Menu
Kategorier

Skrevet af den 30 okt, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Må man være lesbisk i år 2018?

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i den vestlige verden skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere, inklusive dem der repræsenterer partier, som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske. Et meget illustrativt eksempel på denne logik er den lange debattråd som et interview med mig i Out & Abouts november udgave har udløst.

Der er noget bemærkelsesværdigt ulogisk i den argumentation som så ofte fremføres af radikale transaktivister og intertionelle feminister, når de forsøger, at gøre transfortællingen til det som skal forme alle andres køns- og seksualitetsforståelse. For det hedder sig jo ellers, at vi har ret til selv at definere vores køn. Man hvis man så vover, at definere sig som biologiske kvinde, der er seksuelt og romantisk interesseret i andre biologiske kvinder, så er Fanden godt nok løs i Laksegade. Så er man transfobisk, benægter transkvinders eksistens, og står på den ene eller anden måde i ledtog med Brasiliens nyvalgte højreekstremistiske præsident, og hvad ved jeg. Retten til selvdefinition stopper tydeligvis når denne ikke svarer til den queere/intersektionelle transaktivismes forestillinger. I hvert fald når vi taler om lesbiske kvinder, så har vi pligt til at acceptere en definition af vores seksualitet (at den i princippet er rettet mod alle, der kalder sig for kvinder uanset biologisk køn) som andre har lavet. Det manglede da bare, at vi gik rundt og troede, at vi selv må bestemme hvordan vi vil se og forstå vores køn og vores kærlighed!

Sådan som jeg forstår logikken, eller hvad man nu skal kalde det, i mange af angrebene på mig, så handler det om, at der øjensynligt blandt mine kritikere er den fremherskende holdning, at der ikke findes forskellige forståelser og fortolkninger af køn. Køn ER bare – men denne kønsmæssige væren tager ikke udgangspunkt i f.eks. konkrete anatomiske forhold, end ikke i kønsstereotyper. Nej, i stedet er påstanden nu den, at transkvinder er kvinder fordi de siger, at de er kvinder. Beviset på at de er kvinder, er, at de findes. Altså er det forhold, at der findes personer født med en penis, der siger, at de er kvinder, et uomstødeligt bevis på at de er kvinder. Og hvad vil det så sige, at være en kvinde? Ja, det at være en kvinde vil sige, at man siger, at man er det. Køn er med andre ord ikke andet end en selverklæring, der udmærker sig ved, at den ikke har noget indhold. Det svarer lidt til at sige, at hvis der på en dåse står ”salt”, så er dens indhold per definition ”salt”. Og ”salt” er det, som befinder sig i dåser, hvorpå der står ”salt”. Køn er på den ene side en helt essentiel del af hvem vi er – en art grundlæggende væren som har krav på ubetinget anerkendelse fra andre – og som trues på livet hvis den ikke mødes med ubetinget anerkendelse – men denne væren består af det rene udefinerbare luft. Men helt ærligt, mon dog ikke de fleste transkvinder har en forestilling om hvad det vil sige, at være en kvinde? Hvordan kan de ellers være overbevist om at de er kvinder og ikke mænd? Dette her queere forsøg på at opløse køn opløser dybest set også kategorien ”transkønnet”. Hvis ingen kan sige, hvad det vil sige, at være en mand eller en kvinde, samtidigt med at man er en kvinde, hvis man siger, at man er er det (og det samme mht. til mand), hvordan kan man så vide, at man har det køn man siger, at man har? Hvor mange mennesker kan virkelig finde identitetsmæssig ro og balance i påstanden om at ”jeg er en kvinde, fordi jeg siger, at jeg er det?” Er det måske derfor alle andre skal piskes til at fortælle dem det hele tiden?

