Menu
Kategorier

Skrevet af den 14 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 1 kommentar

Killjoys dæmonisering af radikalfeminismen

Internetsited Killjoy.dk har bragt en længere artikel med titlen ”Hvad er ‘TERFs’, og hvorfor er disse “feminister” så vrede på transkvinder?” Artiklen, der er forfattet af Maia Kahlke Lohrenzen, er bragt under kategorien ”Manosfæren”, der beskrives som ”PUAs, Incels, MGTOWs, Red pillers, meninists, MRAs og misogyne trolls. Velkommen til Manosfæren hvor vi undersøger og dokumenterer de kvindefjendske eller anti-feministiske afkroge af internettet. Trigger Warnings for Sexisme, Racisme, homofobi, transfobi og ekstrem voldelig og hadeful retorik.” Så er tonen ligesom lagt fra starten af. Vi radikalfeminister, ”RF”’et i ”TERF” står jo for radikalfeminister, sættes i bås med ekstremistiske kvindehadere og andet ondt. Og tonen holdes løbende i artiklen, hvor de radikalfeministiske kritikere af hvad jeg kalder for transparadigmet og den radikale transaktivisme løbende bliver sat i forbindelse med ekstremistiske manderetsaktivister, racister og den ydre højrefløj. Sidst jeg tjekkede, var der ingen af disse grupper, der bekendte sig til den radikalfeministiske grundantagelse, at kvinder er det undertrykte køn i patriarkatet mens mændene er det undertrykkende køn. Men øjensynligt er det nok, at man ikke vil tilslutte sig dogmet om at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, til at man bliver sat i bås med de mørkeste kræfter i vores samfund.

Maia Kahlke Lohrenzen indrømmer, at hun ikke aner, hvorfor TERF’erne (altså de såkaldte ”transekskluderende” radikalfeminister) er ”så vrede” på transkvinder. Men hun har dog nogle bud herpå:

Mit gæt er for det første, at disse kvinder er kønsessentialister; De mener at køn er en medfødt, biologisk realitet, der ikke kan ændres, og hele deres feministiske analyse er baseret på, hvordan denne realitet kommer til udtryk for kvinder i form at patriarkalsk undertrykkelse. De opfatter i forlængelse af det simpelthen ikke transkvinder som kvinder, eller transmænd som mænd – fordi de mener køn er medfødt og ikke kan ændres ‘rigtigt’.

Ja, radikalfeminister går ud fra, at biologisk køn er medfødt – ligesom f.eks. vores hudfarve er det. Dette er imidlertid ikke essentialisme, det er en anerkendelse af åbenlyse fakta. ”Kønsessentialisme” er påstanden om, at vi er født med kønnede hjerner, og at samfundets kønsroller, kønsrollesteretyper og den enkeltes kønsrollepræferancer er et produkt af disse biologisk kønnede hjerner og derfor medfødte og naturlige. I henhold til radikalfeminismen er kønsrollerne mfl. imidlertid sociale konstruktioner. De er med andre ord menneskeskabte fænomener – og i et radikalfeministisk perspektiv er de faktisk skabt af patriarkatet for at sikre mænds herredømme over kvinder.

