Menu
Kategorier

Skrevet af den 14 jul, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Ateisme og plads til forskellighed

Et kendetegn ved religionsdebatten i det senmoderne samfund er, at der ofte opstår konflikter af verbal og juridisk karakter mellem ateister på den ene side, og religiøse, ofte kristne grupperinger, på den anden side. 

Som liberal kristen må jeg indrømme, at jeg faktisk et stykke hen ad vejen har sympati for nogle af de krav, som der fra ateistisk side bliver fremført når der diskuteres religion.  Jeg støtter f.eks. kravet om at der ikke skal hænge kors på væggene i offentlige skoler, da en sådan udsmykning af klasseværelserne i mine øjne er en klar magtdemonstration som er upassende for kristendommen, hvis grundlægger jo gav afkald på enhver form for verdslig magt. Jeg kan heller ikke se rimeligheden ved at der bedes fadervor ved morgensamlingerne i offentlige skoler. Fællesbøn er en klar kultisk handling, og når den foregår i skolesammenhænge udtrykker den, at her er vi altså kristne, og medlemmer af andre religioner eller ateister er i bedste fald tålte afvigere, i værste fald står de helt udenfor skolens sociale fællesskab. 

Omvendt er der også en række ateistiske krav som jeg står uforstående overfor. F.eks. kan jeg ikke forstå, hvorfor folk ikke må fremføre religiøse argumenter i en politisk debat. Jeg mener, hvis en person hævder, at han er blevet kontaktet af rumvæsener der har fortalt ham, at jorden vil blive tilintetgjort af vrede marsmænd med mindre at vi indfører roadpricing, ja så må han da gerne fremføre dette argument i en debat om fremtidens trafikskatter. Men dem der ikke tror på rumvæsener, hhv. ikke tror på at rumvæsener kræver roadpricing, kan selvfølgelig ikke forventes at lade sig overbevise af sådanne argumenter. Eller med andre ord, religiøse mennesker skal da have lov til at påberåbe sig Gud, guder, ånder eller andre overnaturlige magter i en politisk debat – de har bare ikke krav på at man tror på deres argumenter.

Mere grundlæggende set er jeg bekymret for den form for ateisme, der kræver, at det offentlige rum skal være klinisk renset for religion. Kampen mod kirkeklokker, minareter, tørklæder og kors om halsen er en kamp for at man kun må være religiøs bag lukkede døre. Her ser vi grundlæggende set samme totalitære tankegang som den der ligger bag kravet om kors i klasseværelserne og morgenbøn i skolerne.  Man vil beherske det offentlige rum og ikke give plads til andre end en selv.  

Det senmoderne samfund må kunne rumme synlig forskellighed, være den nu mht. religion, etnicitet, seksuel orientering mfl., hvis vi skal kunne leve fredeligt sammen.

4 Kommentarer

  1. “Omvendt er der også en række ateistiske krav som jeg står uforstående overfor. F.eks. kan jeg ikke forstå, hvorfor folk ikke må fremføre religiøse argumenter i en politisk debat.”
    ” Eller med andre ord, religiøse mennesker skal da have lov til at påberåbe sig Gud, guder, ånder eller andre overnaturlige magter i en politisk debat – de har bare ikke krav på at man tror på deres argumenter.”

    Problemet er saglighed og hvorvidt disse argumenter kan retfærdigøres. Som jeg forstår problematikken, er argumentet for et krav om fjernelse af religiøse argumentation fra den offentlige sfære ikke at de ikke må fremføres, men at de stopper enhver form for videre debat. Hele denne diskurs, hvor et “argument fra gud” holdes på nogen måde validt, er dræbende for enhver form for fremskridt.
    Med udgangs-punkt i din egen situation: At være homoseksuel og samtidig gerne ville være i stand til at opnå de privilegier (og krav) som et stats-anerkendt ægteskab giver (f.eks. lige rettigheder når det gælder børn). Homoseksualitet er per den Bibel mange refererer til som Guds sande ord en vederstykkelighed… en ting som både bliver nævnt i det gamle såvel som det nye testamente.
    En ting er, at folk ikke tror på dem, men ved at give dem den mindste smule vægt og troværdighed gør man en stor bjørnetjeneste til vores samfund.