På samme måder opløser de queere/intersektionelle såmænd også kategorien ”interkønnet”, som de ellers i den grad har taget til hjertet. Når de hævder, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorierne ”biologisk mand” og ”biologisk kvinde” er en social konstruktion som det reelt set er umuligt, at definere, og som derfor ikke eksisterer, så siger de sådan set, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorien ”interkønnet” ikke eksisterer. ”Interkønnet” betyder nemlig, at man biologisk set befinder sig et sted mellem de biologiske kategorier mand (hanmenneske) og kvinde (hunmenneske). Hvis disse to kategorier ikke eksisterer, kan de interkønnede heller ikke eksistere, da der jo så ikke længere er to køn som de befinder sig et sted i mellem. Man kan jo heller ikke tilhøre en kategori, der befinder sig et sted mellem drage og varulv, da disse to kategorier er fantasivæsener. Med mindre man selvfølgelig mener, at man er en drage eller en varulv, hvis man siger, at man er det…

Men nu er det altså i første omgang lesbiske i klassisk forstand, der reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”. Det er ikke sundt at komme i fællesskaber, hvor ens seksuelle orientering ikke bliver respekteret, men hvor man i stedet bliver fordømt, og hvor man mødes med et moralsk krav om at man skal skifte identitet, hvis man vil høre til. Derfor er det på tide at vi lesbiske, som ikke er med på den queere/intersektionelle vogn, danner vores eget netværk eller vores egen forening. Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, der indtil videre kun findes på Facebook, vil snart komme på banen også i real life!

 

 

Læs mere

Skrevet af den 31 aug, 2018 under Feminisme, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Den kristne højrefløj, queer og kampen mod de homoseksuelle

 

Det ser ud til at den kristne højrefløj her i landet kalder til korstog mod queer-ideologien. En interessant alliance af Folkekirkens højrefløj og den katolske debattør Iben Thranholm vil nu forsøge, at bremse dens indflydelse i samfundet. Lidt sent skulle man mene, her 4 år efter indførelsen af det juridiske kønsskifte. Faktisk er det jo bemærkelsesværdigt at den kristne højrefløj, der i årtier med en indædt stædighed og med næb og klør har kæmpet imod homoseksuelle rettigheder, i det store og hele har været ligeglad med transaktivismen. Øjensynligt har man set sig helt anderledes provokeret og udfordret af at to personer af samme køn skulle få lov til at gifte sig end af at en person med en penis kan få officielt papir på at vedkommende er en kvinde.

Nu har den kristne højrefløj i Danmark så opdaget, at queer udgør en trussel mod de traditionelle kønsroller. Den kristne højrefløjs grundindstilling er jo den, at Gud har skabt os som mand og kvinde, og det betyder ikke blot, at der er fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, men også at vores hjerner er enten mandlige eller kvindelige. Gud har dikteret, at mænd er maskuline og til kvinder, og at kvinder er feminine og er til mænd. Det er jo bl.a. derfor, at den kristne højrefløj så indædt har kæmpet mod samfundets accept af homoseksuelle, for vi repræsenterer et brud ikke blot med Guds påståede seksuelle orden men også med de kønsroller som han efter sigende skulle stå bag.

Hvad de ikke har forstået er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme udgør en trussel både for dem, der kæmper imod disse kønsroller og for homoseksuelle.

F.eks. er queers opløsning af køn et stort problem ud fra et radikalfeministisk perspektiv fordi vi går ud fra, at vi lever i et patriarkalsk samfund hvor mænd undertrykker, udbytter og udnytter kvinder. Man kan ikke føre kvindekamp mod denne uretfærdighed hvis man ikke kan definere hvem der er kvinder og hvem der er mænd. Man kan jo heller ikke føre arbejderkamp hvis man ikke kan definere hvem der er arbejder og hvem der er kapitalist.

Og faktisk har den kristne højrefløj og queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme det tilfælles, at de går ud fra at vi fødes med kønnede hjerner og at ”kønsidentitet” hhv. kønsrollepræferencer derfor er medfødte. Indenfor radikalfeminismen ses de derimod som sociale konstruktioner skabt for at muliggøre mænds dominans over kvinder. Vi mener, at de lægges ind i os via vores socialisering og at de adfærdsmæssige forskelle mellem mænd og kvinder dermed ikke er et produkt af biologien men af samfundet. Ud fra et radikalfeministisk perspektiv er det derfor undertrykkende, når den kristne højrefløj forventer, at mænd og kvinder skal leve i henhold til en klart defineret mandlig hhv. kvindelig kønsrolle. Og der er ligeledes undertrykkende når de radikale transaktivister påstår, at en lille drengs forkærlighed for lyserøde kjoler og dukker betyder, at vedkommende i virkeligheden er en pige. Vores køn dikterer ikke vores præferencer og vores præferencer dikterer ikke vores køn!

