkønnede hersker forskellige holdninger om dette spørgsmål, men det er i mine øjne mest rimeligt at sige, at man er transkønnet hvis man betegner sig som sådan, og at dem der gør det ofte siger, at det køn de fik tildelt ved fødslen ikke svarer til deres kønsidentitet.

At betegne sig selv som transkønnet udløser ikke en psykiatrisk diagnose i det danske sundhedssystem og det er i mine øjne derfor et (politisk forståeligt) argumentationskneb at påstå, at transkønnede i Danmark bliver sygeliggjorte af sundhedssystemet. Faktisk er det meget svært at få diagnosen ”transseksualisme” som er den, der er stridens kerne. Det er ikke en diagnose som Systemdanmark smider i nakken på de transkønnede, det er tvært imod en diagnose som sundhedsvæsenet har været meget nærig med. Indtil videre er det nemlig kun et lille mindretal af dem, der har søgt om at få den, der faktisk har fået den stillet.

Grunden til at nogle transkønnede har søgt at få denne diagnose er typisk at den indtil indførelsen af loven om juridisk kønsskifte var forudsætningen for at kunne skifte juridisk køn, og at den forsat er forudsætningen for at kunne få kønskorrigerende/kønsbekræftende behandling. Da det imidlertid langt fra er alle transkønnede som ønsker en sådan behandling må man sige, at det danske sundhedssystem (kun) betegner det stærke og vedvarende ønske om og behov for en sådan behandling som en psykisk lidelse. Og at det så igen kun er en lille del af dem, der siger at de har dette ønske og behov, som systemet vil tro på.

Det næste begreb vi bliver nødt til at se på er begrebet ”psykisk sygdom”. Hvad vil det sige at være psykisk syg? Når man tænker over det er det faktisk ikke helt nemt at sætte ord på! Der kan dog ikke være nogen tvivl om at der i vores samfund er en tendens til at sætte psykisk sygdom lig med noget forkasteligt, som når man f.eks. betegner en adfærd som ”syg”. Og når selve spørgsmålet om hvorvidt behovet for kønskorrigerende/kønsbekræftende indgreb skal kunne udløse en psykiatrisk diagnose gøres til et politisk spørgsmål, så skyldes det jo bl.a. en berettiget antagelse om at psykiatriske diagnoser er stigmatiserende. Men når dette nu er tilfældet burde samfundet så ikke helt afskaffe de psykiatriske diagnoser? Burde vi så ikke se dem der i dag har en psykiatrisk diagnose som medmennesker med særlige udfordringer frem for syge mennesker? Jeg synes ikke, at vi kan komme udenom, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade har ret i at kampen mod ”sygeliggørelsen af transkønnede” sker på bekostning af alle de mange andre mennesker, der i dag har en psykisk diagnose. Men det som han overser er, at det er ganske typisk for identitetspolitiske kampe at man udelukkende ser på sin egen gruppes behov og interesser og ”lader Fanden tage resten”. Her er de transpolitiske aktivister ikke anderledes end f.eks. de homoseksuelle i forhold til deres kampe.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det bliver en transpolitisk dans om normalitetens varme grød når diverse transpolitiske aktører skal argumentere for at transkønnede med et stærkt ønske om kønskorrigerende/kønsbekræftende medicinske og kirurgiske indgreb på den ene side skal have del i de privilegier der er forbundet med at have en sygdom når man lever i en velfærdsstat – nemlig gratis behandling – samtidigt med at man ikke vil have det stigma der i vores samfund er forbundet med at blive betegnet som syg. Her vil man nok bl.a. fremføre, at de transkønnede der har et behov for behandling kæmper med et rent fysisk problem.  Man vil med andre ord udnytte det forhold, at der er i vores samfund er mere prestige forbundet med at have et fysisk sundhedsproblem frem for at have et psykisk sundhedsproblem. Endnu engang vil man altså træde nedad (f.eks. på folk med ADHD eller spiseforstyrrelser) i kampen for at komme op ad normalitetsstigen. Og på denne måde vil man gøre nøjagtigt det samme som homoseksuelle har gjort i de sidste årtier, nemlig forsøge at blive anerkendt som normal ved at afgrænse sig fra dem som majoritetssamfundet ”ikke vil lege med”.

Læs mere