    ” Man vil beherske det offentlige rum og ikke give plads til andre end en selv.”
    Havde vi ikke haft en historisk institutionsalisme omkring accepten af kirkeklokker, ville de ikke blive tilladt i dag, ud fra et simpelt spørgsmål om gene for de omkringværende beboere. Det ville være det samme som at tænde et musikanlæg hver søndag, som kunne høres kilometre væk, uden først at søge tilladelse fra de influerende personer. Det du gør er, at lave specielle undtagelser for religiøse institutioner; undtagelser du ikke er villig til at give andre.
    Så faktum er faktisk det præcist modsatte af din konklusion: “Man vil beherske det offentlige rum og ikke give plads til andre end en selv.” – ateister vil give lige vilkår til alle filosofiske overbevisninger, med dertilhørende rettigheder om ikke at blive udsat for et vækkeur om søndagen, hvor man i stedet kunne sove længe.

  2. Mht. de religiøse argumenter så kan de jo i sagens natur kun have vægt hos dem, der tror på dem. Men det samme gælder vel også for argumenter, der påberåber sig menneskerettighederne, international solidaritet, ligestilling, antiracisme etc? Skal sådanne argumenter så også forbydes?

    Man skal også passe på med den antagelse, at religion kun kan bruges som et argument for bagstræberiske love og regler. En kristen kan f.eks. kæmpe for en mere humanitisk flygtninge politik, en større ulandsbistand og mod den globale opvarmning fordi vedkommende føler at han eller hun er forpligtet hertil pga. sin tro. Når Martin Luther King brugte religiøse argumenter i sin kamp for borgerrettigheder til de sorte var han så bagstræberisk? Når sydamerikanske befrielsesteologer kæmper mod udbytningen af fattige i deres del af verden, med henvisning til troen, er de så bare i ledtog mod reaktionen? Var Desmond Tutus religiøst basserede kamp mod Apartheid en trussel mod fremskridtet?

    Mht. kampen mod homorettigheder vil jeg faktisk foretrække, at folk påberåber sig homofobiske fortolkninger af Bibelen – for så er det jo tydeligt for enhver, at der er tale om religiøse fordomme. Jeg synes det er værre, når religiøse fordomme forsøges forklædt som bekymring for nationens samtid, børnenes vel eller hvad man nu ellers kan finde på nu når man ikke tør bruge religiøse argumenter.

    I øvrigt skal man passe på med at overtage den fundamentalistiske påstand om at Bibelen fordømmer homoseksualitet, sagen er altså lidt mere kompliceret end som så. Faktisk så undrer det mig, at visse ateister altid går ud fra, at det er den fundamentalistiske religions hhv. skriftsforståelse som er den eneste sande eller mulige.

    Mht. kirkeklokkerne så er det rigtigt, at deres ringning bygger på en historisk tradition, men jeg formoder, at der i forbindelse med opførelsen af nye kirker indtænkes evt. støjproblemer når der gives kommunal tilladelse til byggeriet. Mht. de ældre kirker kan man vel også sige, at den der skaffer sig bolig nær en kirke ikke er forskellig fra den, der skaffer sig bolig nær ved en trafikeret vej eller i et værtshuskvarter. Her er man også nødt til at finde sig i vis mængde støj, ligesom støjforvolderen også er nødt til at tage visse hensyn. Set i lyset af de massive støjproblemer det moderne menneske skal kæmpe med, synes jeg, at der er noget hyklerisk over påstanden om, at det udelukkende er støjen, som skulle få visse ateister til at kæmpe mod kirkeklokkeringning. Det er ligesom dem, der har så utroligt ondt af rituel slagtning af dyr – og det i et samfund, hvor dyr udsættes for et hav af lidelser i den industrielle dyreproduktion.