Hvad den kristne højrefløj slet ikke har bemærket er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme grundlæggende set arbejder på at afskaffe den homoseksuelle identitet. Homoseksualitet forudsætter nemlig ligesom heteroseksualitet, at køn er noget der kan defineres. Man skal kunne definere hvilket køn det er som man føler sig emotionelt og seksuelt tiltrukket af og hvilket køn man ikke føler sig tiltrukket af. Og indtil for nyligt var vi alle enige om at det var biologiske mænd og biologiske kvinder der udgjorde disse køn. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme mener imidlertid at biologisk køn er en social konstruktion og er helt umuligt at definere. I stedet hævder man, at køn udelukkende er et spørgsmål om hvem man føler, at man er. Det har så igen medført, at vi nu har ”lesbiske med penis” og ”bøsser med vagina”. Men rigtigt mange homoseksuelle er og forbliver ikke seksuelt og emotionelt tiltrukket af personer med modsat biologisk køn uanset hvad disse kalder sig selv. Ikke mindst blandt lesbiske i klassisk forstand er der en voksende protest mod denne nydefinering af homoseksualitet som vi slet ikke kan genkende os selv i.

Ligesom den kristne højrefløj hævder, at vi lesbiske er unaturlige når vi ikke er til sex med biologiske mænd og at vi skal ændre på vores seksualitet, så siger de radikale transaktivister, at vores fravalg af personer født med en penis uanset deres ”kønsidentitet” er udtryk for transfobi, og at vi kritisk bør evaluere vores manglende seksuelle interesse for dem. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme har det tilfælles med den kristne højrefløj, at man kræver, at homoseksuelle skal ændre deres seksuelle orientering så den passer til deres normer. Så måske den kristne højrefløj slet ikke behøver at være så bekymret for queer – måske denne ideologi vil opnå det som den kristne højrefløj så forgæves har kæmpet for, nemlig at sende homokampen tilbage til start.

Læs mere

Skrevet af den 14 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 1 kommentar

Killjoys dæmonisering af radikalfeminismen

Internetsited Killjoy.dk har bragt en længere artikel med titlen ”Hvad er ‘TERFs’, og hvorfor er disse “feminister” så vrede på transkvinder?” Artiklen, der er forfattet af Maia Kahlke Lohrenzen, er bragt under kategorien ”Manosfæren”, der beskrives som ”PUAs, Incels, MGTOWs, Red pillers, meninists, MRAs og misogyne trolls. Velkommen til Manosfæren hvor vi undersøger og dokumenterer de kvindefjendske eller anti-feministiske afkroge af internettet. Trigger Warnings for Sexisme, Racisme, homofobi, transfobi og ekstrem voldelig og hadeful retorik.” Så er tonen ligesom lagt fra starten af. Vi radikalfeminister, ”RF”’et i ”TERF” står jo for radikalfeminister, sættes i bås med ekstremistiske kvindehadere og andet ondt. Og tonen holdes løbende i artiklen, hvor de radikalfeministiske kritikere af hvad jeg kalder for transparadigmet og den radikale transaktivisme løbende bliver sat i forbindelse med ekstremistiske manderetsaktivister, racister og den ydre højrefløj. Sidst jeg tjekkede, var der ingen af disse grupper, der bekendte sig til den radikalfeministiske grundantagelse, at kvinder er det undertrykte køn i patriarkatet mens mændene er det undertrykkende køn. Men øjensynligt er det nok, at man ikke vil tilslutte sig dogmet om at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, til at man bliver sat i bås med de mørkeste kræfter i vores samfund.

