Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Transparadigmet

Skrevet af den 23 maj, 2017 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Transkøn er “the new black”. Medierne flyder over med historier om kendte og mindre kendte der springer ud som transkønnede. En identitetskategori der først opstod i 1990’erne, og som for få år siden var ukendt for de allerfleste, er nu blevet nærmest trendy – men også omstridt.

For i kølvandet på en berettiget og nødvendig kamp for at transkønnede, ligesom alle andre mennesker, skal beskyttes mod diskrimination på arbejdsmarkedet og mod vold og anden undertrykkelse, er der dukket et nyt paradigme op som forsøger at fortrænge alle andre forståelser af hvad køn er.

Paradigmer er en betegnelse for en overordnet måde at forstå verden på. Og som “transparadigmet” vil jeg betegne mange transaktivisters påstand om at køn udelukkende er et spørgsmål om identitet. Biologisk køn afvises som en social konstruktion med henvisning til eksistensen af diverse former for interkøn. Logikken synes at være, at hvis der findes mennesker som ikke entydigt er biologiske mænd eller kvinder, men som befinder sig i en art gråzone mellem disse to kategorier, så findes hovedkategorierne ikke. Altså hvis ikke alle er entydigt biologiske mand eller kvinde, så er der ingen der er det. Så en penis er et kvindeligt kønsorgan hvis dens ejer ser sådan på sagen.

Identitet fremstilles nemlig som noget essentielt, helligt og urørligt. Der er godt nok ikke rigtigt nogen, der kan sige hvad identitet så er når vi taler om køn. Spørger man “hvad vil det sige, at man identificerer sig som kvinde?” får man typisk svaret: “det betyder at man føler sig som en kvinde”. Og spørger man så om hvad det betyder, får man svaret: “det betyder, at man identificerer sig som kvinde”.

Dog er det der med at identitet er noget helligt og urørligt faktisk relativt – for alle skal i henhold til transparadigmet påtage sig en kønsidentitet. Og vil man ikke omtale sig selv som transkønnet, så har man værsågod at acceptere, at man er ciskønnet.

Transparadigmet bygger nemlig på en påstået urokkelig binaritet: Der er den lille forfulgte og marginaliserede minoritet af transkønnede, der ikke kan ”identificere sig” med det køn de “fik tildelt ved fødslen”, og så alle andre. Disse “andre” antages at “identificere” sig med deres “tildelte køn” og derfor er de privilegerede. Og fordi de er privilegerede, så er deres formål her i livet at træde ud ad solen og ind i skyggen, så de transkønnede kan få plads. Ingen undertrykkelse eller smerte som man som cis-kønnet kan have erfaret når nemlig de transkønnedes til sokkeholderne.

Når en kønsoverskridende lesbisk som mig f.eks. vover, at mene, at mit biologiske køn ikke er noget som en fødselslæge har tildelt mig men er min biologiske skæbne – men at jeg i øvrigt ikke accepterer de kønsroller som samfundet har tildelt mig pga. min biologi, sanker jeg brændende transaktivistiske kul på mit kætteriske hoved.

Man må nemlig aldrig sætte spørgsmålstegn ved transparadigmet! Hvis man mener, at en penis ikke er et kvindeligt kønsorgan eller at der er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, så er man cisnormativ, transekskluderende og transfobisk.

I praksis betyder det, at der lægges pres på lesbiske for at få dem til at acceptere transkvinder som sexpartnere. Kvinder skal presses til at acceptere folk med penis i deres omklædningsrum . Pussyhats og generel omtale af kvindelige kønsorganer angribes for at være transekskluderende. Vagina monologerne forbydes og retten til fri abort må ikke omtales som en kvinderettighed da “også mænd kan blive gravide”. Og sådan kunne man blive ved.

Vi står altså overfor en blanding af en postfaktuel virkelighed og konkrete angreb på biologiske kvinders ret til seksuel selvbestemmelse herunder blufærdighed og behov for tryghed der hvor man er nødt til at være nøgen.

