Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 aug, 2018 under Feminisme, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Den kristne højrefløj, queer og kampen mod de homoseksuelle

 

Det ser ud til at den kristne højrefløj her i landet kalder til korstog mod queer-ideologien. En interessant alliance af Folkekirkens højrefløj og den katolske debattør Iben Thranholm vil nu forsøge, at bremse dens indflydelse i samfundet. Lidt sent skulle man mene, her 4 år efter indførelsen af det juridiske kønsskifte. Faktisk er det jo bemærkelsesværdigt at den kristne højrefløj, der i årtier med en indædt stædighed og med næb og klør har kæmpet imod homoseksuelle rettigheder, i det store og hele har været ligeglad med transaktivismen. Øjensynligt har man set sig helt anderledes provokeret og udfordret af at to personer af samme køn skulle få lov til at gifte sig end af at en person med en penis kan få officielt papir på at vedkommende er en kvinde.

Nu har den kristne højrefløj i Danmark så opdaget, at queer udgør en trussel mod de traditionelle kønsroller. Den kristne højrefløjs grundindstilling er jo den, at Gud har skabt os som mand og kvinde, og det betyder ikke blot, at der er fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, men også at vores hjerner er enten mandlige eller kvindelige. Gud har dikteret, at mænd er maskuline og til kvinder, og at kvinder er feminine og er til mænd. Det er jo bl.a. derfor, at den kristne højrefløj så indædt har kæmpet mod samfundets accept af homoseksuelle, for vi repræsenterer et brud ikke blot med Guds påståede seksuelle orden men også med de kønsroller som han efter sigende skulle stå bag.

Hvad de ikke har forstået er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme udgør en trussel både for dem, der kæmper imod disse kønsroller og for homoseksuelle.

F.eks. er queers opløsning af køn et stort problem ud fra et radikalfeministisk perspektiv fordi vi går ud fra, at vi lever i et patriarkalsk samfund hvor mænd undertrykker, udbytter og udnytter kvinder. Man kan ikke føre kvindekamp mod denne uretfærdighed hvis man ikke kan definere hvem der er kvinder og hvem der er mænd. Man kan jo heller ikke føre arbejderkamp hvis man ikke kan definere hvem der er arbejder og hvem der er kapitalist.

Og faktisk har den kristne højrefløj og queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme det tilfælles, at de går ud fra at vi fødes med kønnede hjerner og at ”kønsidentitet” hhv. kønsrollepræferencer derfor er medfødte. Indenfor radikalfeminismen ses de derimod som sociale konstruktioner skabt for at muliggøre mænds dominans over kvinder. Vi mener, at de lægges ind i os via vores socialisering og at de adfærdsmæssige forskelle mellem mænd og kvinder dermed ikke er et produkt af biologien men af samfundet. Ud fra et radikalfeministisk perspektiv er det derfor undertrykkende, når den kristne højrefløj forventer, at mænd og kvinder skal leve i henhold til en klart defineret mandlig hhv. kvindelig kønsrolle. Og der er ligeledes undertrykkende når de radikale transaktivister påstår, at en lille drengs forkærlighed for lyserøde kjoler og dukker betyder, at vedkommende i virkeligheden er en pige. Vores køn dikterer ikke vores præferencer og vores præferencer dikterer ikke vores køn!

Hvad den kristne højrefløj slet ikke har bemærket er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme grundlæggende set arbejder på at afskaffe den homoseksuelle identitet. Homoseksualitet forudsætter nemlig ligesom heteroseksualitet, at køn er noget der kan defineres. Man skal kunne definere hvilket køn det er som man føler sig emotionelt og seksuelt tiltrukket af og hvilket køn man ikke føler sig tiltrukket af. Og indtil for nyligt var vi alle enige om at det var biologiske mænd og biologiske kvinder der udgjorde disse køn. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme mener imidlertid at biologisk køn er en social konstruktion og er helt umuligt at definere. I stedet hævder man, at køn udelukkende er et spørgsmål om hvem man føler, at man er. Det har så igen medført, at vi nu har ”lesbiske med penis” og ”bøsser med vagina”. Men rigtigt mange homoseksuelle er og forbliver ikke seksuelt og emotionelt tiltrukket af personer med modsat biologisk køn uanset hvad disse kalder sig selv. Ikke mindst blandt lesbiske i klassisk forstand er der en voksende protest mod denne nydefinering af homoseksualitet som vi slet ikke kan genkende os selv i.

