Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 maj, 2017 under Lgbt | 0 kommentarer

Transparadigmet

 

Transkøn er “the new black”. Medierne flyder over med historier om kendte og mindre kendte der springer ud som transkønnede. En identitetskategori der først opstod i 1990’erne, og som for få år siden var ukendt for de allerfleste, er nu blevet nærmest trendy – men også omstridt.

For i kølvandet på en berettiget og nødvendig kamp for at transkønnede, ligesom alle andre mennesker, skal beskyttes mod diskrimination på arbejdsmarkedet og mod vold og anden undertrykkelse, er der dukket et nyt paradigme op som forsøger at fortrænge alle andre forståelser af hvad køn er.

Paradigmer er en betegnelse for en overordnet måde at forstå verden på. Og som “transparadigmet” vil jeg betegne mange transaktivisters påstand om at køn udelukkende er et spørgsmål om identitet. Biologisk køn afvises som en social konstruktion med henvisning til eksistensen af diverse former for interkøn. Logikken synes at være, at hvis der findes mennesker som ikke entydigt er biologiske mænd eller kvinder, men som befinder sig i en art gråzone mellem disse to kategorier, så findes hovedkategorierne ikke. Altså hvis ikke alle er entydigt biologiske mand eller kvinde, så er der ingen der er det. Så en penis er et kvindeligt kønsorgan hvis dens ejer ser sådan på sagen.

Identitet fremstilles nemlig som noget essentielt, helligt og urørligt. Der er godt nok ikke rigtigt nogen, der kan sige hvad identitet så er når vi taler om køn. Spørger man “hvad vil det sige, at man identificerer sig som kvinde?” får man typisk svaret: “det betyder at man føler sig som en kvinde”. Og spørger man så om hvad det betyder, får man svaret: “det betyder, at man identificerer sig som kvinde”.

Dog er det der med at identitet er noget helligt og urørligt faktisk relativt – for alle skal i henhold til transparadigmet påtage sig en kønsidentitet. Og vil man ikke omtale sig selv som transkønnet, så har man værsågod at acceptere, at man er ciskønnet.

Transparadigmet bygger nemlig på en påstået urokkelig binaritet: Der er den lille forfulgte og marginaliserede minoritet af transkønnede, der ikke kan ”identificere sig” med det køn de “fik tildelt ved fødslen”, og så alle andre. Disse “andre” antages at “identificere” sig med deres “tildelte køn” og derfor er de privilegerede. Og fordi de er privilegerede, så er deres formål her i livet at træde ud ad solen og ind i skyggen, så de transkønnede kan få plads. Ingen undertrykkelse eller smerte som man som cis-kønnet kan have erfaret når nemlig de transkønnedes til sokkeholderne.

Når en kønsoverskridende lesbisk som mig f.eks. vover, at mene, at mit biologiske køn ikke er noget som en fødselslæge har tildelt mig men er min biologiske skæbne – men at jeg i øvrigt ikke accepterer de kønsroller som samfundet har tildelt mig pga. min biologi, sanker jeg brændende transaktivistiske kul på mit kætteriske hoved.

Man må nemlig aldrig sætte spørgsmålstegn ved transparadigmet! Hvis man mener, at en penis ikke er et kvindeligt kønsorgan eller at der er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, så er man cisnormativ, transekskluderende og transfobisk.

I praksis betyder det, at der lægges pres på lesbiske for at få dem til at acceptere transkvinder som sexpartnere. Kvinder skal presses til at acceptere folk med penis i deres omklædningsrum . Pussyhats og generel omtale af kvindelige kønsorganer angribes for at være transekskluderende. Vagina monologerne forbydes og retten til fri abort må ikke omtales som en kvinderettighed da “også mænd kan blive gravide”. Og sådan kunne man blive ved.

Vi står altså overfor en blanding af en postfaktuel virkelighed og konkrete angreb på biologiske kvinders ret til seksuel selvbestemmelse herunder blufærdighed og behov for tryghed der hvor man er nødt til at være nøgen.

