Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Lisa Agervolds kamp mod vindmøllerne

Skrevet af den 5 maj, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Lisa Agervold fik den 3.5.2019 trykt en kronik i Weekendavisen med titlen ”En kamp mod vindmøller”.  Teksten er bemærkelsesværdig usammenhængende og dårligt underbygget set i lyset af at forfatteren giver sig selv titlen ”tidligere professor”, hedder det i øvrigt ikke ”professor emeritus”? Anyway, på nettet kan man ikke finde informationer om en professor med et sådant navn.

Lisa Agervold lægger ud med at nævne de mange succeser, som transaktivismen har haft i de senere år, men der er så bare nogle mørke skyer på horisonten. F.eks. nævner hun, at grupper af feminister i England har ”demonstreret mod transpersoner”. Det lyder unægtelig grimt. Med mindre man selvfølgelig ved, at disse feminister f.eks. demonstrerede mod at lesbiske pålægges at omdefinere deres seksualitet så den indbefatter personer født med en penis, ligesom de demonstrerede mod, at personer med penis skal have adgang til kvinders omklædningsrum, fængsler eller andre steder, hvor kvinder er sårbare.

Dernæst springer Lisa Agervold videre, og langer ud efter ”diagnosen” ”Rapid Oncet Gender Dysphoria” som hun mener, at kunne feje af bordet, da den er blevet afvist af en pro-trans sundhedsaktivistisk gruppe. Men om hun nu kan lide det eller ej, så er der flere og flere der er alvorligt bekymret over det voldsomt voksende antal af unge, især piger, som begynder at definere sig som transkønnede, og det selvom de ofte ikke som børn har vist tegn på kønsrolleafvigende adfærd. Denne udvikling er ikke mindst bekymrende fordi mange af disse unge mennesker i forvejen har psykiske udfordringer så som autisme. Den britiske ligestillingsminister har således iværksat en undersøgelse af dette fænomen, og det svenske medicinsk-etiske råd har ligeledes anbefalet, at man ser på fænomenet. Især som homoseksuel kan man være alvorlig bekymret for, at børn og unge som med tiden ville have fundet sig tilpas i rollen som lesbisk eller bøsse ledes over i den transkønnede identitet med alt hvad den indbefatter af livslang behandling med hormoner og omfattende operationer.

Den forskning der viser, at op mod 80 procent af dem, der som børn definerer sig som værende af det modsatte køn ender med at acceptere deres biologiske køn, mener Lisa Agervold uden yderligere dokumentation at kunne feje af bordet som en enkelt tvivlsom forskers værk, og hun får bragt den i forbindelse med noget der ligner en form for omvendelsesterapi. Hun kommer også med udokumenterede påstande om at børn og unge ”der ikke understøttes” har 14 gange så høj selvmordshyppighed som dem, der får en sådan. Der findes imidlertid adskillige undersøgelser, der viser, at de fleste af dem der definerer sig som et andet køn end deres biologiske når de er børn, opgiver denne identitet når de bliver voksne. Mht. selvmord så ser man ofte, at der rodes rundt i selvrapporterede selvmordstanker og reelle selvmord. Det ville i hvert fald være interessant at se hvordan man kan vide hvor mange børn og unge, der ikke støttes i en transidentitet, reelt begår selvmord. Hvor bliver sådanne børn og unges identitet (og manglende opbakning) systematisk registreret?

Dernæst hævder Lisa Agervold, at undertegnede skulle fremhæve, at ”transkvinder ikke er rigtige kvinder”. Hun måtte meget gerne dokumentere denne påstand, ikke mindst set i lyset af at jeg har skrevet et blogindlæg med titlen ”Jeg er ikke en rigtig kvinde”. Derefter citerer hun så nogle løsrevne citater fra en anmeldelse jeg har skrevet af et meget spændende videnskabeligt studie ud i det fænomen, som betegnes som ”autogynefili”, hvor hun i øvrigt uden videre gengiver min beskrivelse af det, der står i dette studie, som om det var mine egne ord.  Autogynefili er en betegnelse for det fænomen, at nogle biologiske mænd oplever stræk seksuel ophidselse ved at iføre sig kvindetøj og/eller fantasere om sig selv som kvinder. Der kan ikke herske nogen som helt tvivl om at dette fænomen eksisterer, spørgsmålet er udelukkende hvor udbredt det er blandt transkvinder og om identiteten som transkvinde kan være et produkt af at man er autogynefil eller om de autogynefile seksuelle oplevelser er et resultat af at man er en ”mand fanget i en kvindes krop”. Teorien om autogynefili blev i øvrigt formuleret i 1989 og ikke i 1970’erne sådan som Lisa Agervold hævder.

Øjensynlig har Lisa Agervold også opdaget, at jeg har haft en kronik i Information, hvor jeg bl.a. giver udtryk for bekymring for at unge lesbiske bliver guidet over i en identitet som transmænd. Disse unge betegner hun dog som ”transkvinder”, hvad sådan set bare viser, at Lisa Agervold end ikke er klar over hvordan man beskriver transkønnedes køn indenfor den transativisme som hun med så stor iver vil forsvare!