Ligesom den kristne højrefløj hævder, at vi lesbiske er unaturlige når vi ikke er til sex med biologiske mænd og at vi skal ændre på vores seksualitet, så siger de radikale transaktivister, at vores fravalg af personer født med en penis uanset deres ”kønsidentitet” er udtryk for transfobi, og at vi kritisk bør evaluere vores manglende seksuelle interesse for dem. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme har det tilfælles med den kristne højrefløj, at man kræver, at homoseksuelle skal ændre deres seksuelle orientering så den passer til deres normer. Så måske den kristne højrefløj slet ikke behøver at være så bekymret for queer – måske denne ideologi vil opnå det som den kristne højrefløj så forgæves har kæmpet for, nemlig at sende homokampen tilbage til start.

Læs mere

Skrevet af den 9 jun, 2018 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

De stakkels pædofile?

 

Et bekymrende træk ved medierne er deres hang til at køre kampagner for bestemte sager. Over en periode bringer man historier om samme emne, med samme vinkel og med samme tydelige målsætning, nemlig at få politikerne og/eller befolkningen til at indtage en bestemt holdning og derefter vælge en bestemt kurs.

Et eksempel herpå er at DR øjensynligt har fået den ide, at det er af stor betydning at vi som samfund ændrer synet på pædofile, om end man i første omgang kun snakker om den gruppe der kalder sig selv for de ”dydige” pædofile, da de efter eget udsagn ikke har forgrebet sig og ikke vil forgribe sig på børn. Der spilles tydeligvis på den emotionelle skala, når vi hører om en sådan stakkels pædofil ung mand, der så gerne vil springe ud overfor sine forældre, men som ikke tør, da han er bange for at blive afvist. Og dem, der væmmes ved tanken om pædofile, får den besked at det jo også kunne være deres eget barn, der var pædofil, og så ville de jo kunne se, at pædofile ikke er væmmelige mennesker. Man mangler sådan set bare den sørgmodige underlægningsmusik og så ville vi alle græde i kor.

Generelt er budskabet i DR’s formidling af problematikken ret klar: Disse ”dydige” pædofile lider enormt under samfundets fordømmelse af pædofile, da det hindrer dem i at være åbne om deres seksualitet hvad igen medfører, at de føler sig ensomme. Om end vi så også får at vide, at disse ”dydige” pædofile har fundet et fællesskab af ligesindede på nettet. Og ikke mindst skulle samfundets fordømmelse af pædofile medføre, at de ikke tør henvende sig til sundhedsvæsenet for at få hjælp, og det skulle så igen kunne ende med at den pædofile forgriber sig på et barn, fordi han ikke fik den støtte han havde brug for til at håndtere sin seksualitet. Eller sagt med andre ord: Lær at omfavne den pædofile – ellers er I skyld i sexovergreb på børn!

Facebook siden ”En feminists bekendelser” ser ud til at have bidt på DR’s krog for Sarah Daley, der står bag siden, har her et indlæg om at nok er pædofile overgreb modbydelige, men vi skal se pædofili som en ikke selvvalgt seksuel orientering – og vi skal skrue ned for fordømmelsen, så de pædofile kan få den hjælp og støtte de har brug for så de ikke forgriber sig på børn.  Feminisme i dens intersektionelle version kan i dag altså også inkludere, at man vil kæmpe for de (dydige) pædofiles sag. Man skal godt nok læse meget før øjnene triller ud.

I den periode hvor sexovergrebskrisen indenfor den katolske kirke toppede læste jeg en artikel i det katolske tidsskrift ”The Tablet”. Her fortalte en far om hvor rystet han var blevet da han fandt ud af at en katolsk præst, som var en nær og kær ven af familien, var anklaget for at have misbrugt adskillige børn seksuelt. Forfatteren kæmpede med den kognitive dissonans det udløste hos ham, at en mand han i den grad havde værdsat og set op til viste sig at have gjort noget så modbydeligt som at voldtage adskillige børn. Ikke bare de ”dydige” pædofile men også dem, der begår overgreb, kan med andre ord være mennesker som har elskværdige og beundringsværdige sider. Noget af det vanskeligste at håndtere ved ondskab er måske, at rare mennesker kan begå forfærdige ting – hhv. have en skjult lyst til at begå dem.