Når vi er nogen, der er begyndt at sige stop og løfte røsten mod dette vanvid, så er det ikke fordi vi vil nægte transkønnede deres ret til et godt liv – men fordi ingen, heller ikke de transkønnede, er tjent med at transkampen sker på bekostning af almindelig logik og biologiske kvinders rettigheder.

 

Læs mere

Skrevet af den 7 maj, 2017 under Lgbt | 4 kommentarer

Til forsvar for den kønsoverskridende lesbiske

 

Jeg er en kønsoverskridene lesbisk. Som barn legede jeg med drengelegetøj og jeg kunne slet ikke finde ud af pigernes intriger, og deres lege hadede jeg, så når jeg legede med nogen var det med drenge. Mht. tøj og frisure var jeg ambivalent mht. min stil – men da jeg som ung voksen sprang ud som lesbisk forbandt jeg det med, at jeg fremover ville have langt hår og gå i ”dametøj” da jeg var bange for at komme til at leve op til ”fordommen” om den maskuline lesbiske. Men dybest set havde jeg det ikke godt med denne tøjstil – og da jeg som midaldrende begyndte at turde bryde tabuet og gå med herretøj åbnede sig en ny verden for mig. Tænk at det kan være spænde at købe tøj! Tænk at føle, at jeg ser godt ud i det tøj jeg har på!

Jeg kan ikke lade være at tænke på at unge kønsoverskridende lesbiske i dag typisk ikke har nogen, de kan spejle sig i.

Hvis du er en biologisk ung kvinde/teenager, der lige fra barns ben af har haft det svært med de kvindelige kønsroller og kønsrolleforventninger, hvis du hader din menstruation og ser det som en indsnævring af dine frihed, at du har udviklet bryster, fordi folk nu ”da du er blevet til en kvinde”, begynder at kræve, at du skal være feminin, og hvis du så oven i købet er romantisk og seksuelt tiltrukket af kvinder, hvem kan du så spejle dig i? Der er jo godt nok mange flere lesbiske i medierne end da jeg var barn og ung. Men ofte, meget ofte er de feminine i deres klædedragt og frisure. Kønsoverskridende lesbiske passer øjensynligt ikke så godt til showbis.

Men medierne og internettet flyder over med historier om transkønnede – herunder transmænd – her vil den unge kønsoverskridende lesbiske kunne se eksempler på at man kan have problemer med at have en kvindes krop og de kønsroller som samfundet forbinder med at have en sådan krop. Og hvor den maskuline lesbiske i samfundet ofte ses som en kikset kvinde – som en grinagtig figur – som den hæslige betonlebbe – så kan rollen som transmand virke spændende og modig.

Transaktivismen bidrager til at usynliggøre den kønsoverskridene lesbiske. Da man her deler menneskeheden op i to kategorier, de transkønnede, som ”ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen” og de ciskønnede, der efter sigende kan og gør dette, er der ikke plads til at man kan være en kønsoverskrider som ikke vil påtage sig etiketten ”transkønnet”. Og derfor bliver vi også mod vores udtrykte vilje stemplet som ”ciskønnede” og dermed sat i bås med f.eks. heteroseksuelle kvinder, der både dyrker og elsker de kvindelige kønsroller og opfatter dem som naturgive. Den kønsoverskridende lesbiske bliver hermed af transaktivster kategoriseret som en del af kønsmagten og normen – og det selvom det modsiger enhver logik.

De unge kønsoverskridende lesbiske har brug for at vide, at verden ikke nødvendigvis er delt op i transkønnede og ciskønnede – der findes alternativer til denne sort-hvide konstruktion. Man kan være en biologisk kvinde, der ikke er begejstret for hverken sine bryster eller sin menstruationscyklus, men som har lært at leve med sin krop fordi man har erkendt, at de kønsroller, som man ikke kan holde ud, er skabt af et kvindeundertrykkende samfund. Ofte er det nemlig ikke kroppen men kønsrollerne knyttet til kroppen som er problemet. Kønsroller er noget, som samfundet har fundet på, hvis man ikke kan identificere sig med dem, så kan man vælge, at leve som man selv føler at det passer en bedst, og det uden at skulle gribe til hormoner og operationer.

