Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Den kristne højrefløj, queer og kampen mod de homoseksuelle

Skrevet af den 31 aug, 2018 under Feminisme, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

 

Det ser ud til at den kristne højrefløj her i landet kalder til korstog mod queer-ideologien. En interessant alliance af Folkekirkens højrefløj og den katolske debattør Iben Thranholm vil nu forsøge, at bremse dens indflydelse i samfundet. Lidt sent skulle man mene, her 4 år efter indførelsen af det juridiske kønsskifte. Faktisk er det jo bemærkelsesværdigt at den kristne højrefløj, der i årtier med en indædt stædighed og med næb og klør har kæmpet imod homoseksuelle rettigheder, i det store og hele har været ligeglad med transaktivismen. Øjensynligt har man set sig helt anderledes provokeret og udfordret af at to personer af samme køn skulle få lov til at gifte sig end af at en person med en penis kan få officielt papir på at vedkommende er en kvinde.

Nu har den kristne højrefløj i Danmark så opdaget, at queer udgør en trussel mod de traditionelle kønsroller. Den kristne højrefløjs grundindstilling er jo den, at Gud har skabt os som mand og kvinde, og det betyder ikke blot, at der er fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, men også at vores hjerner er enten mandlige eller kvindelige. Gud har dikteret, at mænd er maskuline og til kvinder, og at kvinder er feminine og er til mænd. Det er jo bl.a. derfor, at den kristne højrefløj så indædt har kæmpet mod samfundets accept af homoseksuelle, for vi repræsenterer et brud ikke blot med Guds påståede seksuelle orden men også med de kønsroller som han efter sigende skulle stå bag.

Hvad de ikke har forstået er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme udgør en trussel både for dem, der kæmper imod disse kønsroller og for homoseksuelle.

F.eks. er queers opløsning af køn et stort problem ud fra et radikalfeministisk perspektiv fordi vi går ud fra, at vi lever i et patriarkalsk samfund hvor mænd undertrykker, udbytter og udnytter kvinder. Man kan ikke føre kvindekamp mod denne uretfærdighed hvis man ikke kan definere hvem der er kvinder og hvem der er mænd. Man kan jo heller ikke føre arbejderkamp hvis man ikke kan definere hvem der er arbejder og hvem der er kapitalist.

Og faktisk har den kristne højrefløj og queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme det tilfælles, at de går ud fra at vi fødes med kønnede hjerner og at ”kønsidentitet” hhv. kønsrollepræferencer derfor er medfødte. Indenfor radikalfeminismen ses de derimod som sociale konstruktioner skabt for at muliggøre mænds dominans over kvinder. Vi mener, at de lægges ind i os via vores socialisering og at de adfærdsmæssige forskelle mellem mænd og kvinder dermed ikke er et produkt af biologien men af samfundet. Ud fra et radikalfeministisk perspektiv er det derfor undertrykkende, når den kristne højrefløj forventer, at mænd og kvinder skal leve i henhold til en klart defineret mandlig hhv. kvindelig kønsrolle. Og der er ligeledes undertrykkende når de radikale transaktivister påstår, at en lille drengs forkærlighed for lyserøde kjoler og dukker betyder, at vedkommende i virkeligheden er en pige. Vores køn dikterer ikke vores præferencer og vores præferencer dikterer ikke vores køn!

Hvad den kristne højrefløj slet ikke har bemærket er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme grundlæggende set arbejder på at afskaffe den homoseksuelle identitet. Homoseksualitet forudsætter nemlig ligesom heteroseksualitet, at køn er noget der kan defineres. Man skal kunne definere hvilket køn det er som man føler sig emotionelt og seksuelt tiltrukket af og hvilket køn man ikke føler sig tiltrukket af. Og indtil for nyligt var vi alle enige om at det var biologiske mænd og biologiske kvinder der udgjorde disse køn. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme mener imidlertid at biologisk køn er en social konstruktion og er helt umuligt at definere. I stedet hævder man, at køn udelukkende er et spørgsmål om hvem man føler, at man er. Det har så igen medført, at vi nu har ”lesbiske med penis” og ”bøsser med vagina”. Men rigtigt mange homoseksuelle er og forbliver ikke seksuelt og emotionelt tiltrukket af personer med modsat biologisk køn uanset hvad disse kalder sig selv. Ikke mindst blandt lesbiske i klassisk forstand er der en voksende protest mod denne nydefinering af homoseksualitet som vi slet ikke kan genkende os selv i.