Hvis pædofili er en seksuel orientering, så må vi også kunne inddrage de erfaringer der har været gjort i fundamentalistiske kristne kredse mht. at hjælpe og støtte homoseksuelle, der ønsker at leve i cølibat. Kristne fundamentalister har brugt (og bruger delvist stadig) en del energi på at få homoseksuelle til at søge at blive helbredt for deres seksuelle orientering. Enten i form af hjælp til at blive heteroseksuel, men i praksis mest i form af hjælp og støtte til kristne homoseksuelle, der vil leve i cølibat, da de har den religiøse overbevisning, at homoseksuelle ”handlinger” er syndige. Man har her ikke blot tilbudt bøn og håndspålæggelser, men også støttende samtaler og terapi, både individuelt og i grupper. Ja, ofte har man haft den ide, at det var en god ide at lade sådanne kristne homoseksuelle danne fællesskaber med hinanden hvor de kunne/kan støtte hinanden i at leve i cølibat.

Kendetegnende ved disse projekter, være det nu det danske Agape, det amerikanske Exodus eller de mange andre lignende tiltag er, at de alle har været en fiasko. På trods af det massive religiøse pres som disse kristne homoseksuelle var udsat for vælger langt de fleste at opgive cølibatet og i stedet udleve deres seksualitet. Hvis pædofili altså er en seksuel orientering på linje med homoseksualitet, er der ikke umiddelbart nogen grund til at antage, at det her projekt med hjælp og støtte til de ”dydige” pædofile, så de holder sig fra børn, vil få succes. Faktisk kan man i stedet frygte, at den styrkelse af identiteten som pædofil som onlinefællesskaber såvel som anerkendelse fra omgivelsernes side af medfører, snarere vil betyde, at man som pædofil med tiden vil opfatte kravet om livslangt cølibat som uacceptabelt. Det giver ikke mening, at man helhjertet skulle kunne acceptere sig selv som pædofil og være overbevist om at man ikke er et ondt menneske fordi man er pædofil, og så fastholde, at ens seksuelle begærs retning er ond. Har man først overbevist sig om at der ikke er noget galt i at have pædofile fantasier og ønsker, da de jo blot er en del af ens seksualitet, så bliver det næste naturlige skridt, at mene, at der så heller ikke kan være noget galt i at udleve den, hvis det sker ”kærligt og omsorgsfuldt”, eller hvad man nu kan finde på at hævde.

Sloganet om at ”elske synderen og hade synden” hhv. ”elske den dydige pædofile men hade pædofile overgreb”, er nemlig hult da den vi er er knyttet til hvad vi gør – og hvad vi begærer.

Det kan derfor ikke være et feministisk projekt at kæmpe for mere forståelse af og accept af pædofile selvom de hævder, at de ikke vil udleve deres begær til børn. Forståelse for den pædofile vil nemlig før eller siden medføre et krav om forståelse for at voksne har sex med børn. I stedet må svaret være, at kan den pædofile ikke kan ændre sit begær, så må samfundet overveje, om han bør få medicinsk behandling med henblik på at han mister sit sexdrive.

 

Læs mere

Skrevet af den 3 mar, 2018 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Kærlighed mellem kvinder i antikken

 

Efter sigende er nogle kvinder glade for at købe sko. Andre kvinder er som mig glade for at købe bøger, købe mange bøger! Nogle af disse bøger lider hos mig den ufortjente skæbne at blive stillet op på en af mine mange bogreoler for så at blive glemt. Men sommetider bliver disse ufortjent glemte skatte så opdaget af mig igen. Til denne kategori af mine bøger hører Bernadette J. Brootens bog ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism”.

Selvom titlen ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism” jo lægger op til at bogen har fokus på den tidlige kristendoms syn på sex mellem kvinder, så handler en stor del af den faktisk om antikkens syn på sex mellem kvinder. Og det giver jo også mening, for i stedet for at se de tidlige kristnes syn på homoerotik som noget, der i bogstavelig forstand faldt ned fra himlen, giver det i et historisk perspektiv mere mening at se den tidligt kristne seksualetik som et fænomen der opstod i et samspil med samtidens forestillinger.

