Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 sep, 2016 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet | 0 kommentarer

Skt. Bernardino af Siena – en hadprædikant fra renæssancetidens Italien

 

En meget indgroet myte er, at det var reformationen, der fik indført at præsterne skulle prædike på modersmålet. Det er imidlertid en misforståelse. Middelalderens katolske præster prædikede som udgangspunkt også på modermålet – og ikke nok med det – offentlige prædikener var en populær gratis underholdning for almindelige mennesker ikke mindst i byerne. Det kan nemlig nok være, at landsbypræsterne ude i de små sognekirker på landet ikke var meget bevendt som prædikanter – men de omkringvandrende tiggermunke, primært franciskanerne og dominikanerne, var højt uddannede prædikanter og nogle opnåede en nærmest uhørt popularitet og berømmelse. De kunne skræmme, begejstre, røre til tårer, ophidse til vold og få folk til at bryde ud i latter. De var uhyre underholdende og det var også nødvendigt, for en typisk prædiken kunne vare mellem to og fire timer – og den kunne blive lyttet til af flere tusinde mennesker. Den nok vigtigste og mest populære prædikant i renæssancetidens Italien, hvis popularitet dog rakte langt ud over landets og samtidens grænser, var den hellige Bernardino fra Sienna (1380-1444).

Bernardino kom fra en rig adelsfamilie men blev forældreløs i en ung alder. Han blev opdraget af en række fromme kvindelige familiemedlemmer og bestemte sig i en tidlig alder, mod sin families ønske, til at blive franciskanermunk og det vel og mærke i den mest strenge gren af denne orden på hans tid, de såkaldte ”observante” franciskanere. Han vandrede omkring, hovedsageligt i Norditalien, og holdt et utal af prædikener hvoraf en del er bevaret i forskellige former for referater ligesom han selv har efterladt sig en række skrifter på latin rettet til andre prædikanter. De prædikener han holdt rundt omkring i Italien var på italiensk. Repræsentanter fra en række byer i Italien tiggede ham på deres grædende knæ om at komme forbi og prædike hos dem, og når han gjorde det blev han mødt nærmest som om han var vor Herre selv – allerede mens han levede blev Bernardino nemlig fjeret som en helgen – og han blev da også helgenkåret blot 6 år efter sin død.

Bernardino var ikke en mand der pakkede sine ord ind i vat. Hans Gud var en hård og streng Gud, der straffede enkelte menneskers synd ved at ramme de samfund de levede i med kollektive straffe i form af pest, krig, hungersnød og naturkatastrofer samtidigt med at han dømte størstedelen af menneskeheden til helvedets ild. Især var Bernardino overbevist om at Gud nærede et særligt had til hekse og sodomitter og derfor brugte han mange ord og mange prædikener på at rase mod dem, der gjorde sig skyldig i disse former for synder.