Mht. spørgsmålet om hvorvidt transkvinder ER kvinder, og transmænd ER mænd, så kan det jo lige præcist ikke besvares med mindre, at man kommer med en definition af hvad det vil sige, at være hhv. en kvinde og en mand. Og hvis man ikke kan definere den undertrykte og den undertrykkende klasse i patriarkatet, så kan man heller ikke klargøre hvem kvindekampen skal kæmpe for og hvad dens mål skal være. I et radikalfeministisk perspektiv er køn udelukkende et spørgsmål om ens kropslige udgangspunkt. Vi ser hvordan millioner og atter millioner af biologiske kvinder verden over udnyttes, udbyttes, voldtages og myrdes af biologiske mænd. Ikke fordi de ”føler”, at de er kvinder – men fordi mænd vil kontrollere og eje deres kroppe. Når kategorien ”kvinde” og ”mand” gøres til en ikke nærmere definerbar følelse eller identitet, for at kunne inkludere transkønnede i deres ønskede kønskategori, udviskes og usynliggøres dette helt fundamentale element i hvordan kvindeundertrykkelsen fungerer. Jeg synes dog, at man af respekt for transkønnede så vidt som muligt bør tale om ”transmænd” og ”transkvinder” og konsekvent bruge de ønskede pronomener. Men det er også af føromtalte årsager vigtigt, at fastholde, at der er forskel på at være en biologisk kvinde og en transkvinde hhv. en biologisk mand og en transmand. Disse forskelle medfører også, at radikalfeminister typisk har mere fokus på transkvinder end transmænd. Det handler slet og ret om, at kravet om at transkvinder skal ses og behandles 100 procent som biologiske kvinder har umiddelbare negative konsekvenser for sidstnævntes rettigheder f.eks. når det kræves, at transkvinder skal have lov til at konkurrere som og med kvinder i professionel sport.

For det andet tror jeg, at kampen for transkønnedes rettigheder og krav om inklusion i feministiske miljøer prikker til nogle grundsten i selvopfattelsen som en del af ‘den undertrykte gruppe’. Som ciskvinde har man privilegier, som transkvinder ikke har – og det virker som om det er en sandhed der er svær at sluge. Som en ældre TERF engang sagde til mig; “Jeg har fået tæv af mænd for at være lesbisk, kvinde og for at være feminist. Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle mig, at jeg er privilegeret!

 

Jeg vil senere i artiklen komme ind på problemet med begrebet ”cis-kønnet”. Jeg synes imidlertid at dette citat er meget sigende i sig selv. For hvorfor i alverden skulle en lesbiske kvinde, der er blevet fysisk overfaldet af mænd for at være en lesbisk, en kvinde og en feminist, føle sig privilegeret i forhold til en transkvinde?

 

Dernæst går Maia Kahlke Lohrenzen så over til at forsøge at forholde sig til de argumenter som de såkaldte TERF’s fremfører hhv. påstås af fremføre i debatten.

Først tager hun afstand fra udtrykket ”transideologien” som hun sammenligner med den amerikanske religiøses højrefløjs udtryk ”the gay aganda” og den anti-feministiske manderettighedsbevægelse. Nu foretrækker jeg selv udtrykket ”transparadigmet” frem for ”transideologien”, da jeg mener, at det er mere præcist. Problemet med den radikale transaktivisme og dens mange støtter indenfor den intersektionelle feminisme er nemlig, at man lige præcist ikke blot kæmper for specifikke snævre mål sådan som homorettighedsbevægelsen har gjort det i de sidste årtier, men i stedet kræver en omfattende ændring i hele den måde vi forstår køn på. Ultimativt er det hele samfundet der skal omtolke køn, så det passer til transparadigmet – men i første omgang er det især kvindeorganisationerne og homobevægelsen, der pålægges at tilpasse sig. Eksempler herpå er når de ord vi bruger om kvinders kroppe skal ændres til kønsneutrale udtryk og når homoseksuelle pålægges at ændre deres seksuelle orientering.

For ca. et år siden havde jeg mine første erfaringer i dansk sammenhæng med personer fra det intersektionelle miljø, der mente, at der var behov for at ”vi diskuterer og problematiserer lesbiskes manglende interesse i penis”. Jeg skrev lettere oprevet om det på min Facebook profil – og fik i denne forbindelse brugt udtrykket ”transaktivister”. En transkvinde som jeg er FB ven med skrev så en venlig kommentar om at hun blev ked af at jeg brugte det udtryk, for hun så sig selv som en transaktivist, der stille og roligt arbejdede mod diskrimination af transkønnede i erhvervslivet. Jeg kan godt se hendes pointe og er taknemmelig for hendes input. Min kritik er ikke rettet mod de transkønnede, der arbejder for basale menneskerettigheder for transkønnede, så som at man ikke skal miste sit arbejde eller nægtes et job fordi man springer ud som eller er synlig transkønnet. Deres kamp støtter jeg 100 procent. Jeg opponerer mod de radikale transaktivister, der fører transidentitetspolitik på bekostning af biologiske kvinder, ikke mindst lesbiske.