Bernadette J. Brootens tese er, at man i antikken var opmærksom på, at der fandtes kvinder der havde sex med andre kvinder, og som ikke var interesseret i sex med mænd. Men denne opmærksomhed var i overvældende grad af negativ karakter. Sådanne kvinder og deres seksuelle adfærd blev typisk betegnet som ”umoralsk”, ”upassende”, ”monstrøs”, ”sygelig” og ”unaturlig”.

F.eks. blev Sappho fra Lesbos’ poesi beundret i hele antikken, men det at hun også skrev om kærlighed til kvinder var et forhold som der ikke blev set venligt på. Ligesom selve det forhold, at hun var en kvinde, der skrev digte, også blev problematiseret af f.eks. af Aristoteles, der mente, at det var mere passende, at ædel kunst blev skabt af det ædle køn, dvs. af mænd. Ovid skildrer i sit berømte værk ”Metamorphoses” historien om kærligheden mellem to piger, Iphis og Ianthe. Iphis var af sine forældre blevet opdraget som en dreng da hendes far brændende ønskede sig en søn. Da Iphis forelsker sig i Ianthe er hun dybt ulykkelig herover, og betegner sin kærlighed til en anden pige som ”uhørt” og ”monstrøs” og som noget ”naturen er imod”, men heldigvis så griber gudinden Isis ind og forvandler Iphis til en dreng, så de to kan blive gift. Og digteren Phaedrus (der døde i midten af det 1. århundrede e.v.t.) skrev en fabel hvor han forklarede eksistensen af ”tribader” (en antik betegnelse for kvinder, der har sex med andre kvinder) såvel som ”molles mares” (en antik betegnelse for den passive part i et anal samleje mellem mænd” som et produkt af et ”fuck up” begået af den mytiske skikkelse Prometheus. Denne havde underholdt sig selv med at skabe mandlige og kvindelige kønsorganer, men i fuldskab får han ved en fejl placeret mandlige kønsorganer på kvinders kroppe og omvendt, og ”derfor nyder lysten nu perverterede glæder”. Og forfatteren Martial (ca. 40-103/104 e.v.t) beskriver hyper maskuline kvinder, der med deres ”monstrøse begær efterligner mænd”, dvs. penetrerer kvinder. Blandt antikkens astrologer kan man finde den indstilling, at mænds seksuelle begær rettet mod mænd såvel som kvinders mod kvinder er et resultat af stjernernes placering ved deres fødsel. (Ligesom mænd, der f.eks. foretrækker sex med slavekvinder eller ikke-romerske kvinder også har sådanne præferencer pga. stjernernes indflydelse). Men det ændrer ikke ved, at samme astrologer opfattede seksuelle relationer mellem kvinder som unaturlige og sygelige. Indenfor lægevidenskaben var der dem, der mente, at en mulig årsag til denne ”sygdom” var at disse kvinder havde en for stor klitoris og deres lidelse derfor kunne behandles ved at amputere dele af denne.

Antikkens generelle negative syn på kvinder, der har sex med andre kvinder (og på den passive part i et analt samleje mellem mænd) var i henhold til Bernadette J. Brooten et produkt af samtidens patriarkalske opfattelse af kønsrollerne. ”Rigtige” mænd underkaster sig kvinder (og svagere mænd så som drenge, slaver og fremmede) ved at penetrere dem. Penetrationen symboliserer og stadfæster mandens funktion som hersker. ”Rigtige” kvinder lader sig derimod penetrere af mænd, og symboliserer og stadfæster dermed kvindens rolle som den beherskede og underkastede. Kønshierarkiet med manden som hersker og kvinden som undersåt blev i antikken set som noget, der var villet af guderne og indlejret i naturens orden.  Det var derfor dybt problematisk hvis man i sin seksuelle praksis brød med denne orden, især når man gjorde det offentligt. Maskuline kvinder og feminine mænd blev derfor mødt med foragt, og for de sidste vedkommende også sommetider med vold. Men hvor den penetrerende mand i antikken generelt blev set som normal og naturlig, så ser situationen anderledes ud mht. til synet på kvinder, der har sex med kvinder. Generelt havde de mandlige forfattere, der forholdt sig til kvinder, der har sex med kvinder, (og vi har ingen tekster fra kvinders hånd om dette emne), svært ved at finde ud af hvordan kvinder rent faktisk har sex med hinanden. Den generelle antagelse var dog, at i hvert fald en af dem indtog en ”mands rolle”, dvs. penetrerede sin partner typisk med en dildo. Man forholder sig ikke til den passive part i denne konstellation, men generelt var det nok bare ikke ok, hvis man som kvinde fravalgte rollen som den passive modtager af en mands sæd til fordel for at fornøje sig med en kvinde.

