Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 dec, 2018 under Lgbt | 1 kommentar

Hvad er en kvinde?

 

Et af det senmoderne samfunds kendetegn er, at der ikke længere er noget, der er givet, men at alt i stedet står til debat. Hver enkelt af os er tvunget til at navigere i et farvand hvor der hverken er fastlagte landemærker eller én veldefineret rute at følge. Vi må finde vores egen vej. Og det er jo på mange måder godt. Jeg er f.eks. glad for at jeg ikke behøver at leve som en hjemmegående husmor gift med en mand, sådan som min mor gjorde det da jeg var barn. Det er vigtigt, at ingen skal pålægges nogle kønsroller som de ikke kan genkende sig selv i men i stedet her frihed til at leve sådan som det passer dem bedst.

Men i dag er det ikke længere bare kønsrollerne, som vi selv kan vælge og sammensætte. Nej, nu er det selve vores køn som vi selv skal definere. Kønnet er i de sidste år blevet løsrevet fra at handle om vores kropslige udgangspunkt og er i stedet blevet til en selvdefineret identitet. Der er personer, som er født med en penis, men som insisterer på at de er kvinder. Der er personer, der menstruerer, men som insisterer på at de er mænd. Der er personer, der hævder, at de hverken er mænd eller kvinder, men i stedet er nonbinære. At være transkønnet er det nye sort og medierne har kastet sig over emnet med stor begejstring. Men som så ofte, så er der langt mellem de journalister der faktisk tør stille kritiske spørgsmål i stedet for bare at agere mikrofonholdere.

Hvad jeg i hvert fald endnu ikke har set, er en journalist, der tør stille de helt grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at være en mand hhv. en kvinde? Når du siger, at du er en transkvinde og ikke en mand – hhv. en transmand og ikke en kvinde – eller at du hverken er en mand eller en kvinde – hvad er det så som du ikke er?

Nu har jeg i flere år deltaget i debatten om køn og kønsidentitet på Facebook, hvor den er ganske intens især blandt feminister. Min erfaring er, at det typisk påstås, at man f.eks. er en kvinde ”hvis man føler, at man er en kvinde”. Spørger man så hvad det vil sige at føle sig som en kvinde, får man svaret: ”at føle sig som en kvinde vil sige, at man identificerer sig som en kvinde”. Spørger man dernæst hvad det sige at identificere sig som en kvinde, får man svaret: ”at identificere sig som en kvinde vil sige at man føler sig som en kvinde”. Det nyeste skud på stammen er dog, at det hævdes, at man er en kvinde hvis man siger, at man er en kvinde – og en kvinde er en person, der siger, at vedkommende er en kvinde. Det er jo en logik der svarer til at hævde, at indholdet af en krukke hvorpå der står ”salt” per definition er salt – og at salt er det der befinder sig i krukker hvorpå det står ”salt”. Denne logik overgås sådan set blot af dem, der simpelthen siger, at ”transkvinder ER kvinder – det står ikke til debat!”. Det er unægteligt en klog strategi at afvise at debattere det som man tydeligvis ikke har nogle rationelle argumenter for. Virker det ikke kan man så altid holde sig for ørene og skrige ”transfobi”!!! Angreb er jo som bekendt det bedste forsvar. Men ser man bag om alle afledningsmanøvrerne, cirkelslutningerne og de personlige angreb så må man sådan set bare konstatere, at det grundlæggende spørgsmål ikke er blevet besvaret: hvis køn ikke handler om vores kropslige udgangspunkt – om vores medfødte reproduktive potentiale – hvad er køn da? Er man en kvinde fordi man har en udefinerbar følelse som man fortolker som en kvindes følelse? Er man en mand fordi man meget gerne vil ses og anerkendes som en mand? Hvad vil det i det hele taget sige at være noget? Er man f.eks. lige så gammel som man føler sig?  Er jeg per definition den jeg gerne vil være?