Dernæst skriver Maia Kahlke Lohrenzen et længere afsnit, hvor hun argumenterer for nødvendigheden af at homoseksuelle kritisk revaluerer deres manglende seksuelle interesse i transkønnede. Hun kan slet ikke se noget som helst problem i at komme med et sådant krav. Hun kan tydeligvis ikke se det problematiske i at en seksuel minoritet, der må kæmpe med diskrimination og skamfølelsen over at være anderledes, opfordres at gentænke og ændre deres seksuelle orientering. Man fristes til at tale om omvendelsesterapi i en intersektionel forklædning. Hvad jeg i øvrigt ikke kan forstå er, hvorfor transkvinder, der ser sig som lesbiske og transmænd, der ser sig som bøsser, ikke bare dater andre transkvinder hhv. transmænd? Jeg som lesbisk kræver jo heller ikke, at heteroseksuelle kvinder gentænker deres seksuelle orientering kritisk sådan at min datingpool kan forøges fra den nuværende ca. 1 procent af befolkningen til en langt større gruppe.

Dernæst bruger Maia Kahlke Lohrenzen en del plads på udsagn om transkvinders forhøjede kriminalitet i forhold til biologiske kvinders. Hun påstår ikke overraskende, at disse udsagn er løgnagtige. Mig bekendt har dette spørgsmål ikke spillet nogen nævneværdig rolle i den danske debat, så jeg ved ikke rigtigt hvorfor hun kommer ind på det her. I henhold til radikalfeminismen skyldes forskellene i mænds og kvinders adfærd, f.eks. i forhold til kriminalitet, den socialisering man modtager fra det øjeblik man bliver født. Det er derfor oplagt, at transkvinder som alt andet lige har modtaget en mandlig socialisering også vil have en adfærd, der ligner biologiske mænds mere end biologiske kvinders. Denne undersøgelse lægger også op til, at det også forholder sig sådan.

Maia Kahlke Lohrenzen mener at kunne bevise, at en ældre svensk undersøgelse der viste, at transkvinder har en kriminalitetsrate der svarer til biologiske mænds, kan afvises med henvisning til at dette kun galt for den ældre del af den periode som undersøgelsen dækkede da transkønnede i denne periode skulle have haft det særligt hårdt. Men da der ikke laves nogen sammenligning med kriminalitetsraten for særligt udsatte biologiske kvinder i samme periode kan jeg ikke rigtigt se, hvad man kan bruge det til.

Problemet med transkvinder dømt for sexovergreb der er anbragt i britiske fængsler, og som Maia Kahlke Lohrenzen mener, er en ondsindet myte, er nu reelt nok – hvem fremgår af denne længere artikel.

Maia Kahlke Lohrenzen afviser ganske bestemt udsagnet om, at TERF er et skældsord. Det er et præcist udtryk, hævder hun, og derfor skal man også bruge det. Men hvordan kan det være et passende udtryk når hun og hendes kampfæller selv stiller spørgsmålstegn ved om vi, som de bruger udtrykket om, i det hele taget er feminister? Ud fra den logik skulle vi jo ikke omtales som ”TERF” men som ”TE”.

Problemet med ”TERF” er, at det ikke definerer hvad vi skulle ”ekskludere” transkønnede fra. Der er ligesom forskel på ikke at dele transparadigmets forståelse af hvad det vil sige, at være en mand eller en kvinde, og så at ekskludere transkønnede fra f.eks. menneskeheden. Desuden bliver TERF også ofte brugt i forbindelse med trusler om vold og drab, sådan man f.eks. kan se her.