Læs mere

Skrevet af den 18 feb, 2017 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Make America Great Again

 

Vi lever i Trump tider. Man kan ikke se, læse eller lytte til nyheder uden at man bliver bombarderet med breaking news om USA’s nye præsident. Mestendels dårlige nyheder, hvis ikke direkte hån og latterliggørelse af denne så mærkværdige person, der nu har rollen som den vestlige verdens leder.

Derfor syntes jeg, at det måske var på sin plads, at jeg prøvede at finde ud af hvordan Donald Trump selv fremstiller sine mål og visioner. En hurtig søgning i min I-store var succesfuld og jeg kunne derfor bekvemt læne mig tilbage i stolen og på min I-phone læse ”Great Again” en form for kampagne kampskrift som han udgav i slutningen af 2015 og som er blevet genudgivet efter at han var blevet valgt til præsident.

Det første der slog mig ved ”Great Again” er det utroligt simple sprog der anvendes i bogen. Jeg tror aldrig, at jeg har læst nogen engelsksproget bog med så lavt et lixtal – men på sin vis kan man næsten høre Trumps stemme i hovedet når man læser bogen. Det her virker ikke som en bog skrevet af en flok spinddoktorer eller valgkampseksperter, men i stedet som mandens egne autentiske tanker og ideer, og det på godt og ondt.

Måske er det meget passende, at Trump lægger ud med at håne og nedgøre pressen og beskylde den for at være fuld af løgn – om end han også fremhæver, at der findes enkeltstående ærlige og dygtige journalister. Og han skriver åbent og ærligt, at han elsker at sige provokerende ting fordi det får pressen til at flippe ud og give ham en massiv gratis reklame når de kaster sig over hans udsagn og optræden. Og der har han sikkert fat i noget centralt. Lige meget hvor meget mainstream pressen nu fråder og raser mod Trump, så er han et monster som de selv har løftet til magten. En professionel reality stjerne siger selvfølgelig ikke bare skøre ting fordi han er skør, men fordi han ved, at det giver ham en medieopmærksomhed som er helt essentielt for at han som en politisk outsider med en relativt lille valgkampsbudget kunne nå ud til de amerikanske vælgere, ikke mindst til dem der ikke plejer at følge med i den politiske debat.

Hans næste emne er så de illegale indvandrere og den berømte mur – den skal bygges – om end Trump indrømmer at der delvist allerede er en mur nu og at dele af grænsen til Mexico forløber gennem et terræn hvor det ikke vil være praktisk muligt at opføre en. Ilegale indvandrere ser han som et kæmpe problem da de ofte er kriminelle og udnytter de sociale systemer – men han elsker indvandrere der kommer legalt til USA og er villige til at bidrage med at gøre USA great. Faktisk fremtræder han i ”Great Again” alt andet lige noget mere indvandringsvenlig end f.eks. vores hjemlige DF – måske også fordi han ikke roder sig ud i at fortælle hvad han mener om indvandrere med muslimsk baggrund.

Mht. udenrigspolitikken mener han, at Obama har været en dundrende fiasko, at USA har mistet international anseelse og at atomaftalen med Iran er en total katastrofe som skal laves om. Trump ønsker at USA skal have verdens største og mest veludrustede militær, men han vil helst ikke bruge det. USA skal ikke rode sig ind i alle mulige konflikter som ikke vedrører USA’s centrale interesser. Men hvis man skal bruge militæret, så skal man slå til hårdt og effektivt. Ikke noget med at trække røde linjer i sandet og så ikke ture bruge magt når linjen bliver overskredet. Interessant nok skriver han ikke noget om hvilken politik han vil føre overfor Rusland og Putin, som næsten ikke optræder i bogen. Til gengæld vil han føre en hård kurs overfor Kina og tvinge dem til a indgå handelsaftaler som sikrer de amerikanske arbejdspladser.