Nu må folk efter min mening mene og føle om sig selv hvad de vil. Selvfølgelig har transkvinder ret til at identificere sig som kvinder – hvad de så end mener med det. De har lov til at mene, at deres medfødte penis er et kvindeligt kønsorgan ligeså vel som transmænd, der er gravide, har lov til at mene, at de er gravide mænd. Problemet opstår når den enkeltes subjektive selvforståelse bliver til en norm som andre objektivt skal bøje sig for. Så får vi nemlig krav om at myndighederne generelt skal omtale mødre som ”den fødende forældre”, og krav om at personer med en penis skal have lov til at nøgenbade sammen med kvinderne. Så får vi krav om at personer født med en mands krop skal have lov til at konkurrere med biologiske kvinder indenfor sportens verden. Man må mene om sig selv hvad man vil – men man må ikke pådutte andre ens holdninger, heller ikke om en selv.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 23 dec, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Kampen om kønnet i en dansk sammenhæng

 

Det er spændende at se at Berlingske har opdaget den kulturkrig der lige fortiden finder sted i den engelsksprogede verden – nemlig krigen mellem radikale transaktivister og intersektionelle feminister samt queeraktivister på de ene side og radikale feminister på den anden side om hvad det vil sige, at være en kvinde. Det er bare en skam, at artiklen i Berlingske Tidende ikke kommer ind på at denne krig såmænd også finder sted her i Danmark.

Faktisk kan man nok tale om at denne krig i dansk sammenhæng definitivt starter den 22.4.2017 hvor Jette-Annemarie Hansen får bragt en kronik i Politiken der tager problematikkerne op. Siden hen har der også f.eks. været et indslag i Radio 24/7 , Søren K. Villemoes artikel ”En Matrice af undertrykkelse” i Weekendavisen fra den 15.6.2018, et interview med undertegnede i LGBT tidsskriftet Out and Abouts oktober udgave og her på det sidste en kronik, ligeledes skrevet af undertegnede, der blev bragt i Information den 30.11.2018.

Konflikten er altså også ankommet i Danmark, og den handler grundlæggende set om det samme: Hvad vil det sige, at være en kvinde? Kan en penis være et kvindeligt kønsorgan? Skal transkvinder med penis have adgang til f.eks. kvindernes omklædningsrum? Er det transfobisk at sætte lighedstegn mellem det at have en kvindes reproduktive organer og det at være en kvinde?  Er lesbiske transfobiske hvis de ikke er interesseret i at date transkvinder etc? Forskellen til den engelsksprogede verden er hovedsageligt, at de danske medier har givet diverse transaktivister meget stor publicity mens man kun i en lille grad har interesseret sig for en strid, der i høj grad finder sted på Facebook og er blandt feminister og internt i LGBT-miljøet. Det er jo meget sigende, at ingen journalist har interesseret sig for at en af Amnesty International og DR stærkt promoveret transaktivist fik chikaneret en sort kvindeaktivist væk fra et arrangement, der skulle fremme en lov om informeret samtykke, blot fordi denne transaktivist efter sigende ikke kunne tåle at høre den sorte kvinde fremføre et digt der er en hyldest til faktum, at vi alle er født af en person der har en kusse…

Læs mere

Skrevet af den 12 dec, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Er det transfobisk selv at ville definere sin egen seksualitet?

 

Ehm Hjorth Miltersen (EHM) reagerer i et debatindlæg i Information fra den 12.12.2018 på min kronik i samme avis fra den 30.11.2018.

EHM lægger ud med at sætte spørgsmålstegn ved min påstand om at lesbiske udskammes når de ikke vil have sex med personer født med en penis også når disse definerer sig som kvinder. En sådan udskamning er EHM nemlig ikke selv støt på. Men måske EHM i så tilfælde skulle kigge forbi Informations Facebookside og se på debattråden under min kronik og få syn for sagen.