Jeg har dog overvejet, om vi ikke skulle reclaime dette udtryk, ligesom nogle radikalfeminister har gjort det med ordet ”heks”. Hvis jeg er en TERF, fordi jeg insisterer på kvinders ret til at sige nej til at folk født med en penis skal bestemme hvad det vil sige, at være kvinde, og hvem vi skal elske med, så er jeg en TERF med stolthed.

Maia Kaklke Lohrenzen kan slet ikke forstå, hvorfor radikalfeminister ikke vil kaldes for ”ciskønnede” for:” Ciskønnet betyder, at man identificerer sig med det køn man er tildelt ved fødslen.

Udtrykket ”ciskønnet” og påstanden om at vi får tildelt vores køn ved fødslen, er typiske for transparadigmet. Det man forsøger, er at gøre en speciel erfaring eller fortolkning af den erfaring med køn som transkønnede måtte have til en almengyldig sandhed om alles erfaringer med og oplevelser af deres køn. Men altså, jeg fik ikke tildelt mit køn ved fødslen. For ved fødslen skete der blot det, at min krop kom ud af min mors livmoder. Min krops biologiske køn blev nemlig fastlagt da jeg blev undfanget. Hvad jeg derimod fik tildelt ved fødslen var en bestemt kønsrolle – og lige fra dag ét i mit liv blev jeg og bliver jeg mødt med bestemte forventninger fordi jeg er en kvinde. Jeg identificerer mig IKKE med den kønsrolle og de kønsrolleforventninger jeg fik tildelt ved fødslen og som jeg siden hen er blevet mødt med. Og sådan har alle de radikalfeminister jeg kender det også. At kalde os for ”cis-kønnede”, er at pådutte os et forhold til vores køn som vi ikke har.

 

Maia Kaklke Lohrenzen bryder sig heller ikke om udtrykket ”intersekten” som nogle radikalfeminister bruger om den intersektionelle feminisme. Det gør jeg faktisk heller ikke. Da jeg har en religionsvidenskabelig uddannelse bryder jeg mig ikke om den folkelige brug af begrebet ”sekt”, da den ofte sker i forbindelse med en negativ omtale af religiøse minoriteter. Hvad der dog er rigtigt, er, at den intersektionelle feminisme ofte synes at have en række træk tilfælles med usunde religiøse miljøer, så som en manglende vilje til kritisk refleksion og social udstødning af alle, der vover, at stille kritiske spørgsmål. Hendes dæmonisering af radikalfeminister er udtryk for en sådan problematisk mentalitet.

 

Læs mere

Skrevet af den 11 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 4 kommentarer

Homoseksuelle er ikke velkomne til Copenhagen Pride

 

Det har vakt en del opstandelse, at en mindre gruppe radikalfeministiske lesbiske under London Pride demonstrerede mod det pres som den radikale transaktivisme udsætter lesbiske for. I denne forbindelse blev der på Copenhagen Prides officielle Facebook side spurgt om hvad Priden ville gøre for at forhindre lignende ”transfobiske” indslag. Dette udløste en længere debat hvor jeg og en række andre radikalfeminister fortalte om hvordan lesbiske bliver beskyldt for at være transfobiske, hvis de ikke vil have sex med transkvinder der har en penis. Dette udløste en voldsom modreaktion fra en række radikale transaktivister og intersektionelle feminister. Ud over at påstanden om at det er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex der inkluderer en penis, blev gentaget talrige gange, blev vi også beskyldt fra at være usolidariske med transkvinder, og vi fik at vide, at vi bør evaluere vores seksuelle begær kritisk. Men det var sådan set de mere milde beskyldninger. Vores beskrivelse af den klassiske lesbiske seksuelle orientering blev nemlig også kaldt for bl.a. ”pis”, ”gylle” og “super led”, ligesom den blev sammenlignet med racisme. Da et par bøsser henviste til at de er til penis og ikke til vagina hhv. tog afstand fra denne dybt nedladende og homofjendske måde at omtale homoseksuelle på fik de også det glatte verbale lag.