Mht. heksene så er det også en udbredt myte, at hekseforfølgelserne var noget, der skete i middelalderen, men faktisk hører hekseforfølgelserne til i renæssancetiden. I det meste af middelalderen lærte den katolske kirke at den i befolkningen udbredte tro på hekse, der kunne skade deres medmennesker med trolddom, var en blanding af forvirrede kvinders illusioner og de ulærde bønders overtro og derfor noget, man skulle lade være med at tro på. Men renæssancetidens Italien er en tid fyldt med økonomiske omvæltninger, politisk ustabilitet, krige og borgerkrige samt pest og dertil kom en række kirkelige kriser. I en 40-årig periode der lige var blevet afsluttet da Bernardino startede som prædikant havde den katolske kirke således gennemlevet en kaotisk tid hvor der havde været op til tre paver på en gang. Det er også lidt af en myte at renæssancetidens Italien var en lys og moderne tid – eller bedre sagt – det er en lidt for ensidig fortolkning der bygger på samtidens store kunstnere og forfattere. For rigtigt mange mennesker var det en tid præget af angst, frustration og håbløshed – og Bernardinos ord ramte dem dybt ind i hjertekulen. Der var brug for syndebukke – og dem kunne han levere. For Bernardino var hekse nemlig ikke et produkt af de uvidende masser folketro – de var den allestedsnærværende Satans frontkæmpere. De var allevegne og via en pagt de havde indgået med Satan bragte de død og ødelæggelse over deres medmennesker, ikke mindst spædbørn hvis blod de havde en uslukkelig tørst efter. Men Bernardino var også overbevidst om at de kvinder, der udøvede ”hvid magi”, altså spåkoner og diverse healere i virkeligheden stod i ledtog med Satan selv. Han byggede altså videre på folketroens forestilling om den onde, spædbørnsdræbende heks og udvidende den med personer, der indtil da havde været mere eller mindre accepterede og ikke mindst hyppigt brugt i tilfælde af f.eks. sygdom. Og for Bernardino var der kun et muligt svar på problemet med heksene: de skulle brændes på bålet som et offer til Gud og til skræk og advarsel for enhver. Som følge af hans prædikener indførte en række Italienske byer strenge straffe for diverse former for hekseri, og det kan sandsynliggøres, at en 3-4 kvinder blev brændt på bålet som en direkte konsekvens af hans indsats. Men hekseforfølgelserne i Italien kommer aldrig i nærheden af det vanvid som vi ser i Europa nord for Alperne i 1500-tallet og 1600-tallet.

Bernardino er også nærmest sygeligt besat af rædsel, væmmelse og vrede over synden fra Sodoma. Sodomi er i middelalderen faktisk et ret rummeligt begreb der omfatter enhver form for sex som udføres for lystens skyld alene og hvor en graviditet er udelukket. F.eks. fortæller Bernardino i en af sine prædikener de kvindelige tilhørere at de hellere skal lade sig dræbe af deres ægtemænd end gå med til at have ”unaturlig sex” med dem – de vil være garanteret at komme direkte i himlen hvis de hellere vil dø end at begå den mest modbydelige af alle synder. Dog var Bernardino mest optaget af at fordømme sex mellem mænd – hhv. mænd og drenge. (Mens han kun et par gange i forbifarten nævner sex mellem kvinder og det uden at komme nærmere ind på denne mulighed). Sodomi er i Bernardinos univers så forfærdelig at det nærmest ikke kan udtrykkes med ord. Morgenduggen falder ikke der, hvor der udøves Sodomi. Gud væmmes så meget ved denne synd at han næsten ikke turde lade sin søn blive menneske af angst for hvad der kunne ske med ham. Men han løser så dog problemet ved at sørge for at alle sodomitter bliver tilintetgjort i det øjeblik Jesus blev født. Ja, sodomi er så forfærdelig en synd at selv Satan frygter i rædsel ved synet af den! Det kan derfor ikke undre, at Bernardino opfordrer sine tilhørere til at spytte når de ser en sodomit – og råbe ”du stinker!” efter dem. Og sandsynligheden for at de ville rende ind i sådan nogle mennesker var meget stor – for i henhold til Bernardino (og mange andre fra samtiden) var Italien fyldt til bristepunktet med mennesker med hang til denne synd. Og derfor griber han da også til opfordringer om at lade sodomitterne brænde i stor stil. Igen kan man se, at en række Italienske byer indfører en ny og strengere lovgivning mht. sodomi, der inkluderer dødsstraf for folk der straffes mere end en gang for denne forbrydelse, men efter nogle årtier løber det hele ud i sandet. Lovene afskaffes igen eller bliver ikke længere brugt. Øjensynligt var sodomi lidt for populært i renæssancetidens Italien.