Maia Kahlke Lohrenzen indrømmer, at hun ikke aner, hvorfor TERF’erne (altså de såkaldte ”transekskluderende” radikalfeminister) er ”så vrede” på transkvinder. Men hun har dog nogle bud herpå:

Mit gæt er for det første, at disse kvinder er kønsessentialister; De mener at køn er en medfødt, biologisk realitet, der ikke kan ændres, og hele deres feministiske analyse er baseret på, hvordan denne realitet kommer til udtryk for kvinder i form at patriarkalsk undertrykkelse. De opfatter i forlængelse af det simpelthen ikke transkvinder som kvinder, eller transmænd som mænd – fordi de mener køn er medfødt og ikke kan ændres ‘rigtigt’.

Ja, radikalfeminister går ud fra, at biologisk køn er medfødt – ligesom f.eks. vores hudfarve er det. Dette er imidlertid ikke essentialisme, det er en anerkendelse af åbenlyse fakta. ”Kønsessentialisme” er påstanden om, at vi er født med kønnede hjerner, og at samfundets kønsroller, kønsrollesteretyper og den enkeltes kønsrollepræferancer er et produkt af disse biologisk kønnede hjerner og derfor medfødte og naturlige. I henhold til radikalfeminismen er kønsrollerne mfl. imidlertid sociale konstruktioner. De er med andre ord menneskeskabte fænomener – og i et radikalfeministisk perspektiv er de faktisk skabt af patriarkatet for at sikre mænds herredømme over kvinder.

Mht. spørgsmålet om hvorvidt transkvinder ER kvinder, og transmænd ER mænd, så kan det jo lige præcist ikke besvares med mindre, at man kommer med en definition af hvad det vil sige, at være hhv. en kvinde og en mand. Og hvis man ikke kan definere den undertrykte og den undertrykkende klasse i patriarkatet, så kan man heller ikke klargøre hvem kvindekampen skal kæmpe for og hvad dens mål skal være. I et radikalfeministisk perspektiv er køn udelukkende et spørgsmål om ens kropslige udgangspunkt. Vi ser hvordan millioner og atter millioner af biologiske kvinder verden over udnyttes, udbyttes, voldtages og myrdes af biologiske mænd. Ikke fordi de ”føler”, at de er kvinder – men fordi mænd vil kontrollere og eje deres kroppe. Når kategorien ”kvinde” og ”mand” gøres til en ikke nærmere definerbar følelse eller identitet, for at kunne inkludere transkønnede i deres ønskede kønskategori, udviskes og usynliggøres dette helt fundamentale element i hvordan kvindeundertrykkelsen fungerer. Jeg synes dog, at man af respekt for transkønnede så vidt som muligt bør tale om ”transmænd” og ”transkvinder” og konsekvent bruge de ønskede pronomener. Men det er også af føromtalte årsager vigtigt, at fastholde, at der er forskel på at være en biologisk kvinde og en transkvinde hhv. en biologisk mand og en transmand. Disse forskelle medfører også, at radikalfeminister typisk har mere fokus på transkvinder end transmænd. Det handler slet og ret om, at kravet om at transkvinder skal ses og behandles 100 procent som biologiske kvinder har umiddelbare negative konsekvenser for sidstnævntes rettigheder f.eks. når det kræves, at transkvinder skal have lov til at konkurrere som og med kvinder i professionel sport.

For det andet tror jeg, at kampen for transkønnedes rettigheder og krav om inklusion i feministiske miljøer prikker til nogle grundsten i selvopfattelsen som en del af ‘den undertrykte gruppe’. Som ciskvinde har man privilegier, som transkvinder ikke har – og det virker som om det er en sandhed der er svær at sluge. Som en ældre TERF engang sagde til mig; “Jeg har fået tæv af mænd for at være lesbisk, kvinde og for at være feminist. Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle mig, at jeg er privilegeret!

 

Jeg vil senere i artiklen komme ind på problemet med begrebet ”cis-kønnet”. Jeg synes imidlertid at dette citat er meget sigende i sig selv. For hvorfor i alverden skulle en lesbiske kvinde, der er blevet fysisk overfaldet af mænd for at være en lesbisk, en kvinde og en feminist, føle sig privilegeret i forhold til en transkvinde?