Bernadette J. Brooten bruger en del plads og energi på at fortolke og forklare den berømte passage fra Paulus brev til Romerne: ”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.” (Rom 1,26-27)

Hun er overbevist om, at Paulus taler om seksuelle relationer mellem kvinder her, da det om jeg så må sige lå i tidens ånd at opfatte sex mellem kvinder som naturstridig. Det ”nye” er at Paulus trækker på Mosebøgerne når han fordømmer begge parter i et samleje mellem mænd. Ligesom det nye i forhold til jødedommen er, at Mosebøgernes forbud mod sex mellem mænd udvides til også at gælde sex mellem kvinder. Bernadette J. Brooten gør dog opmærksom på, at antikkens jødedom kendte til problematikken med sex mellem kvinder, og afviste denne om end ikke med henvisning til 3. Mos. 18, der entydigt kun handler om sex mellem mænd. Paulus var optaget af at bevare det hierarkiske forhold mellem mænd og kvinder, og brud på kønsrollerne anså han som et brud med naturens orden, så som når han hævder, at naturen lærer os at langt hår er vanærende for mænd. (1. Kor. 11,14).

Derudover påviser Bernadette J. Brooten hvordan de apokryfe kristne tekster ”Peters Apokalypse”, ”Thomas Gerninger” og ”Pauli Apokalypse” udpensler hvordan både mænd, der har haft sex med mænd og kvinder, der har haft sex med kvinder, bliver pint i helvedet. Og hun beskriver hvordan vigtige antikke kristne skribenter som Tertulian og Clement af Alexandria fordømmer sex mellem kvinder med grundlæggende set samme argumenter og logikker som dem vi finder hos de hedenske skribenter. Også kirkefaderen Augustin advarer mod sex mellem kvinder – om end han sjovt nok fortolker Rom. 1,26 som om at teksten handler om kvinder, der har analsex med deres mænd.

Styrken ved Bernadette J. Brootens bog er, sådan som jeg ser det, at hun åbner vores øjne for hvor patriarkalsk antikkens samfund var, og hvor intolerant også de ikke-kristne tænkere og forfattere (med ganske få undtagelser) var overfor kvinder, der har sex med kvinder. Det er også spændende at se, hvordan den tidligt kristne seksualetik på mange måder var i forlængelse af strømninger i samtiden (så som stoicismens generelle kritik overfor den ”kødelige lyst” og ideen om en naturlig og en unaturlig seksualitet).

Men man kan godt mærke på ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism” at den er fra 1996. Den tydelige lesbiske stolthed og søgen efter ”formødre” hører en tid til hvor det at fravælge peniser ikke blev udråbt til at være et udtryk for ”vagina fetichisme”. I disse transtider hvor maskulinitet hos kvinder jo i stigende grad ikke bliver ses som et udtryk for at man er lesbisk, men i stedet for hævdes at være et bevis på at man er en transmand, havde Bernadette J. Brooten nok ikke med samme sikkerhed kunne antage, at de af antikken fordømte tribader faktisk var lesbiske. Men i virkeligheden giver det ikke så meget mening at ville tilbageprojicere vores tids identitetskategorier til den førmoderne fortid. I antikken var seksuel adfærd og kønsroller uløseligt knyttet til hinanden og ikke fænomener som blev splittet op i seksuelle og kønsmæssige identiteter. Og i sidste instans ved vi ikke, hvordan kvinder i antikken, der forelskede sig i og havde sex med andre kvinder, så på sig selv. Deres stemmer ser ud til at være gået tabt for evigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 3 sep, 2016 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet | 0 kommentarer

Skt. Bernardino af Siena – en hadprædikant fra renæssancetidens Italien

 