I henhold til Franco Mormandos bog ”The Preachers Demons – Bernardino of Siena and the Social Underworld of Early Renaissance Italy”, som jeg bygger denne artikel på, er det ret ukendt at Bernardino var så indædt og heftig i sin kamp mod hekse og sodomitter. Til gengæld har han længe stået under anklage for antisemitisme. Her mener Franco Mormando imidlertid at eftertiden har været lidt for hård ved Bernardino. For godt nok betegnede han jøderne som de kristnes værste fjender, opfordrede de kristne til at undgå social kontakt med dem og krævede f.eks. at jøderne skulle gå med en særlig gul badge, der markerede dem som jøder. Men han sagde også, at næstekærligheden også gjaldt jøder, hans udsagn om jøderne er få og spredte, og de krav han stillede var ikke hårdere end dem som fremgik af kirkeloven.

Bernardino kæmpede for at befolkningen skulle lære at frygte og bekæmpe dem, som han anså som en trussel mod samfundet – for ham var hekse, sodomitter og i mindre grad jøder en slags terrorister udsendt af Satan for at ødelægge Guds folk og deres fremmarch var et tegn på at dommedag var nær. Selvom han måske ikke havde den helt store succes med at få de religiøse og seksuelle afvigere brændt på bålet i det omfang som han ønskede det blev hans prædikener og skrifter en rig inspiration til had og intolerance for fremtidige generationer af teologer og lægfolk. Faktisk var han kun centimer fra at blive gjort til kirkelærer – men det projekt blev i sidste øjeblik standset af Det Andet Vatikankoncil, der havde en lidt anden forståelse af hvilket budskab den katolske kirke skal forkynde til verden af i dag.

Læs mere

Skrevet af den 31 maj, 2015 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Stig Grenovs manglende situationsfornemmelse

Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne, kom noget på glatis da han var uforsigtig nok til at svare ja til spørgsmålet om hvorvidt homoseksualitet er unaturligt. For mig at se var det måske mest overraskende at Stig Grenov, selv efter at han havde haft tid til at tænke sig om, ikke var i stand til at forklare hvad påstanden om homoseksualitets unaturlighed går ud på. At det skulle handle om at det er det som flertallet er som definerer naturligheden og mindretallet dermed bliver ikke-naturligt, sådan som han får formuleret sig i Berlingske Tidende , er i hvert fald at ramme forbi målet. Det klassiske kristne argument om homoseksualitets unaturlighed handler ikke om hvem der er flest og færrest af men om ideen om at menneskets kønsdele er designet til formering og at seksuelle aktiviteter, der udelukker formering, derfor går imod den orden, der er lagt ind i naturen af skaberen.

Men det er selvfølgelig så også Stig Grenovs problem, for hvordan kan man formidle et sådant grundlæggende set religiøst budskab i en social virkelighed hvor det gælder som et urørligt dogme, at politik og religion skal holdes adskilte? Imidlertid handler Stig Grenovs og meningsfællers problem også om at de har tabt kampen om normen og kampen om diskursen. De lever i et samfund, hvor det store flertal synes, at det er forkert, at synes, at homoseksualitet er syndigt og unaturligt og hvor den typiske retorik, der bliver brugt til at definere og forklare homoseksualitets forkerthed vækker voldsom harme i offentligheden, hvad den shitstorm som Stig Grenov blev mødt med på de sociale medier er et klart bevis på.

Og det er så måske Stig Grenovs mere grundlæggende problem, nemlig at han ikke har forstået, at det er ham og Kristendemokraterne, der i spørgsmålet om synet på homoseksuelle udgør mindretallet. At argumentere med at det er flertallet, der har naturligheden på sin side, er ligesom ret dumt, når man selv er et lille mindretal. Og det er ekstra dumt, når man placerer sig i rollen som et usympatisk mindretal, der vil bekæmpe et andet mindretal, som flertallet har valgt af have sympati for. For dermed åbner man op for den i mange mennesker indeboende hang til at være verbal brutal mod grupper som man både foragter og anser som så svage, at man kan slippe af sted med at være hadefuld overfor dem. Det er jo meget sigende, at Stig Grenov og Kristendemokraterne på de sociale medier er blevet sammenlignet med både IS og nazismen. Det er det der sker, når man udfordrer normen.