Jeg og et par andre bad Priden om at tage afstand fra disse modbydelige udsagn om homoseksuelle og fra selve ideen om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkønnede, der har en penis, hhv. hvis man som bøsse ikke er til sex med transkønnede, der har en vagina. Det har man imidlertid ikke villet gøre. I stedet skriver man, at man ikke skal tvinges til sex man ikke er til – det skriver en del af dem der i den grad langer ud mod homoseksuelle i øvrigt også. Men ud fra logik kan man heller ikke tale om tvangsheteroseksualitet her i Danmark, da ingen lov tvinger homoseksuelle til at have sex med personer af modsat køn og seksuel tvang generelt er forbudt. Problemet er bare, at vi lever i et samfund, hvor homoseksuelle fortsat oplever et moralsk pres for at de skal leve heteroseksuelt. På samme måde udsætter radikale transaktivister og intersektionelle feminister i dag homoseksuelle, især lesbiske, for et moralsk pres for at de skal acceptere sex med personer de ikke er seksuelt tiltrukket af. Priden er nu bukket under for dette pres.

Pridens accept af disse voldsomme udfald mod homoseksuelle hvis seksualitet udelukkende er rettet mod personer af samme biologisk køn som dem selv, må derfor tolkes som at det er deres syn på sagen – eller at de i hvert fald ikke vil kæmpe for homoseksuelles ret til at definere deres egen seksuelle orientering og for at være stolte af den. Set i lyset af at en undersøgelse har vist, at langt de fleste ikke-transkønnede, herunder homoseksuelle, ikke er til sex med transpersoner, må konklusionen være, at langt de fleste homoseksuelle – og heteroseksuelle for den sags skyld –  ikke er favnet af Priden og ikke er velkomne, da de jo er transfobiske, deres seksuelle orientering er pis osv.

Så kære homoseksuel, hvis du definerer din seksuelle orientering ud fra dit biologiske køn og din partners biologiske køn – så bliv væk fra Priden eller giv på anden måde udtryk for din protest mod at Priden er bukket under for den radikale transaktivismes kamp mod homoseksualitet i dens traditionelle betydning af at man elsker og begærer personer af samme biologiske køn som en selv. Protester mod at Priden er blevet til homoshaming. Og hvis du ser dig som en heteroseksuel allieret i vores kamp må du meget gerne gøre det samme.

Læs mere

Skrevet af den 9 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Lesbisk revolution nu!

Et fast ritual i alle vestlige lande er i dag at der afholdes Prideparader. Her kan LGBT+diverse andre bogstaver – eller skal vi ikke bare kalde det minoritets-alfabetsuppen? – fejre sig selv. Endnu vigtigere er det dog at majoritetssamfundet kan fejre sin egen selvforståelse som tolerant og rummelig. Jo mere Pride er blevet til en fest for alle, der vil anerkendes af andre som rummelige og mangfoldighedspositive, desto mere bliver prideparaderne overrendt af levebrødspolitikere og repræstentanter fra multinationale virksomheder. 

Det ligger ligesom i luften, at pride skal være en glitterfest med lige så meget politisk bid som overkogt spagetti. Panikken må derfor bryde ud når nogen påtager sig opgaven som “killjoy’er”, som dem der ødelægger den gode stemning ved familiefesten ved at påpege, at der er skeletter i skabet. 

Og det var lige præcist det som skete da det lykkes en gruppe radikalfeministiske lesbiske aktivister at komme forrest i Londons Prideparade og sågar kortvarigt stoppe denne ved at lægge sig fladt ned og nægte at flytte sig.