Det amerikanske uddannelsessystem flyder, de unge lærer ikke nok, hverken fagligt eller mht. f.eks. selvdisciplin eller vindermentalitet. Helst så han at undervisningsministeriet blev afskaffet og at lærernes fagforeninger blev knækket, så skolerne kunne overlades til lokalsamfundene og sættes fri til at konkurrere med hinanden og dermed blive bedre.

Obamacare er for dyr og for dårlig og skal afskaffes– men Trump insisterer på at alle amerikanere skal have adgang til en sundhedsforsikring. De menneskeskabte klimaforandringer er en gang varm luft. USA er velsignet med ufattelige energiressourcer som skal bruges til gavn for de amerikanske arbejdere og for at gøre landet uafhængigt af olien fra Mellemøsten. Økonomien skal sparkes i gang vha. massive investeringer i USA’s forfaldne infrastruktur, og ved en omfattende skattereform som skal fritage de fattigste for at betale skat, nedsætte skatten markant for middelklassen og nedsætte firmaskatten så der skabes flere jobs i USA. Dette vil blive fuldt finansieret via dynamiske effekter og ved at lukke for de riges muligheder for at snyde sig udenom at betale skat, og så ved at slå ned på spild og slendrian i det offentlige.

Det måske mest bemærkelsesværdige ved Trumps bog er hans afgrundsdybe foragt for politikere uanset partifarve. Han har i den grad forstået hvor mange der hader og foragter dem fordi de ofte ikke synes at have fattet hvad der sker i vores samfund og derfor heller ikke kan gøre noget overbevisende ved problemerne. Men Trump har vist ikke forstået, at han ikke kan løse USA’s problemer uden at samarbejde med de selvsamme mennesker som han fremstiller som nogle lallende fjolser.

Jeg må tilstå, at jeg på nogle enkelte punkter faktisk godt kan følge Trump. Jeg tror også, at ikke bare USA men hele den vestlige verden bør få bedre kontrol med sine grænser og må tage et opgør med Kina og andre lande, som eksporterer langt mere end de importerer og dermed skaber ubalance i den internationale handel og koster os al for mange gode industriarbejdspladser. Og det kan også meget vel være, at det er bedre, at vi forsøger, at investere os ud af krisen frem for at tro på at vi kan spare os ud af den sådan som Angela Merkel vil bilde os det ind. Men Trump synes at have set sig blind på sin egen succes og mangle en sund ydmyghed overfor hvor stort et projekt det er som han vil sparke i gang. Indtil videre har han været godt til at skabe forargelse hhv. underholdning – om man ser mere det ene eller det andet kommer nok an på hvor man står politisk. Men hvis Trump vil være andet end en blanding af en rød klud og en pauseklovn, så skal han snart i gang med at skabe resultater – dem lover han masser af – nu må han så til at levere.

 

Læs mere

Skrevet af den 28 nov, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Vatikanet og truslen fra det overnaturlige

 

Hvis man går rundt og tror, at man i Vatikanet bare elsker beretninger om mirakler, visioner og andre eksempler på at det overnaturlige har det med at bryde ind i almindelige menneskers hverdag så tager man, i henhold til Vatikan journalisten John Thavis’ bog ”The Vatican Prophecies”, fejl. I Vatikanet er der faktisk mange, der er ret skeptiske overfor grædende Madonna figurer og husmødre med bijob som profeter selvom disse spiller en stor rolle for ikke så helt få katolikker.