Hvis Stig Grenov og co. derfor vil gøre sig noget håb om at komme igennem med deres synspunkter er de nok nødt til at omlægge deres retorik og begynde at definere sig selv som ofre. Deres eneste håb er formodentligt at erkende, at de for længst har mistet magten i samfundet og de derfor må nylancere sig selv som en forfulgt minoritet, som hvor tids homoseksuelle om man vil, dvs. som dem, der bliver diskrimineret fordi de er anderledes. I stedet for at fremstå som repræsentanter for et forsvundet flertal, der ønsker at bekæmpe den homoseksuelle minoritets rettigheder så som homoseksuelt forældreskab, bliver Kristendemokraterne nok nødt til at starte en ny kamp, nemlig den om retten til at nægte at deltage i hvad man mener går imod ens værdier. Politisk er det nemlig nogenlunde lige så sandsynligt, at man kan få ulovliggjort kunstig insemination af lesbiske som det er, at dagpengeperioden genudvides til 4 år, det løb er ligesom kørt. Men man kunne muligvis få indskrevet en ret til at læger og jordmødre kan nægte at foretage sådanne inseminationer hvis det går imod deres religiøse overbevisninger.

Eller med andre ord, Stig Grenov og meningsfællers eneste håb er at de kan vende de homoseksuelle aktivisters retorik mod dem selv og insistere på, at et rummeligt og mangfoldigt samfund, der respekterer minoriteters rettigheder, også må give plads til den lille minoritet af konservative kristne, som mener, at børn kun bør blive til i heteroseksuelle sammenhænge.

 

Læs mere

Skrevet af den 23 dec, 2014 under Folkekirken, Kristendom og homoseksualitet | 0 kommentarer

Kampen om homovielserne er afgjort

 

Man kan vist roligt sige, at det ikke har trukket de helt store overskrifter, at en lille forening med navnet “Med grundlov skal land bygges” har valgt at anlægge sag mod to kirkeminister (Marianne Jelved og hendes forgænger Manu Sareen) for ikke mindre end grundlovsbrud.   Påstanden er, at loven om folkekirkelige vielser af homoseksuelle par fra 2012 skulle stride mod grundloven.

Denne manglende interesse i medierne skal nok ses i sammenhæng med, at det er svært at se hvordan “Med grundlov skal land bygges” skulle kunne vinde en sådan sag. De danske domstole blander sig yderst sjældent i politikernes lovgivningsarbejde, og det virker usandsynligt, at de skulle have lyst til at fastlægge hvordan politikerne skal styre eller ikke styre folkekirken eller hvordan luthersk kristendoms syn på homoseksuelle vielser skal defineres.

Lige meget hvordan man vender og drejer det så har modstanderne af folkekirkelige vielser af homoseksuelle par jo tabt krigen. Det er nemlig mere end svært at se hvordan loven herom skulle kunne rulles tilbage, være det af domstolene, politikerne eller en eventuel kommende kirkesynode. Jeg mener, hvis man ophævede denne lov, hvad skal man så gøre med de par, der er blevet viet som følge af dem? Skal man sende dem et brev hvor de opfordres til at brænde deres vielsesattest og hvor de i stedet tilbydes kurser hos Basis/Agape, hvor de efter sigende kan blive helbredt for deres homoseksualitet? Vielser af fraskilte heteroseksuelle par, kvindelige præster og vielser af homoseksuelle par er simpelthen kommet for at blive fordi en afskaffelse af dem ville skabe så meget ballade og skade folkekirkens images i en sådan grad at sådanne tiltag reelt set er utænkelige.

Modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par har imidlertid også tabt fordi de profetier nogle af dem kom med om den helt store nedsmeltning af folkekirken som et sådant tiltag skulle medføre ikke gik i opfyldelse. Nogen spaltning af folkekirken kan man ikke tale om her to år efter lovens indførelse, ligesom antallet af udmeldelser ikke har haft et omfang som har gjort ondt på folkekirken. I virkeligheden er det alt andet lige en fordel, at den sag nu i det store og hele er overstået, for hermed kan folkekirken begynde at diskutere andre og måske vigtigere emner end spørgsmålet om bibel, kirke og de homoseksuelle.

At modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par tabte skyldtes en række forhold. F.eks. var modstandere fra starten af internt splittede fordi nogle er imod homovielser fordi de grundlæggende set opfatter homoseksualitet som en sygdom, der bliver til en synd hvis den “praktiseres” og så dem, der mener, at ægteskabet er for heteroseksuelle par men som måske og måske ikke kan acceptere et ritual for homoseksuelle par hvis disse ikke betegnes som ægtepar. Det skabte en vis teologisk forvirring i argumentationen og gjorde modstanderne meget sårbare for det argument, at deres modstand skyldtes foragt for homoseksuelle og en bibelfundamentalisme, som kun et lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Fremtidens kampe kommer ikke til at stå om selve homovielserne, de kan som sagt næppe afskaffes igen. I stedet vil vi nok se, at modstanderne vil forsøge, at køre så mange principsager som muligt om retten til at slippe for at bistå ved sådanne vielser skal udvides, så den ikke kun gælder præster men også degne, organister, kirketjenere og kirkesangere etc. samtidigt med, at nogle homoaktivister sikkert vil forsøge, at kæmpe for at også præsternes ret til at nægte, at forestå sådanne vielser skal fjernes. Så krigen er ikke nødvendigvis helt slut endnu, men dens overordnede udgang er afgjort.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 19 nov, 2014 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Homomiljøets fobiske forhold til religion

 

Religion har spillet og spiller fortsat verden over en betydelig rolle i forhold til kampen om homoseksuelles rettigheder – og desværre ikke så sjældent en ret så negativ. Kristne og muslimske religiøse ledere udtaler sig ofte imod homoægteskaber og andre former for samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold og lovgivning rettet mod en sådan påberåber sig ofte religion. Det kan derfor ikke undre, at mange homoseksuelle har et noget anstrengt forhold til religion. Men det ændrer ikke ved, at en del homoseksuelle selv er religiøse, ligesom de forskellige trossamfund i praksis rummer meget forskellige holdninger og attituder i forhold til homoseksuelle. I Uganda kan man f.eks. finde kristne præster, der kæmper for at homoseksuelle skal henrettes. I Danmark vil flertallet af folkekirkens præster godt vie homoseksuelle par.

Eller sagt med andre ord, det er ikke rimeligt at ville generalisere mht. diverse religioners holdninger til homoseksuelle. Men det gøres der nu ofte, ikke mindst af homoseksuelle, men samtidigt hermed er det bemærkelsesværdigt hvordan man forskelsbehandler religionerne indenfor homomiljøet, og det selvom man jo ellers hævder, at det er forskelsbehandling man er imod.

Når dem der begår verbale eller fysiske overgreb på homoseksuelle nemlig har en muslimsk baggrund, er man typisk meget ivrig for at fremhæve, at man ikke deraf må drage generelle slutninger om muslimers forhold til homoseksuelle, hvis man altså i det hele taget er villig til at nævne, at gerningsmændene har en muslimsk baggrund. Sidst nævnte kan godt være en dårlig ide, for hvis et offer for et homofobisk overgreb begået af en person med muslimsk baggrund siger noget om gerningsmandens baggrund må han eller hun regne med en kraftig social disciplinering fra andre homoseksuelles side af. At en del homofobiske overgreb begås af mennesker med muslimsk baggrund er nemlig et tabu i homomiljøet.

Piben får derimod en ganske anden lyd når homofobiske overgreb begås af mennesker med en kristen baggrund. I så tilfælde er det i homomiljøet helt legitimt at komme med stærkt nedsættende udsagn om kristne og at beskylde kristendommen for generelt at være homofobisk .

