Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Lyt til os der var kønsunormale som børn!

Skrevet af den 10 aug, 2019 under Lgbt | 4 kommentarer

 

Fortalerne for et juridisk kønsskifte for børn, og det vel og mærke uden nedre aldersgrænse, forsøger ihærdigt at afvise enhver kritik af dette forslag med parolen: ”Lyt til de transkønnede børn!” Et alternativ til dette argument, der dog tydeligvis er beslægtet med det første, er udsagnet: ”Kender du et transkønnet barn?” Det ligger implicit i disse argumenter, at dem der er afvisende overfor at lade børn definere deres eget juridiske køn, ikke ved noget om hvordan det er at være et kønsrolleafvigende (eller kønsunormalt om man vil) barn. Dette er imidlertid en stor fejltagelse. Vi er slet ikke så få, der var kønsrolleafvigende som børn, men som i dag ikke definerer os selv som transkønnede. Og det er i høj grad denne helt personlige erfaring med at være et ”kønsunormalt” barn, der gør, at vi er stærkt kritiske mht. ideen om at børn har en fastlagt ”kønsidentitet” hhv. at man kan afgøre, om et barn er transkønnet.

Kønsrolleafvigende adfærd hos børn kan vise sig på mange måder. De kan afvise at gå i det tøj der forventes af dem pga. deres biologiske køn og fortrække det modsatte køns tøj. De kan lege med det legetøj som samfundet knytter til det modsatte køn. De kan foretrække at lege med det modsatte køn frem for deres eget. De kan i forskellig grad identificere sig som det modsatte køn og de kan i forskelligt omfang have problemer med de kønnede træk ved deres krop. Har man været kønsrolleafvigende som barn er det ret sandsynligt, at man også vil være det som voksen. Men flertallet af dem, der var kønsrolleafvigende som børn, har indtil nu valgt ikke at se sig selv som transkønnede som voksne, da de med tiden har lært at acceptere deres biologiske køn uden derfor nødvendigvis at acceptere de kønsroller, der er knyttet til denne krop.

Faktisk forholder det sig sådan, at en del transkønnede ikke var synligt kønsrolleafvigende som børn, og først som teenagere eller voksne nåede frem til at de faktisk er transkønnede. Samtidigt hermed er der altså også mange af dem, der som børn var synligt kønsrolleafvigende, der som voksne ikke ser sig selv som transkønnede. Koblingen af kønsrolleafvigende adfærd hos børn med transkønnethed er dermed dobbelt problematisk da den er en forenkling og fordrejning af nogle mere komplekse forhold.

Denne forenkling og fordrejning har bl.a. sine rødder i at LGBT+ aktivismen forsøger at skabe nogle vandtætte skodder mellem det at være transkønnet og det at være homoseksuel. At være transkønnet handler efter sigende udelukkende om den såkaldte kønsidentitet, og efterhånden har man indtryk af, at antagelsen er, at ”ægte” kønsrolleafvigere er transkønnede, være det nu i form af at de er transkvinder, transmænd eller nonbinære. At være homoseksuel derimod anses som noget, der udelukkende handler om ens seksuelle orientering. Sådan er det selvsagt også for nogen, men det er slet ikke så ualmindeligt, at homoseksuelle allerede som børn var kønsrolleafvigende og forbliver med at være det også som voksne. Historisk og kulturelt set har homoseksualitet og det at være ”kønsunormal” da også være set som to sider af samme sag. Det er en fordom, at antage, at alle homoseksuelle er kønsrolleafvigere, men det er også en fornægtelse af virkeligheden og en bemærkelsesværdig anti-mangfoldig forståelse af den homoseksuelle subkultur, at lukke øjnene for, at vi faktisk findes.