Ligesom den kristne højrefløj hævder, at vi lesbiske er unaturlige når vi ikke er til sex med biologiske mænd og at vi skal ændre på vores seksualitet, så siger de radikale transaktivister, at vores fravalg af personer født med en penis uanset deres ”kønsidentitet” er udtryk for transfobi, og at vi kritisk bør evaluere vores manglende seksuelle interesse for dem. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme har det tilfælles med den kristne højrefløj, at man kræver, at homoseksuelle skal ændre deres seksuelle orientering så den passer til deres normer. Så måske den kristne højrefløj slet ikke behøver at være så bekymret for queer – måske denne ideologi vil opnå det som den kristne højrefløj så forgæves har kæmpet for, nemlig at sende homokampen tilbage til start.

Jeg er ikke en “rigtig” kvinde

Skrevet af den 21 aug, 2018 under Lgbt | 1 kommentar

 

Sommetider støder jeg på den påstand, at jeg og andre lesbiske radikalfeminister skulle mene, at transkvinder ikke er “rigtige” kvinder.

Det sjove er imidlertid, at jeg faktisk ikke definerer mig selv som en “rigtig” kvinde.

I henhold til den heteroseksuelle matrix forventer samfundet af biologiske mænd, at de er maskuline og er seksuelt tiltrukket af kvinder. På samme måde forventer samfundet af biologiske kvinder, at de er feminine og seksuelt tiltrukket af mænd.

I henhold til den heteroseksuelle matrix er jeg, der ikke er feminin og ikke er seksuelt tiltrukket af mænd, ikke en “rigtig” kvinde. Når man i samfundet generelt taler om “rigtige” mænd og kvinder er det da heller ikke transmænd og transkvinder man typisk vil afgrænse sig fra men i stedet de efter sigende feminine bøsser og maskuline lesbiske.

Nu har jeg det i dag fint med at være en “forkert” kvinde i henhold til den heteroseksuelle matrix. Jeg har siden jeg var lille følt at jeg var anderledes. Og jeg var i øvrigt “kønsafvigende” før jeg fandt ud af at jeg er lesbisk. Men jo, jeg har også prøvet at normalisere mig selv – både mht. kønsudtryk og seksualitet. Men det kommer der ikke noget godt ud af – det er min helt klare erfaring! Det er langt bedre at favne, at man er anderledes og med basis i sin egne erfaringer udfordre de undertrykkende kønsnormer i samfundet.

Når jeg siger, at transkvinder ikke er biologiske kvinder, så er det ikke et normativt udsagn der deler folk op i “rigtige” og “forkerte”. Det er i stedet blot et udtryk for de faktuelle forhold. Der er jo også forskel på at sige, at du ikke er en ”rigtig” sort med mindre at du har rytmisk sans og elsker steget kylling og så at sige, at man skal være født med en sort hudfarve for at være sort. Og at ens hudpigmenteting afgør ens hudfarve ændres i øvrigt ikke af at enkelte mennesker, nemlig albinoer, er født uden hudpigmenter.

Faktisk er man nødt til at tage udgangspunkt i biologisk køn hvis man vil have et minimum af sammenhængskraft i transidentiteten. Hvis medfødte kønsorganer, reproduktive organer og kromosomer er uden betydning for kønnet, så kan en person født med en vagina, livmoder og XX kromosomer nemlig sagtens være en transkvinde. Men der er sjovt nok ikke ret mange transkvinder, som er med på den påstand.