EHM mener, at jeg er transfobisk fordi jeg ”fejlkønner” unge transmænd og kalder dem for kvinder. Men EHM beskriver selv hvordan lesbiske kan finde ud af at de er transmænd eller nonbinære og hvordan der er transkønnede, der finder ud af at de er kønsrolleafvigende lesbiske. Der er med andre ord tale om en gråzone mellem forskellige måder at definere grundlæggende set samme oplevelse af at være født med en kvindes krop men ikke kunne genkende sig selv i rollen som ”normal” heteroseksuel og ”feminin” kvinde. Hvis det er transfobisk, at betegne unge lesbiske, der omdefinerer sig selv som transkønnede, som ”kvinder”, så er det vel også homofobisk, at omtale unge transkønnede, som omdefinerer sig selv til lesbiske kønsrolleafvigende kvinder, som ”transkønnede”? Eller måske man bare skulle lade være med at råbe ”fobi!” hver gang nogen fortolker virkeligheden anderledes end man selv gør?

EHM mener at havde gennemskuet mig – jeg skriver om seksuel udskamning af lesbiske kvinder men mit egentlige mål skulle være et transfobisk angreb på transkvinder. EHM har øjensynligt ikke forstået, at man ikke kan definere hvad det vil sige, at være lesbisk, hvis man ikke også kan definere hvad det vil sige, at være en kvinde. Jeg definerer mig som lesbisk fordi jeg er en biologisk kvinde der er til andre biologiske kvinder. Det er sådan jeg forstår min seksualitet. Andre har selvsagt lov til at definere ”lesbisk” på anden vis. Men hverken EHM eller andre har lov til at pådutte mig en forståelse af mit køn og min seksualitet som jeg ikke kan genkende mig selv i.

Og ja, transkvinder er ikke biologiske kvinder selvom EHM påstår det modsatte. Mennesker er pattedyr, og alle pattedyr er delt op i hanner og hunner (og så enkelte individer som ikke kan placeres entydigt i en af disse to kategorier). Hunpattedyr er født med en vagina og ikke med en penis. Det er også derfor, at du skal være født med en penis, for kunne være en transkvinde. Dette hører med til at være en transkvinde og ændrer sig ikke ved hvad man så siden hen stiller op med denne penis.

Sidst taler EHM om ciskønnede kønsnonkonforme personer. Måske det skyldes, at EHM ikke ved hvad ”ciskønnet” betyder? I hvert fald ser det ud til at EHM trækker på det binære modsætningspar ”transkønnet” og ”ciskønnet” og ikke har fattet, at der altså findes mennesker, der som undertegnede ikke kan genkende sig selv i en af disse to kategorier og derfor venligt men bestemt vil have sig frabedt at få dem påduttet i det store LGBT+++ fællesskabs hellige navn.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 7 dec, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Til forsvar for lesbiske som mig

 

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der rundt omkring på Facebook spredes diverse rygter om hvad mine motiver skulle være for mit forsvar for den lesbiske identitet, sådan som jeg forstår den, ikke mindst i anledning af min kronik i Information fra den 30.11.2018.

For mig at se er lesbisk identitet (igen sådan som jeg forstår den) under angreb på tre planer i LGBT-miljøet og i det intersektionelle feministiske miljø.

For det første er der den her helt groteske påstand om at man som lesbisk skulle være transfobisk hvis man ikke er til personer født med en penis uanset deres kønsidentitet. Da jeg først stødte på denne uhyrlige påstand var det i artikler på nettet, der handlede om ting der skete i den engelsksprogede verden. Ok, tænkte jeg, det må være et fænomen knyttet til udlandet og ikke rigtigt noget man kunne tænke sig her i Danmark. Så blev jeg præsenteret for screenshots af debatter på danske feministiske Facebook sider hvor lesbiske blev udsat for samme anklager som dem jeg havde set dokumenteret fra udlandet. Da begyndte jeg at blive bekymret. Og pludselig befandt jeg mig så i en Facebook debat med nogle intersektionelle mænd, der kom med transfobi-påstanden. Da jeg påpegede det problematiske i at mænd vil fortælle lesbiske kvinder hvordan deres seksuelle orientering skal fungere, og at jeg oplevede deres kommentarer som grænseoverskridende, forsatte de ufortrødent og ville åbne en generel debat om lesbiskes manglende interesse i peniser. Det var faktisk meget ”triggering” for mig, og jeg måtte trække mig fra den debat for at beskytte mig selv. Jeg var imidlertid i sagens natur meget oprørt og skrev derfor om mine oplevelser på min egen Facebook væg. Nok fordi jeg stadigvæk var oprevet fik jeg skrevet noget om de her grænseoverskridende transaktivister. En af mine Facebookvenner, der er transkvinde, skrev så som kommentar, at hun blev ked af at jeg skrev ”transaktivister”, for det var hun selv, og hun kæmpede altså bare for at transkønnede skulle have ordentlige livsvilkår og hun støttede slet ikke de ting som jeg beskrev. Det var en korrektur jeg er hende taknemmelig for, for selvfølgelig handler det her ikke om alle transaktivister, og da slet ikke om transkønnede generelt. De her groteske anklager om transfobi rettet mod lesbiske som mig udgår fra radikale transaktivister hvoraf en hel del slet ikke selv er transkønnede.