LGBT mediet PinkNews – af deres kritikere også kaldet PenisNews – berettede ganske rystet over disse radikalfeministiske lesbiskes demonstration – og mainstreammedierne fulgte med, sågar Jyllandsposten skrev med forarget stemmeføring om dette brud på glitter-etiketten. Denne lille gruppe modige kvinder blev beskyldt for at være transhadere, transfober og så selvfølgelig TERF’s. Med andre ord, en lille gruppe hekse angreb i disse mediers øjne ud af rendyrket ondskab fællesskabets fejring af sin egen selvgodhed.

Det deres demonstration faktisk handlede om var imidlertid en ganske fredelig protest mod at radikale transaktivister i ledtog med folk fra queer-bevægelsen og den intersektionelle feminisme prøver at shame og blame lesbiske til at acceptere personer født med en penis som sexpartnere, hvis disse “identificerer” sig som lesbiske kvinder. Man er nemlig i disse kredse transfobisk, hvis man ikke vil anerkende, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan og at nogle lesbiske derfor har en penis. I disse queere tider, hvor et homoseksuelt ægteskab kan bestå af to personer med modsat biologisk køn, er der altså en lille gruppe lesbiske radikalfeminister, der kæmper for retten til at definere deres egen seksuelle orientering. Og det er selvfølgelig for galt! De kæmper også for, at man kan være en biologisk kvinde der bryder med kønsrolleforventningerne til kvinder uden, at det gør en til en mand. De har den meget umoderne holdning, at man godt kan elske fodbold, combatboots og kvinder uden nødvendigvis at være en mand. 

Det er sørgeligt, at vi er kommet så vidt, at Priden opfatter det som et uacceptabelt budskab, at de fleste lesbiske ikke er til penis – og at mange af os er gendernonconforming. LGBT+ bevægelsen har det svært med biologiske kvinder, der hverken dyrker penis eller kvindelighed som en fetish. Der er derfor brug for en lesbisk revolution rettet mod glitter-normen, der bliver stadigt mere kvindefjendsk. L skal ud af LGBT, så vi igen kan få lov til at være os selv uden at nogen født med en penis skal fortælle os hvem vi skal elske og hvordan vi skal forstå vores køn.

https://www.google.dk/amp/s/www.independent.co.uk/news/uk/home-news/anti-trans-protest-london-pride-parade-lgbt-gay-2018-march-lesbian-gay-rights-a8436506.html%3famp

https://www.pinknews.co.uk/2018/07/07/anti-trans-group-allowed-to-lead-pride-in-london-march-after-hijack/

https://jyllands-posten.dk/premium/briefing/ECE10741677/pride-i-london-kom-ud-af-kontrol-paa-grund-af-radikal-feministisk-gruppe-saadan-noget-maa-aldrig-ske-igen

 

Læs mere

Skrevet af den 16 jun, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

En matrice af undertrykkelse – en kommentar

 

Weekendavisen fra den 15.6.2018 bragte en artikel med titlen ”En matrice af undertrykkelse”, hvor journalisten Søren K. Villemoes bl.a. interviewer mig om mit syn på radikalfeminisme og dennes konflikt med den radikale transaktivisme. Jeg fortæller her om den trussel som jeg mener, at den udgør for lesbiske indenfor LGBT-bevægelsen og jeg opridser min kritik af den intersektionelle feminisme. Følger man med på min blog er der sådan set ikke noget nyt, men jeg er selvfølgelig glad for at have fået muligheden for at nå ud til en større læserskare end den lille trofaste flok som følger min blog.

Mere interessant synes jeg er de gensvar som Søren K. Villemoes har indsamlet fra min modpart i debatten. Først interviewer Søren K. Villemoes Frederikke Kjerulff Madsen som repræsenterer den intersektionelle feminisme. Hende har jeg debatteret med tidligere, og på mange måder gentager hun det hun sagde i denne debat. Alligevel mener jeg, at hendes udsagn fortjener en replik.