  3. Ang. homorettigheder: forskellen mellem på den ene side at bruge religiøse argumenter og på den anden side at bruge argumenter som nationens fremtid eller børnenes vel, er jo at man ikke kan diskutere religiøse argumenter – der er intet jeg kan sige som kan overbevise en kristen/muslim om at gud tog fejl da han dikterede at homeseksualitet er forkasteligt. Jeg kan derimod komme med masser gode af argumenter (statistik, undersøgelser, biologisk forskning) for at nationens fremtid og børnenes vel ikke lider under det. Som L. Pedersen også sagde: religiøse argumenter stopper enhver form for videre debat.

    Religiøse argumenter er bare ikke gyldige, og hvis diskussionen er af nogen betydning (f.eks. om et lovændring, eller en debat op til et valg) så bør man afbryde diskussionen når modparten hiver den slags argumenter frem. Man kommer alligevel ikke videre.

    Og jeg tror ikke der er mange ateister som går ud fra at “det er den fundamentalistiske religions hhv. skriftsforståelse som er den eneste sande eller mulige”. Ihvertfald ikke “eneste sande”! Men hvis en bestemt religion ikke har problemer med homoseksualitet, så har ateister nok ikke noget problem med den religions holdning til homoseksualitet, og derfor er der jo ingen grund til at fremhæve denne religion.
    Problemet er nok nærmere at alt for mange religiøse tror at det altid, i enhver situation, er lige netop DERES religion som ateister bruger som skydeskive.

  4. Selvfølgelig kan man da diskutere religiøse argumenter – det gør de religiøse jo selv løbende! Hvis en kristen f.eks. påstår, at homoægteskaber er i strid med Bibelen, så kan man jo henvise til, at der er en række kristne, der mener noget andet. Og man kan diskutere hvorvidt ægteskabslovgivningen skal afspejle religiøse forestillinger. Jeg mangler i øvrigt dokumentation for at religiøse argumenter stopper debatten. Se blot på amerikansk politik, hvor der er masser af religiøse argumenter i den politiske debat – uden at den ophører af den grund.
    I øvrigt har jeg jo som debattør kæmpet for homorettigheder i de sidste 6 år – og det er min erfaring, at henvisninger til fakta, så som undersøgelser af hvordan homoseksuelles børn klarer sig, ikke har den store overbevisningsværdig, heller ikke i debatter som foregår på rent sekulære præmisser. Debatten om homorettigheder, ligesom debatten om så meget andet, handler i virkeligheden ofte ikke om kolde fakta, men mere om følelser, interesser og behov – der så forklædes som rationelle argumenter og sandheder.

    Jeg kan heller ikke se, at religiøse argumenter per definition skulle være ugyldige. Hvis nogen f.eks. påpeger, at det er i modstrid med næstekærlighedsbuddet at hjemsende traumatiserede flygtning til borgerkrigshærgede lande, så er det vel ikke et mere ugyldigt argument end at vi ikke kan være bekendt at hjemsende dem… Og i øvrigt, hvis du har ret til at erklære de religiøses argumenter for ugyldige – har de så ikke også ret til at erklære dine argumenter for ugyldige? Hvor ender vi henne hvis vi i stedet for at tage debatten begynder, at prøve at dømme de andres argumenter ude med henvisning til at de er i modstrid med vores tilværelsestolkning og derfor ikke kan komme på tale?

    Du skal passe på med at falde i essentialismefælden når du vil diskutere religion. Man kan ikke sige, at en religion har problemer med f.eks. homoseksualitet – men at nogle, sommetider mange, sommetider færre, af dens tilhængere har et problem med homoseksualitet. Og i øvrigt kan ateister sagtens have problemer med homoseksualitet – ateisme er på ingen måde en garanti mod homofobi.

    Og så længe visse ateister kaster sig ud i generelle anklager mod religion kan de jo ikke undre sig over, at man som religiøs føler sig under anklage. Præcis som ateister jo også føler sig anklaget hvis og når religiøse kommer med generelle anklager mod ateismen. Men måske er problemet, at alt for mange ateister tror at det altid, i enhver situation, er lige netop DERES ateisme som de religiøse bruger som skydeskive?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>