Når vi er nogen, der er begyndt at sige stop og løfte røsten mod dette vanvid, så er det ikke fordi vi vil nægte transkønnede deres ret til et godt liv – men fordi ingen, heller ikke de transkønnede, er tjent med at transkampen sker på bekostning af almindelig logik og biologiske kvinders rettigheder.

 

Til forsvar for den kønsoverskridende lesbiske

Skrevet af den 7 maj, 2017 under Lgbt | 4 kommentarer

 

Jeg er en kønsoverskridene lesbisk. Som barn legede jeg med drengelegetøj og jeg kunne slet ikke finde ud af pigernes intriger, og deres lege hadede jeg, så når jeg legede med nogen var det med drenge. Mht. tøj og frisure var jeg ambivalent mht. min stil – men da jeg som ung voksen sprang ud som lesbisk forbandt jeg det med, at jeg fremover ville have langt hår og gå i ”dametøj” da jeg var bange for at komme til at leve op til ”fordommen” om den maskuline lesbiske. Men dybest set havde jeg det ikke godt med denne tøjstil – og da jeg som midaldrende begyndte at turde bryde tabuet og gå med herretøj åbnede sig en ny verden for mig. Tænk at det kan være spænde at købe tøj! Tænk at føle, at jeg ser godt ud i det tøj jeg har på!

Jeg kan ikke lade være at tænke på at unge kønsoverskridende lesbiske i dag typisk ikke har nogen, de kan spejle sig i.

Hvis du er en biologisk ung kvinde/teenager, der lige fra barns ben af har haft det svært med de kvindelige kønsroller og kønsrolleforventninger, hvis du hader din menstruation og ser det som en indsnævring af dine frihed, at du har udviklet bryster, fordi folk nu ”da du er blevet til en kvinde”, begynder at kræve, at du skal være feminin, og hvis du så oven i købet er romantisk og seksuelt tiltrukket af kvinder, hvem kan du så spejle dig i? Der er jo godt nok mange flere lesbiske i medierne end da jeg var barn og ung. Men ofte, meget ofte er de feminine i deres klædedragt og frisure. Kønsoverskridende lesbiske passer øjensynligt ikke så godt til showbis.

Men medierne og internettet flyder over med historier om transkønnede – herunder transmænd – her vil den unge kønsoverskridende lesbiske kunne se eksempler på at man kan have problemer med at have en kvindes krop og de kønsroller som samfundet forbinder med at have en sådan krop. Og hvor den maskuline lesbiske i samfundet ofte ses som en kikset kvinde – som en grinagtig figur – som den hæslige betonlebbe – så kan rollen som transmand virke spændende og modig.

Transaktivismen bidrager til at usynliggøre den kønsoverskridene lesbiske. Da man her deler menneskeheden op i to kategorier, de transkønnede, som ”ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen” og de ciskønnede, der efter sigende kan og gør dette, er der ikke plads til at man kan være en kønsoverskrider som ikke vil påtage sig etiketten ”transkønnet”. Og derfor bliver vi også mod vores udtrykte vilje stemplet som ”ciskønnede” og dermed sat i bås med f.eks. heteroseksuelle kvinder, der både dyrker og elsker de kvindelige kønsroller og opfatter dem som naturgive. Den kønsoverskridende lesbiske bliver hermed af transaktivster kategoriseret som en del af kønsmagten og normen – og det selvom det modsiger enhver logik.

De unge kønsoverskridende lesbiske har brug for at vide, at verden ikke nødvendigvis er delt op i transkønnede og ciskønnede – der findes alternativer til denne sort-hvide konstruktion. Man kan være en biologisk kvinde, der ikke er begejstret for hverken sine bryster eller sin menstruationscyklus, men som har lært at leve med sin krop fordi man har erkendt, at de kønsroller, som man ikke kan holde ud, er skabt af et kvindeundertrykkende samfund. Ofte er det nemlig ikke kroppen men kønsrollerne knyttet til kroppen som er problemet. Kønsroller er noget, som samfundet har fundet på, hvis man ikke kan identificere sig med dem, så kan man vælge, at leve som man selv føler at det passer en bedst, og det uden at skulle gribe til hormoner og operationer.