 

Dernæst går Maia Kahlke Lohrenzen så over til at forsøge at forholde sig til de argumenter som de såkaldte TERF’s fremfører hhv. påstås af fremføre i debatten.

Først tager hun afstand fra udtrykket ”transideologien” som hun sammenligner med den amerikanske religiøses højrefløjs udtryk ”the gay aganda” og den anti-feministiske manderettighedsbevægelse. Nu foretrækker jeg selv udtrykket ”transparadigmet” frem for ”transideologien”, da jeg mener, at det er mere præcist. Problemet med den radikale transaktivisme og dens mange støtter indenfor den intersektionelle feminisme er nemlig, at man lige præcist ikke blot kæmper for specifikke snævre mål sådan som homorettighedsbevægelsen har gjort det i de sidste årtier, men i stedet kræver en omfattende ændring i hele den måde vi forstår køn på. Ultimativt er det hele samfundet der skal omtolke køn, så det passer til transparadigmet – men i første omgang er det især kvindeorganisationerne og homobevægelsen, der pålægges at tilpasse sig. Eksempler herpå er når de ord vi bruger om kvinders kroppe skal ændres til kønsneutrale udtryk og når homoseksuelle pålægges at ændre deres seksuelle orientering.

For ca. et år siden havde jeg mine første erfaringer i dansk sammenhæng med personer fra det intersektionelle miljø, der mente, at der var behov for at ”vi diskuterer og problematiserer lesbiskes manglende interesse i penis”. Jeg skrev lettere oprevet om det på min Facebook profil – og fik i denne forbindelse brugt udtrykket ”transaktivister”. En transkvinde som jeg er FB ven med skrev så en venlig kommentar om at hun blev ked af at jeg brugte det udtryk, for hun så sig selv som en transaktivist, der stille og roligt arbejdede mod diskrimination af transkønnede i erhvervslivet. Jeg kan godt se hendes pointe og er taknemmelig for hendes input. Min kritik er ikke rettet mod de transkønnede, der arbejder for basale menneskerettigheder for transkønnede, så som at man ikke skal miste sit arbejde eller nægtes et job fordi man springer ud som eller er synlig transkønnet. Deres kamp støtter jeg 100 procent. Jeg opponerer mod de radikale transaktivister, der fører transidentitetspolitik på bekostning af biologiske kvinder, ikke mindst lesbiske.

Dernæst skriver Maia Kahlke Lohrenzen et længere afsnit, hvor hun argumenterer for nødvendigheden af at homoseksuelle kritisk revaluerer deres manglende seksuelle interesse i transkønnede. Hun kan slet ikke se noget som helst problem i at komme med et sådant krav. Hun kan tydeligvis ikke se det problematiske i at en seksuel minoritet, der må kæmpe med diskrimination og skamfølelsen over at være anderledes, opfordres at gentænke og ændre deres seksuelle orientering. Man fristes til at tale om omvendelsesterapi i en intersektionel forklædning. Hvad jeg i øvrigt ikke kan forstå er, hvorfor transkvinder, der ser sig som lesbiske og transmænd, der ser sig som bøsser, ikke bare dater andre transkvinder hhv. transmænd? Jeg som lesbisk kræver jo heller ikke, at heteroseksuelle kvinder gentænker deres seksuelle orientering kritisk sådan at min datingpool kan forøges fra den nuværende ca. 1 procent af befolkningen til en langt større gruppe.

Dernæst bruger Maia Kahlke Lohrenzen en del plads på udsagn om transkvinders forhøjede kriminalitet i forhold til biologiske kvinders. Hun påstår ikke overraskende, at disse udsagn er løgnagtige. Mig bekendt har dette spørgsmål ikke spillet nogen nævneværdig rolle i den danske debat, så jeg ved ikke rigtigt hvorfor hun kommer ind på det her. I henhold til radikalfeminismen skyldes forskellene i mænds og kvinders adfærd, f.eks. i forhold til kriminalitet, den socialisering man modtager fra det øjeblik man bliver født. Det er derfor oplagt, at transkvinder som alt andet lige har modtaget en mandlig socialisering også vil have en adfærd, der ligner biologiske mænds mere end biologiske kvinders. Denne undersøgelse lægger også op til, at det også forholder sig sådan.