En meget indgroet myte er, at det var reformationen, der fik indført at præsterne skulle prædike på modersmålet. Det er imidlertid en misforståelse. Middelalderens katolske præster prædikede som udgangspunkt også på modermålet – og ikke nok med det – offentlige prædikener var en populær gratis underholdning for almindelige mennesker ikke mindst i byerne. Det kan nemlig nok være, at landsbypræsterne ude i de små sognekirker på landet ikke var meget bevendt som prædikanter – men de omkringvandrende tiggermunke, primært franciskanerne og dominikanerne, var højt uddannede prædikanter og nogle opnåede en nærmest uhørt popularitet og berømmelse. De kunne skræmme, begejstre, røre til tårer, ophidse til vold og få folk til at bryde ud i latter. De var uhyre underholdende og det var også nødvendigt, for en typisk prædiken kunne vare mellem to og fire timer – og den kunne blive lyttet til af flere tusinde mennesker. Den nok vigtigste og mest populære prædikant i renæssancetidens Italien, hvis popularitet dog rakte langt ud over landets og samtidens grænser, var den hellige Bernardino fra Sienna (1380-1444).

Bernardino kom fra en rig adelsfamilie men blev forældreløs i en ung alder. Han blev opdraget af en række fromme kvindelige familiemedlemmer og bestemte sig i en tidlig alder, mod sin families ønske, til at blive franciskanermunk og det vel og mærke i den mest strenge gren af denne orden på hans tid, de såkaldte ”observante” franciskanere. Han vandrede omkring, hovedsageligt i Norditalien, og holdt et utal af prædikener hvoraf en del er bevaret i forskellige former for referater ligesom han selv har efterladt sig en række skrifter på latin rettet til andre prædikanter. De prædikener han holdt rundt omkring i Italien var på italiensk. Repræsentanter fra en række byer i Italien tiggede ham på deres grædende knæ om at komme forbi og prædike hos dem, og når han gjorde det blev han mødt nærmest som om han var vor Herre selv – allerede mens han levede blev Bernardino nemlig fjeret som en helgen – og han blev da også helgenkåret blot 6 år efter sin død.

Bernardino var ikke en mand der pakkede sine ord ind i vat. Hans Gud var en hård og streng Gud, der straffede enkelte menneskers synd ved at ramme de samfund de levede i med kollektive straffe i form af pest, krig, hungersnød og naturkatastrofer samtidigt med at han dømte størstedelen af menneskeheden til helvedets ild. Især var Bernardino overbevist om at Gud nærede et særligt had til hekse og sodomitter og derfor brugte han mange ord og mange prædikener på at rase mod dem, der gjorde sig skyldig i disse former for synder.

Mht. heksene så er det også en udbredt myte, at hekseforfølgelserne var noget, der skete i middelalderen, men faktisk hører hekseforfølgelserne til i renæssancetiden. I det meste af middelalderen lærte den katolske kirke at den i befolkningen udbredte tro på hekse, der kunne skade deres medmennesker med trolddom, var en blanding af forvirrede kvinders illusioner og de ulærde bønders overtro og derfor noget, man skulle lade være med at tro på. Men renæssancetidens Italien er en tid fyldt med økonomiske omvæltninger, politisk ustabilitet, krige og borgerkrige samt pest og dertil kom en række kirkelige kriser. I en 40-årig periode der lige var blevet afsluttet da Bernardino startede som prædikant havde den katolske kirke således gennemlevet en kaotisk tid hvor der havde været op til tre paver på en gang. Det er også lidt af en myte at renæssancetidens Italien var en lys og moderne tid – eller bedre sagt – det er en lidt for ensidig fortolkning der bygger på samtidens store kunstnere og forfattere. For rigtigt mange mennesker var det en tid præget af angst, frustration og håbløshed – og Bernardinos ord ramte dem dybt ind i hjertekulen. Der var brug for syndebukke – og dem kunne han levere. For Bernardino var hekse nemlig ikke et produkt af de uvidende masser folketro – de var den allestedsnærværende Satans frontkæmpere. De var allevegne og via en pagt de havde indgået med Satan bragte de død og ødelæggelse over deres medmennesker, ikke mindst spædbørn hvis blod de havde en uslukkelig tørst efter. Men Bernardino var også overbevidst om at de kvinder, der udøvede ”hvid magi”, altså spåkoner og diverse healere i virkeligheden stod i ledtog med Satan selv. Han byggede altså videre på folketroens forestilling om den onde, spædbørnsdræbende heks og udvidende den med personer, der indtil da havde været mere eller mindre accepterede og ikke mindst hyppigt brugt i tilfælde af f.eks. sygdom. Og for Bernardino var der kun et muligt svar på problemet med heksene: de skulle brændes på bålet som et offer til Gud og til skræk og advarsel for enhver. Som følge af hans prædikener indførte en række Italienske byer strenge straffe for diverse former for hekseri, og det kan sandsynliggøres, at en 3-4 kvinder blev brændt på bålet som en direkte konsekvens af hans indsats. Men hekseforfølgelserne i Italien kommer aldrig i nærheden af det vanvid som vi ser i Europa nord for Alperne i 1500-tallet og 1600-tallet.