Dernæst springer Lisa Agervold videre i noget, som måske er lavpunktet i hendes kronik. Det er i hvert fald beskæmmende at se hende beskrive transkvinders seksuelle overgreb på biologiske kvinder i britiske fængsler som ”sexchikane”. Endnu engang griber hun så til historier om selvmord for at retfærdiggøre, at selvudråbte transkvinder med deres medfødte kønsorganer i fuld behold skal anbringes i kvindefængsler, også når de er dømt for at have voldtaget kvinder.

Til sidst kommer et rodet afsnit hvor hun på en og samme gang vil afvise den kristne højrefløjs kønsessentialisme, eksistensen af et observerbart biologisk køn og ideen om at kønsrollerne er sociale konstruktioner. I stedet belæres vi om at kønsidentitet er et biologisk og medfødt fænomen, der ikke ændrer sig efter fødslen. Hvori denne medfødte kønsidentitet skulle bestå undgår hun dog klogelig at uddybe…

 

Hvad er en lesbisk?

Skrevet af den 28 apr, 2019 under Feminisme, Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 2 kommentarer

 

For ikke så længe siden, var det alment kendt, at en lesbisk er en homoseksuel kvinde. Men i disse tider, hvor intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister har det som deres mål, at redefinere de ord og begreber, der er knyttet til køn og seksualitet, er det desværre blevet nødvendigt at definere også de ord, man skulle tro allerede var definerede.

Altså, en lesbisk er en homoseksuel kvinde, hermed mener jeg, en biologisk kvinde, der kun er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder. ”Men!”, vil de intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister råbe: ”Med hvilken ret definerer du andres seksualitet!? Lad dog folk selv bestemme hvad de vil kalde sig!

Nu er det jo lidt sjovt, at de samme mennesker, der kan insistere på, at seksualitet er flydende og at man kan og skal reevaluere sit seksuelle begær, hvis det ikke passer til den queere norm, kan mene, at vi andre ikke må komme med nogle generelle udtalelser om hvad det vil sige at være lesbisk. Men lad det nu være. Vi har som bekendt ytringsfrihed. Man har derfor selvsagt lov til at hævde, at man er lesbisk, selvom man med glæde dyrker sex med personer, der har en penis. Præcist ligesom man har lov til at hævde, at man er veganer, selvom man gerne nyder en rød oksesteak når lejligheden byder sig. Folk må definere deres seksualitet, seksuelle adfærd og spisevaner som de vil. De må bare leve med, at folk kan være uenige i deres definition af f.eks. ”lesbisk” eller ”veganer”.

Jeg hørte for et stykke tid siden den kendte transaktivist Laura Tams holde et foredrag, hvor hun med begejstring forklarede, at i dag kan et par der består af en person med en penis og en person med en vagina være et homoseksuelt ægtepar. Jeg går ud fra, at hun dermed også mener, at et vaginalt samleje mellem disse to per definition er lesbisk sex, hvis parret altså ser sig selv som et lesbisk par. Og det svarer så igen til at man hævder, at hvis en person der har defineret sig selv som veganer spiser stegt flæsk med persillesovs, så er der per definition tale om et vegansk måltid.

Men førnævnte intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister vil sikkert så insistere på, at jeg da kan være bedøvende ligeglad. Jeg skal som lesbisk nemlig være ligeglad med hvad der ligger i ordet ”lesbisk”. Men det er jeg så bare ikke…

Vi lesbiske, os hvis seksuelle orientering udelukkende er rettet mod andre biologiske kvinder, udgør en meget lille minoritet i samfundet, næppe mere end 1 procent. Vi lever i et samfund, hvor normen er, at man som kvinde er til mænd. Og selvom folk godt ved, at der findes kvinder der kan klare sig uden mænd i deres liv, så er det en sandhed, som i forbløffende grad overses, hvis man ikke direkte kritisk spørger os om vi nu virkeligt er sikre… Det er derfor vigtigt, at der er et ord og en klart defineret identitet for ”penisekskluderende” kvinder som os. Der er jo betegnelser for kvinder, der er til såvel penis som vagina, så som ”biseksuel”, ”panseksuel” eller ”queer”.  Vi lever jo også i et samfund, som har et afsindigt overforbrug af kød og andre animalske produkter og hvor normen er, at man skal svælge i kød ved en hver given lejlighed. Og derfor er der brug for et udtryk for den mindre gruppe af mennesker, som konsekvent har fravalgt kød og andre animalske produkter. Der findes jo ord for folk, der spiser mindre kød end normen dog uden helt at have droppet det, så som ”flexitar”.

Eksistensen af en kvindelig seksualitet, der konsekvent fravælger penis, er en dødelig trussel for patriarkatet. Men heldigvis for sidstnævnte har vi så queer-bevægelsen og den intersektionelle feminisme, der redefinerer “lesbisk”, så termen ikke længere er så “anstødelig”, men i stedet normkonform i sin reelle eller potentielle penisinklusion. Man merkt die Absicht und wird verstimmt…