Den katolske kirke har f.eks. i tiden efter Det 2. Vatikankoncil nedtonet kulten omkring relikvier. Men der er fortsat folk der tjener penge på at sælge relikvier f.eks. via ebay, selvom det faktisk er forbudt i henhold til kirkeloven. (Der dog har det smuthul at man godt må sælge de beholdere som relikvierne opbevares i inklusive relikvie). Til gengæld er det helt legalt at have det som en givtig bibeskæftigelse at restaurere og konservere helgenders påståede intakte lig, selvom ligets intakthed ofte ses som et bevis på at den afdøde var en helgen.

I Vatikanet er man heller ikke begejstret for den bølge af påståede Maria åbenbaringer som har rullet hen over den katolske kirke i de sidste årtier. John Thavis bruger især sit krudt på de påståede Maria åbenbaringer i den lille bosniske landsby Medjugorje. Den lokale biskop var hhv. er meget imod nogen form for anerkendelse af at disse åbenbaringer skulle være ægte, men Pave Johannes Paul II var muligvis privat en tilhænger, så der blev holdt lidt hånd over fænomenet. Pave Benedikt var noget mere skeptisk – og pave Frans er kommet med indtil flere udsagn hvor han advarer folk mod at gå op i påståede Maria åbenbaringer og løbe hid og did i søgen efter noget nyt fra himlen – så muligvis bliver der nu slået hårdere ned på dette fænomen. Men på den anden side er Medjugorje så populær i dag at der nok er grænser for hvad Vatikanet kan og tør gøre – og så ved man jo aldrig hvad den næste pave mener.

Dæmonbesættelser og ikke mindst dæmonuddrivelser er jo en aktivitet som har en lang tradition indenfor den katolske kirke og den har fortsat både sine udøvere og stærke tilhængere. Men også her skal man ikke lede længe for at finde dem i Vatikanet, som mener, at også dæmonbesættelser kan være psykiatriske frem for åndelige fænomener. Under alle omstændigheder forsøger man at holde eksorcisterne i en kort snor – man skal have en tilladelse fra sin biskop for at måtte udføre en eksorcisme – og Vatikanet har også sikret sig, at medlemskabet i den internationale forening for eksorcister følger kirkens spilleregler.

John Thavis bruger en del plads på at beskrive det store forarbejde der gøres forud for en persons salig- hhv. helgenkåring mht. at påvise, at vedkommende efter sin død har begået et mirakel der kan bevises som sådant videnskabeligt. I praksis vil det sige, at vedkommendes forbøn skal have udløst en helbredelse af en alvorlig og uhelbredelig sygdom som lægevidenskaben ikke kan komme med nogen naturlig forklaring på. På denne måde bliver de troendes oplevelse af det mirakuløse i deres liv ubestrideligt kogt ned til noget meget sjældent – og noget der er meget dyrt at få bekræftet – sådan i størrelsesordenen 200.000-300.000 dollars dyrt. Pave Frans har derfor de facto besluttet, at der ikke længere behøves et sådant mirakel for at en person kan helgenkåres – hvad dem der tjener penge på at organisere hele det omfattende papir- og lobbyarbejde, der er forbundet med at få en person erklæret helgen efter de gamle kriterier, sjovt nok ikke synes er nogen god ide.

Sidst men ikke mindst udgør internettet med dets mulighed for anonymt at sprede alverdens historier, mirakler og budskaber et problem for Vatikanet. Ikke mindst de mange påståede Maria åbenbaringer og tolkninger af ældre profetier som skulle handle om, at Pave Frans er den sidste pave før dommedag, at han er i ledtog med Antikrist og vil bringe størstedelen af den katolske kirke til fald etc, er man selvsagt ikke super glad for.

Den katolske kirke har helt tilbage til Thomas af Aquinas en hang til at forsøge, at forstå troen ud fra rationelle kriterier selvom man heller ikke ønsker, at støde folketroen for meget fra sig, slet ikke i en tid hvor den katolske kirke er under pres fra den sekulære verden. Og så er man, nok med rette, bange for at diverse falsknerier og platheder i den gode sags navn ville kunne skade kirkens ry og støde folk væk fra Kristus.

Læs mere