F.eks. fortæller hun, at ”Folk, der biologisk falder mellem mand og kvinde, understøtter feminismen og den fjollede og forældede ide om, at de (sic!) findes to kasser, mand og kvinde, hvor den ene er bedre end den anden og har forskellige egenskaber. Det er en arbitrær kategori, vi har skabt, og folk, der falder udenfor kasserne, er med til at bryde den.” Nu kan man vel godt rent biologisk være svær at placere i kategorien ”mand” hhv. ”kvinde” uden at man af den grund understøtter feminismen. Ligesom vi radikalfeminister ganske rigtigt anerkender de biologiske kategorier ”mand”, dvs. han-menneske og ”kvinde”, dvs. hunmenneske samtidigt med at vi afviser tanken om at mænd er bedre end kvinder eller at vi er fødte med bestemte egenskaber og kønsrollepræferencer. Og hvad har det at være transkønnet i øvrigt med biologi at gøre? Men også på et mere grundlæggende plan tager Frederikke Kjerulff Madsen efter min mening fejl. Hun gengiver nemlig kritikløs kønsteoretikeren Judith Butlers ide om at dem der falder udenfor kønsrollekategorierne automatisk bidrager til disses nedbrydning. Men så simpelt fungerer verden ikke.

Religionsforskeren Mary Douglas har den interessante teori, at ideen om ”ren og uren” hhv. det ”tabubelagte” har sine rødder i at samfundene ville beskytte de faste kategorier som et samfund bygger på og som derfor skal sikre kosmos, altså den ordnede verden. Det er kategorier som ”mand” og ”kvinde”, men også f.eks. ”dyr” og ”menneske”, ”levende” og ”død”, ”udenfor” og ”indenfor” etc. Dem hhv. det der falder udenfor disse kategorier er ”urene” og belægges med tabu. Den etablerede orden, eller kosmos om man vil, kan imidlertid sikres på mange måder. Ultimativt kan samfundet vælge at dræbe dem hvis eksistens udgør en uhåndterbar udfordring for de kategorier, der skal sikre den ordnede verden. Man kan også udskamme eller på anden måde afstraffe dem, der falder udenfor. Men man kan også give dem en plads i systemet og dermed forhindre, at det bliver udfordret.

Den 6. juni 2018 optrådte en far til et såkaldt transkønnet barn i TV2’s programmet ”Go´ aften Danmark”. Hans søn var som 2-årig begyndt at ville gå i prinsessekjoler og lege med pigelegetøj. Det var øjensynligt et problem for barnets børnehave, der derfor havde indkaldt både forældrene, personalet og en psykolog til en diskussion om barnet. Her gør psykologen så opmærksom på at den lille dreng må være transkønnet og altså en pige. Og herefter bliver barnet behandlet og set som en pige, hvorefter alt er harmoni og barnet bliver accepteret af alle. Eller sagt med andre ord, et kønsrolleoverskridende barn er øjensynligt uhåndterbar for en senmoderne dansk børnehave, der åbenbart kun kan håndtere børn, der lever op til de klassiske kønsrolleforventninger til hhv. drenge og piger. Passer et barn ikke til den ene kategori bliver det så placeret i den anden og harmonien og kønsrolleordenen er hermed genetableret og sikret. Transaktivismen af i dag udfordrer altså ikke kønsrollekategorierne, den understøtter dem.

Ellers gentager Frederikke Kjerulff Madsen sine tidligere udsagn om at man er transfobisk hvis man ikke vil have sex med transkvinder og at man derfor kritisk bør evaluere sit manglende begær. Det har jeg tidligere forholdt mig til og jeg vil derfor her kun påpege, at det er bemærkelsesværdigt, at hun tydeligvis gør seksuel orientering til noget, der kan (og bør) ændres hvis den falder udenfor de intersektionelles dogme om at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, en påstand som hun bekræfter i artiklen. Kønsidentitet derimod er øjensynligt noget medfødt/biologisk som man bare har at acceptere.