Maia Kahlke Lohrenzen mener at kunne bevise, at en ældre svensk undersøgelse der viste, at transkvinder har en kriminalitetsrate der svarer til biologiske mænds, kan afvises med henvisning til at dette kun galt for den ældre del af den periode som undersøgelsen dækkede da transkønnede i denne periode skulle have haft det særligt hårdt. Men da der ikke laves nogen sammenligning med kriminalitetsraten for særligt udsatte biologiske kvinder i samme periode kan jeg ikke rigtigt se, hvad man kan bruge det til.

Problemet med transkvinder dømt for sexovergreb der er anbragt i britiske fængsler, og som Maia Kahlke Lohrenzen mener, er en ondsindet myte, er nu reelt nok – hvem fremgår af denne længere artikel.

Maia Kahlke Lohrenzen afviser ganske bestemt udsagnet om, at TERF er et skældsord. Det er et præcist udtryk, hævder hun, og derfor skal man også bruge det. Men hvordan kan det være et passende udtryk når hun og hendes kampfæller selv stiller spørgsmålstegn ved om vi, som de bruger udtrykket om, i det hele taget er feminister? Ud fra den logik skulle vi jo ikke omtales som ”TERF” men som ”TE”.

Problemet med ”TERF” er, at det ikke definerer hvad vi skulle ”ekskludere” transkønnede fra. Der er ligesom forskel på ikke at dele transparadigmets forståelse af hvad det vil sige, at være en mand eller en kvinde, og så at ekskludere transkønnede fra f.eks. menneskeheden. Desuden bliver TERF også ofte brugt i forbindelse med trusler om vold og drab, sådan man f.eks. kan se her.

Jeg har dog overvejet, om vi ikke skulle reclaime dette udtryk, ligesom nogle radikalfeminister har gjort det med ordet ”heks”. Hvis jeg er en TERF, fordi jeg insisterer på kvinders ret til at sige nej til at folk født med en penis skal bestemme hvad det vil sige, at være kvinde, og hvem vi skal elske med, så er jeg en TERF med stolthed.

Maia Kaklke Lohrenzen kan slet ikke forstå, hvorfor radikalfeminister ikke vil kaldes for ”ciskønnede” for:” Ciskønnet betyder, at man identificerer sig med det køn man er tildelt ved fødslen.

Udtrykket ”ciskønnet” og påstanden om at vi får tildelt vores køn ved fødslen, er typiske for transparadigmet. Det man forsøger, er at gøre en speciel erfaring eller fortolkning af den erfaring med køn som transkønnede måtte have til en almengyldig sandhed om alles erfaringer med og oplevelser af deres køn. Men altså, jeg fik ikke tildelt mit køn ved fødslen. For ved fødslen skete der blot det, at min krop kom ud af min mors livmoder. Min krops biologiske køn blev nemlig fastlagt da jeg blev undfanget. Hvad jeg derimod fik tildelt ved fødslen var en bestemt kønsrolle – og lige fra dag ét i mit liv blev jeg og bliver jeg mødt med bestemte forventninger fordi jeg er en kvinde. Jeg identificerer mig IKKE med den kønsrolle og de kønsrolleforventninger jeg fik tildelt ved fødslen og som jeg siden hen er blevet mødt med. Og sådan har alle de radikalfeminister jeg kender det også. At kalde os for ”cis-kønnede”, er at pådutte os et forhold til vores køn som vi ikke har.

 

Maia Kaklke Lohrenzen bryder sig heller ikke om udtrykket ”intersekten” som nogle radikalfeminister bruger om den intersektionelle feminisme. Det gør jeg faktisk heller ikke. Da jeg har en religionsvidenskabelig uddannelse bryder jeg mig ikke om den folkelige brug af begrebet ”sekt”, da den ofte sker i forbindelse med en negativ omtale af religiøse minoriteter. Hvad der dog er rigtigt, er, at den intersektionelle feminisme ofte synes at have en række træk tilfælles med usunde religiøse miljøer, så som en manglende vilje til kritisk refleksion og social udstødning af alle, der vover, at stille kritiske spørgsmål. Hendes dæmonisering af radikalfeminister er udtryk for en sådan problematisk mentalitet.