Et eksempel herpå er den aktuelle sag om chikanen mod den lesbiske familie i Mariager. Her har Tulle Krøyer, der som den eneste udtaler sig på parrets vegne, lige fra starten forsøgt at rette mistanken mod den lokale Pinsekirke selvom hun ingen konkrete beviser har haft. Så vidt jeg kan se har Tulle Krøyer og hendes støtter generelt modtaget fuld opbakning i homomiljøet til at gøre denne chikanesag, der mest af alt ligner en enkelt psykisk syg persons værk, til en generel anklage mod de frikirke kristne i Mariager. For som sagt, i homomiljøet må man gerne lægge kristne for had og generalisere om dem, det er helt legitimt.

Denne markante forskelsbehandling af homofobi med en mulig muslimsk og en mulig kristen baggrund har en række årsager og konsekvenser. Den handler blandt andet om at homomiljøet er domineret af venstreorienterede, hvad ikke er så mærkelig når man betænker, at de borgerlige partier typisk har været imod at lovgive til fordel for homoseksuelles rettigheder, i øvrigt ikke så sjældent med henvisning til kristendommen. I venstreorienterede kredse har man det jo med at reagere mere eller mindre panisk i forhold til islamkritik, som man har svært ved at håndtere, mens man har en lang tradition for kristendomskritik, der har været en integreret del af socialismen lige fra dens start.

Men i og med at homoseksuelle i dagens Danmark er fuldt juridisk ligestille med heteroseksuelle er situationen anderledes end for bare få år siden. Homokampen handler ikke længere om juridiske rettigheder, for dem har man jo alle fået, men i stedet om den kulturelle accept af homoseksuelle forhold, som i øvrigt er stærk og udbredt i Danmark. De enklaver af modstand mod accept af homoseksuelle som man kan finde i dag består imidlertid ikke blot af højre kristne, men i høj grad også af konservative muslimer. At benægte det er noget nær grotesk, og er et forhold som homomiljøet er nødt til at forholde sig til hvis man vil være troværdig, ikke mindst fordi det er sandsynligt, at antallet af danske muslimer vil voksne i fremtiden.

Men det er unægteligt svært, ikke mindst fordi eksistensen af muslimsk inspireret homofobi bliver misbrugt af politiske højrekræfter, der selv ofte ikke ligefrem er homovenlige, til at argumentere imod muslimers ret til at leve og praktisere deres religion i det danske samfund. Her er det selvfølgelig vigtigt, at huske på, at der findes troende muslimer, der er homoseksuelle, ligesom der er troende kristne, der er homoseksuelle. Islamofobi og kristnofobi i og udefor homomiljøet gør livet svært for de troende homoseksuelle og er et problem, man må forholde sig til. Og ja, begge dele findes i homomiljøet, forskellen er, at mens kristnofobien accepteres og fremmes, så findes islamofobien under overfladen, som den forbudte følelse som ikke må udtrykkes offentligt men som alligevel er der.

Hvad homomiljøet har brug for er, at man tager et opgør med generaliseringerne om forholdet mellem religion og homoseksualitet. Religioner er mangfoldige og deres tilhængere har meget forskellige tilgange til dem. Det gælder både for kristne og muslimer. Hvad homomiljøet også har brug for er, at man lærer, at skelne klarere mellem chikane og vold på den ene side – og meningsforskelle på den anden. Det teater som Asmaa Abdol-Hamids kandidatur for Enhedslisten i forbindelse med folketingsvalget i 2007 udviklede sig til havde man f.eks. nok undgået, hvis man havde turde tage en debat om hvorvidt man som muslimsk folketingsmedlem for venstrefløjen ikke har lov til at have moralske forbehold overfor homoseksuelle relationer, så længe man ellers lover, at stemme for sit partis politik. Ægte mangfoldighed må være mere end bare forskellige klædedragter og spisevaner – den må også rumme plads til at man har forskellige værdier.

 

 

 

Læs mere