Til sidst i artiklen interviewer Søren K. Villemoes så den radikale transaktivist Laura Mølgaard Tams. Hun påstår, at jeg spreder konspirationsteorier, for efter hendes mening hverken undertrykker eller lukker transaktivister munden på feminister, det er de en for lille og svag gruppe til. Ak, gid det var så vel. Men som jeg beskriver i denne artikel så gør radikale transaktivister alt hvad de kan for at lukke munden på selv sorte radikalfeminister, der vover, at udfordre de radikale transaktivisters dagsorden. Deplatforming af radikalfeminister hører med til dagens orden. Et andet sørgeligt eksempel er at det lykkedes radikale transaktivister at få lukket verdens største og ældste radikalfeministiske musikfestival ”Michigan Wymen’s Music Festival” fordi de ikke ville lade transkvinder deltage da det var et kønsseparatistisk arrangement. Hvad konservative politiske og religiøse kræfter forgæves havde kæmpet for i årtier lykkedes for de radikale transaktivster: at berøve radikalfeministiske lesbiske kvinder en uges frirum fra patriarkatet og heteronormativiteten.

Laura Mølgaard Tams afviser blankt, at transaktivister skulle have overtaget LGBT-bevægelsen. Hendes argument herfor er, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme ”for længe siden” mens transkønnede først blev fjernet herfra i 2017. Men altså: Det nuværende LGBT Danmark blev grundlagt i 1948. Homoseksualitet blev fjernet fra den danske liste over psykiske sygdomme i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. Transkønnede blev inkluderet i det daværende LBL i 2008, i 2014 blev det juridiske kønsskifte indført og i 2017 blev transkønnede fjernet fra listen over psykiske lidelser. Homoseksuelle har med andre ord måttet kæmpe længere for deres rettigheder end transkønnede, som kort tid efter deres inklusion i homobevægelsen er gået fra sejr til sejr. Desværre fører LGBT-bevægelsen i dag trans-politik på bekostning af ikke mindst lesbiske som jeg tidligere har beskrevet. Men de gør det også generelt på bekostning af alle gendernonconforming børn og unge, som i dag med stor iver forsøges placeret i kategorien ”transkønnet”, selvom vi er mange gendernonconforming homoseksuelle, der allerede var ”kønsafvigere” som børn. I dag skal vi helst normaliseres med hormoner og operationer så samfundets kønsrollekategorier ikke bliver udfordret…

Til sidst i interviewet synes jeg, at det kammer lidt over for Laura Mølgaard Tams: ”Jeg er så træt af de her gamle koner, der vil tale om mine kønsorganer. Jeg synes, det er perverst”. & ”Jeg vil ikke have sex med nogen af jer. Jeg synes, I er ubehagelige”. Og så gentager hun påstanden om, at det er transfobisk, at give udtryk for at man ikke vil have sex med transkvinder. Her minder Laura Mølgaard Tams mig om de heteroseksuelle kvinder, der tror, at det at man fortæller dem, at man er lesbisk, betyder, at man vil have sex med dem. Vores kritik af påstanden om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke vil have sex der inkluderer en penis, er en kritik af ideen om at lesbiskes seksuelle orientering skal stå til debat, og at de skal shames og blames til at overskride deres seksuelle grænser. Kritikken er ikke udtryk for en interesse i Laura Mølgaard Tams’ penis. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at den er jeg ret så meget ligeglad med så længe hun ellers holder den behørigt tildækket når jeg er i nærheden af hende. Om jeg kommer det er så en anden sag, for til sidst i artiklen giver hun udtryk for at hun er bange for feminister som mig. Sjovt egentlig, for i vores samfund forbindes ”gamle koner” jo med en del negativt, men sådan set ikke med at man er farlig, altså bort set fra hvis man mistænkes for at være en heks…

 

Læs mere