For det andet er gendernonconforming/kønsrolleafvigende lesbiske som mig under angreb fordi vores kønsforståelse usynliggøres i LGBT-miljøet hvor det er blevet normen, at forstå køn ud fra en binær opdeling af menneskeheden i ciskønnede og transkønnede. Min kone f.eks. får det fysisk dårligt af at skulle gå i kvindetøj, som barn brugte hun i en periode et drengenavn om sig selv, og da hun kom i puberteten og udviklede bryster blev hun meget ked af at hun ikke længere måtte gå i bar overkrop ligesom drengene. Jeg kan forstå, at der går rygter om at hun skulle have forsøgt at transionere. Jeg ved ikke hvor det rygte kommer fra – men det er en løgn. Hvad der er rigtigt er, at hun der typisk læses som mand af folk der ikke kender hende, har det helt fint med at blive ”fejlkønnet” og faktisk synes, at det er ret fedt. Jeg selv begyndte at klæde mig bevidst feminint da jeg sprang ud overfor mig selv – i en form for frygt for at være en af de her ”maskuline lesbiske” som jeg havde hørt så meget negativt om. Det var ikke en god ide, da jeg fik et dårligt forhold til min krop af at klæde mig feminint. Da jeg endelig gav mig selv lov til at gå med herretøj var det som en åbenbaring. Tænk, at jeg kunne have tøj på som jeg syntes klædte mig og fik mig til at føle mig stærk og stolt! Det havde jeg aldrig troet muligt.

Hverken jeg eller min kone er cis-kønnede, vi identificerer os ikke med de kønsroller og kønsrolleforventninger som vi fik tildelt ved fødslen. Vi er imidlertid heller ikke transkønnede, da vi står ved den krop som vi er født med og er overbeviste om at vi som biologiske kvinder har fået en anden socialisering og er blevet mødt på en anden måde end hvis vi havde været biologiske mænd. Vi er gendernonconforming/kønsrolleafvigende/”maskuline” lesbiske/butcher – kært barn har mange navne. Vi er kønsrolleafvigere – vi er lesbiske – for os går dette hånd i hånd. Det gør det langt fra for alle lesbiske. Men for nogle af os gør det altså, og vi er godt trætte af at blive usynliggjort eller fejltolket i LGBT-miljøet.

For det tredje er jeg og lesbiske som mig meget bekymret over at biologiske kvinders anatomi og de erfaringer vi har, der er knyttet til denne anatomi, nu skal tabubelægges i de intersektionelle feministiske miljøer. Feministerne i 1970’erne kæmpede for at kvinder ikke skulle skamme sig over at have menstruation, over at være synligt gravide, over at amme offentligt, og over at have en kusse. Italesættelsen af vores anatomi var og er empowering for biologiske kvinder. At denne tale nu skal ophøre fordi enkelte transkønnede og ikke mindst deres ikke-transkønnede allierede mener, at det skulle være stødende for transkønnede at f.eks. ”menstruation” eller ”kusse” nævnes i samme sætning som ”kvinde” er og forbliver dybt godnat. Biologiske kvinder har lov til at tale om deres kropslighed med stolthed – det er faktisk et vigtigt våben i kampen mod kvindeundertrykkelsen at vi tør gøre det.

Læs mere