 

Læs mere

Skrevet af den 11 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 4 kommentarer

Homoseksuelle er ikke velkomne til Copenhagen Pride

 

Det har vakt en del opstandelse, at en mindre gruppe radikalfeministiske lesbiske under London Pride demonstrerede mod det pres som den radikale transaktivisme udsætter lesbiske for. I denne forbindelse blev der på Copenhagen Prides officielle Facebook side spurgt om hvad Priden ville gøre for at forhindre lignende ”transfobiske” indslag. Dette udløste en længere debat hvor jeg og en række andre radikalfeminister fortalte om hvordan lesbiske bliver beskyldt for at være transfobiske, hvis de ikke vil have sex med transkvinder der har en penis. Dette udløste en voldsom modreaktion fra en række radikale transaktivister og intersektionelle feminister. Ud over at påstanden om at det er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex der inkluderer en penis, blev gentaget talrige gange, blev vi også beskyldt fra at være usolidariske med transkvinder, og vi fik at vide, at vi bør evaluere vores seksuelle begær kritisk. Men det var sådan set de mere milde beskyldninger. Vores beskrivelse af den klassiske lesbiske seksuelle orientering blev nemlig også kaldt for bl.a. ”pis”, ”gylle” og “super led”, ligesom den blev sammenlignet med racisme. Da et par bøsser henviste til at de er til penis og ikke til vagina hhv. tog afstand fra denne dybt nedladende og homofjendske måde at omtale homoseksuelle på fik de også det glatte verbale lag.

Jeg og et par andre bad Priden om at tage afstand fra disse modbydelige udsagn om homoseksuelle og fra selve ideen om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkønnede, der har en penis, hhv. hvis man som bøsse ikke er til sex med transkønnede, der har en vagina. Det har man imidlertid ikke villet gøre. I stedet skriver man, at man ikke skal tvinges til sex man ikke er til – det skriver en del af dem der i den grad langer ud mod homoseksuelle i øvrigt også. Men ud fra logik kan man heller ikke tale om tvangsheteroseksualitet her i Danmark, da ingen lov tvinger homoseksuelle til at have sex med personer af modsat køn og seksuel tvang generelt er forbudt. Problemet er bare, at vi lever i et samfund, hvor homoseksuelle fortsat oplever et moralsk pres for at de skal leve heteroseksuelt. På samme måde udsætter radikale transaktivister og intersektionelle feminister i dag homoseksuelle, især lesbiske, for et moralsk pres for at de skal acceptere sex med personer de ikke er seksuelt tiltrukket af. Priden er nu bukket under for dette pres.

Pridens accept af disse voldsomme udfald mod homoseksuelle hvis seksualitet udelukkende er rettet mod personer af samme biologisk køn som dem selv, må derfor tolkes som at det er deres syn på sagen – eller at de i hvert fald ikke vil kæmpe for homoseksuelles ret til at definere deres egen seksuelle orientering og for at være stolte af den. Set i lyset af at en undersøgelse har vist, at langt de fleste ikke-transkønnede, herunder homoseksuelle, ikke er til sex med transpersoner, må konklusionen være, at langt de fleste homoseksuelle – og heteroseksuelle for den sags skyld –  ikke er favnet af Priden og ikke er velkomne, da de jo er transfobiske, deres seksuelle orientering er pis osv.

Så kære homoseksuel, hvis du definerer din seksuelle orientering ud fra dit biologiske køn og din partners biologiske køn – så bliv væk fra Priden eller giv på anden måde udtryk for din protest mod at Priden er bukket under for den radikale transaktivismes kamp mod homoseksualitet i dens traditionelle betydning af at man elsker og begærer personer af samme biologiske køn som en selv. Protester mod at Priden er blevet til homoshaming. Og hvis du ser dig som en heteroseksuel allieret i vores kamp må du meget gerne gøre det samme.

Læs mere