Bernardino er også nærmest sygeligt besat af rædsel, væmmelse og vrede over synden fra Sodoma. Sodomi er i middelalderen faktisk et ret rummeligt begreb der omfatter enhver form for sex som udføres for lystens skyld alene og hvor en graviditet er udelukket. F.eks. fortæller Bernardino i en af sine prædikener de kvindelige tilhørere at de hellere skal lade sig dræbe af deres ægtemænd end gå med til at have ”unaturlig sex” med dem – de vil være garanteret at komme direkte i himlen hvis de hellere vil dø end at begå den mest modbydelige af alle synder. Dog var Bernardino mest optaget af at fordømme sex mellem mænd – hhv. mænd og drenge. (Mens han kun et par gange i forbifarten nævner sex mellem kvinder og det uden at komme nærmere ind på denne mulighed). Sodomi er i Bernardinos univers så forfærdelig at det nærmest ikke kan udtrykkes med ord. Morgenduggen falder ikke der, hvor der udøves Sodomi. Gud væmmes så meget ved denne synd at han næsten ikke turde lade sin søn blive menneske af angst for hvad der kunne ske med ham. Men han løser så dog problemet ved at sørge for at alle sodomitter bliver tilintetgjort i det øjeblik Jesus blev født. Ja, sodomi er så forfærdelig en synd at selv Satan frygter i rædsel ved synet af den! Det kan derfor ikke undre, at Bernardino opfordrer sine tilhørere til at spytte når de ser en sodomit – og råbe ”du stinker!” efter dem. Og sandsynligheden for at de ville rende ind i sådan nogle mennesker var meget stor – for i henhold til Bernardino (og mange andre fra samtiden) var Italien fyldt til bristepunktet med mennesker med hang til denne synd. Og derfor griber han da også til opfordringer om at lade sodomitterne brænde i stor stil. Igen kan man se, at en række Italienske byer indfører en ny og strengere lovgivning mht. sodomi, der inkluderer dødsstraf for folk der straffes mere end en gang for denne forbrydelse, men efter nogle årtier løber det hele ud i sandet. Lovene afskaffes igen eller bliver ikke længere brugt. Øjensynligt var sodomi lidt for populært i renæssancetidens Italien.

I henhold til Franco Mormandos bog ”The Preachers Demons – Bernardino of Siena and the Social Underworld of Early Renaissance Italy”, som jeg bygger denne artikel på, er det ret ukendt at Bernardino var så indædt og heftig i sin kamp mod hekse og sodomitter. Til gengæld har han længe stået under anklage for antisemitisme. Her mener Franco Mormando imidlertid at eftertiden har været lidt for hård ved Bernardino. For godt nok betegnede han jøderne som de kristnes værste fjender, opfordrede de kristne til at undgå social kontakt med dem og krævede f.eks. at jøderne skulle gå med en særlig gul badge, der markerede dem som jøder. Men han sagde også, at næstekærligheden også gjaldt jøder, hans udsagn om jøderne er få og spredte, og de krav han stillede var ikke hårdere end dem som fremgik af kirkeloven.

Bernardino kæmpede for at befolkningen skulle lære at frygte og bekæmpe dem, som han anså som en trussel mod samfundet – for ham var hekse, sodomitter og i mindre grad jøder en slags terrorister udsendt af Satan for at ødelægge Guds folk og deres fremmarch var et tegn på at dommedag var nær. Selvom han måske ikke havde den helt store succes med at få de religiøse og seksuelle afvigere brændt på bålet i det omfang som han ønskede det blev hans prædikener og skrifter en rig inspiration til had og intolerance for fremtidige generationer af teologer og lægfolk. Faktisk var han kun centimer fra at blive gjort til kirkelærer – men det projekt blev i sidste øjeblik standset af Det Andet Vatikankoncil, der havde en lidt anden forståelse af hvilket budskab den katolske kirke skal forkynde til verden af i dag.

Læs mere