Det er derfor dybt beskæmmende at kunne iagttage, at foreninger så som LGBT Danmark og Copenhagen Pride, foreninger der påstår, at de repræsenterer homoseksuelle, ikke vil lytte til de homoseksuelle der udtrykker dyb bekymring for at børn og unge, hvis kønsrolleafvigende adfærd ligner deres egen da de var børn, udråbes til at være transbørn som skal have juridisk kønsskifte, som så igen typisk skal suppleres med hormonbehandlinger og operationer, så først deres juridiske status og dernæst deres kroppe kan passe bedre til deres ”kønsidentitet”. De kønsrolleafgivende børn og unge skal ledes over i transidentiteten mens alternative måder, at forstå sin kønsrolleafvigende adfærd og behov på, forties. Samtidigt hermed betegnes alle, der ikke vil kalde sig selv for transkønnede som ”cis-kønnede”, altså ”kønsnormale”, hvormed det igen bliver tydeligt, at man de facto benægter eksistensen af kønsrolleafvigende homoseksuelle. Men vi har ikke tænkt os at lade den bevægelse, der fejlagtigt hævder, at den repræsenterer os, tie vores livserfaring og livsrealitet ihjel!

 

Det juridiske kønsskifte for børn vil underminere forældremyndigheden

Skrevet af den 1 aug, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

 

En overset problemstilling der er forbundet med at indføre et juridisk kønsskifte for børn – sådan som et flertal i Folketinget ifølge flere medier ønsker det – er at ideen ser ud til at tage udgangspunkt i en art idealsituation, hvor et barn ser sig som værende af det modsatte køn og begge dets forældre aktivt støtter op omkring at barnet skal have et dertil passende cpr.nr. med alt hvad dette medfører.

Men lad os forestille os en situation, hvor et 12-årigt barn efter indgående interaktion med transkønnede på sociale medier fortæller sine forældre, at det er transkønnet, og ønsker et juridisk kønsskifte. Dets forældre tror af religiøse, kulturelle eller ideologiske grunde imidlertid ikke på ideen om at et barn kan være født i en forkert krop og nægter derfor at lade barnet skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske? Vil transaktivister f.eks. kunne melde forældrene til de sociale myndigheder med henvisning til at de skader barnets trivsel og velfærd? Skal de sociale myndigheder kunne gennemtrumfe et barns juridiske kønsskifte mod forældrenes ønsker?

Et andet scenarie kunne være følgende: En fraskilt mor har sin 6-årige søn det meste af tiden – barnet er efter hendes udsagn stærkt kønsrolleoverskridende og giver udtryk for at det er en pige. Barnets mor ønsker derfor at barnet skal skifte juridisk køn. Barnets far, der har det hver 2. weekend, er imidlertid overbevist om at barnet ikke er transkønnet, da det efter hans mening ikke optræder kønsrolleafvigende hjemme hos ham og i øvrigt i samtaler med ham ikke giver udtryk for at være en pige. Barnets far nægter derfor at sige god for at det kan skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske?

Et tredje scenario er som følger: Et 7-årigt barn har fået tildelt juridisk kønsskifte. To år herefter bliver dets forældre skilt og barnet kommer til hovedsageligt at bo hos sin far. Barnet og dets far bliver enige om at det juridiske kønsskifte var en fejltagelse og ønsker, at omgøre kønsskiftet. Barnets mor mener imidlertid, at barnets identitetsskifte er et produkt af, at dets far er begyndt at komme i pinsekirken og påvirker det stærkt religiøst. Barnets mor mener derfor, at dets far har manipuleret det væk fra dets sande identitet og nægter derfor, at sige god for at barnet skal få lov til at omgøre sit juridiske kønsskifte. Hvad skal der så ske?

LGBT-Danmark og Foreningen for støtte til transkønnede børn prøver at sælge forslaget om juridisk kønsskifte for børn (og det uden nedre aldersgrænse) som et tiltag der skal gøre livet nemmere for ”transkønnede” børn og deres forældre. Men dette forslag vil med ret stor sandsynlighed kunne udløse stridigheder mellem sårbare kønsrolleafvigende børn og de forældre, der ikke køber ideen om at børn kan være født i en forkert krop samt mellem forældre, der måske i forvejen kæmper om barnet. Forældre vil kunne komme til at opleve, at de udsættes for et socialt pres for at gå med til et juridisk kønsskifte de oplever som forkert og skadeligt for barnet, og de vil i værste fald måske kunne opleve, at de sociale myndigheder fratager dem retten til at afgøre hvad der er bedst for deres barn eller ligefrem fratager dem forældremyndigheden. Er det virkeligt det som Socialdemokratiet og Venstre ønsker?